Den 3. marts lettede vi anker fra Bahia Concepcion og sejlede op til Bahia Domingo, den sidste ankerplads inden man stikker snuden ud i Sea of Cortez. Vejret var til, at vi kunne ligge for anker her natten over, inden det gik videre sydover. Vi sparede nogle timer og behøvede ikke at tænke på strømmen næste morgen.

Det var vindstille næste morgen, da vi forlod Bahia Domingo kl. 6.45, efter en rolig nat. Først da vi rundede Punta Pulpito, kom der lidt vind fra Ø-SØ, 3-4 m/s. Så det blev endnu en dag for motor ned til Caleta San Juanico, 45,2 sømil længere mod syd.

Da vi kom ned til Juanico, lå der allerede 7 andre både, så vi ankrede igen udenfor klipperne, men vejret var roligt, så det var fint nok.

Vi fik jollen i vandet og sejlede en tur ned langs revene og rundt om et par øer i den sydlige del af bugten. Det var et af de bedre steder at dykke, vi så mange fisk og koraller.

Der var to gummibåde fra de andre både, som sejlede frem og tilbage med deres fiskeliner ude. De fangede triggerfisk, som der var mange af.

Vi gik en lang tur op i baglandet og bagefter langs klipperne, hvorfra vi havde en flot udsigt over hele bugten. Om eftermiddagen begyndte det at blæse op fra nord, så det var tid at komme videre sydover.

Vi fik megen tid til at gå med at studere, hvordan mågerne forsøgte at stjæle fisk fra pelikanerne. At de ikke fik et ordentlig klap med næbbet, gik over vores forstand. Den på billederne var så fræk, og blev ved med at svømme helt op i hovedet på pelikanen.

Næste morgen tog vi ankret ved 7 tiden. Vinden var stadig fra nord, omkring 5 m/s.

Nå, men en times tid senere, ud for Punta Mangles, slog vinden med et over i SV, og det begyndte at blæse op. Den ankerplads, vi havde udset os på Isla Coronados sydvest side, var ikke lige sagen nu.

Vi bestemte os til Puerto de La Lancha på nordsiden af Isla Carmen, 27,2 sømils sejlads fra Juanico. Vi ændrede kurs mod SØ og fik næsten en halv vind sejlads. Da vi kom fri af Isla Coronados fik vi 8-10 m/s.

Ud for La Lancha løb der en stærk strøm, og der var mange rev og klipper, så der skulle navigeres med forsigtighed. Vind og sø aftog heldigvis, da vi sejlede ind i bugten.

På den ene side af ankerpladsen var der bakket med mange forskellige kaktusser og buske. Den anden side var mere interessant. I bugten udenfor var der mange skær og undersøiske rev og en flot klippekyst, som changerede i 4-5 forskellige farver. Klipperne var af sand- eller limsten, som havde mange forskellige faconer. Vandet var meget klart her og når vi sejlede i jollen langs med kysten, så vi mange farvestrålende fisk, søstjerner og søpølser.

På kortet kunne vi se, at der løb en dal mellem bjergene fra La Lancha til Bahia Salinas. Midtvejs i dalen lå en stor saltslette og saltsø. I Bahia Salinas lå stadig resterne af den nedlagte saltmine. Stedet blev lukket ned i 1980. Redskaber og arbejdsbygningerne står som monument for en forgangen driftig forretning af saltudvinding.

Dengang minen var i funktion, blev stien brugt, af arbejdere fra byen Loreto på fastlandet. De blev sejlet over til øen og sat af i La Lancha. Herfra måtte de gå eller vente på transport for at komme over til Bahia Salinas på den anden side af øen.

Vi var tidlig oppe næste morgen og klar til at vandre de godt 6 kilometer over til den nedlagte saltmine i Bahia Salinas. Vi fulgte jordvejen, og der var heldigvis sat et par skilte op, hvor den delte sig. Den første halvdel af turen gik vi gennem et landskab med kaktus og lave buske, som lå i læ af bjergene, der ligger på hver sin side af sletten. Se kort.

Derefter kom vi ud på saltsletten, som forsatte så langt øjet rakte. Vi kom forbi en stor saltsø, hvor vi kunne se saltstykker stikke op rundt omkring i vandet. Vi nærmede os nu den gamle saltfabrik, der lå langs stranden ud mod Bahia Salinas.

Et stykke før vi nåede husene, kom en jeep drønende imod os. Der var 3 fyre i jeepen. De stoppede, så støvet stod om ørerne på os, det så lidt dramatisk ud. Føreren sprang ud og fortalte, at vi ikke måtte gå længere. Da vi spurgte hvorfor, kunne han ikke forklare sig. Vi fik bare af vide, at det var privat område, og vi skulle vende om.

Vi fortalte, at vi havde tilladelse til at gå her og viste vores pas til nationalparkerne. Vi vidste godt, at det ikke havde noget med sagen at gøre, men man har jo lov at prøve. Det hjalp nu ikke, så vi måtte vende om.

Og det gjorde det så alligevel, for små 10 minutter senere kom jeepen drønende tilbage. Hvad nu, tænkte vi! Opsynsmanden undskyldte meget og forklarede, at han havde talt med sin overordnede og han havde givet tilladelse til, at vi godt måtte gå på området og se de bygninger, der var der. Vi sagde tak og vendte endnu engang om.

Han tilbød endda, at vi kunne kører med dem, men Lene forklarede, at vi havde brug for motion. Det var ikke fordi, det var så vigtigt for os at se de bygninger, men det irriterede os, at vi var blevet stoppet på den måde, så derfor gik vi tilbage igen. Og nu vi var gået så langt, syntes vi, at vi ville se bugten og benytte os af, at der var en bænk, hvor vi kunne hvile vores trætte ben og spise en bid brød.

Også her i Mexico vil man gerne have turister. Det er en meget stor indtægtskilde for landet, så derfor gøres der meget for at tækkes turismen. Vi tror, at ejeren gerne ville have, at vi så stedet. Nogle af bygningerne var flot sat i stand, og det var et flot sted lige med undtagelse af al det skrammel, som lå og flød fra den gamle saltfabrik. Naturen på øen var spændende og meget varieret.

Fabriksbygningerne var meget faldefærdige og overalt lå rustne dele. Et par af beboelses- husene var som nævnt sat meget pænt i stand, og gennem vinduerne kunne vi se, at der var fine møbler og udsmykning på væggene. De var åbenbart ved at lave et hotel. Byggeriet så nu ud til at være gået i stå, ligesom så meget andet vi har set i Mexico. Krisen har givet færre turister, og mange steder står halvfærdige bygninger, som skulle være fyldt med turister.

Da vi kom tilbage til bugten, hvor Dana lå, begyndte det at blæse op fra forskellige retninger og bølgerne rullede ind i bugten. Det var ikke rart at ligge her længere.

Tidligt næste morgen var vi klar til at tage ankeret og sejle 23,6 sømil ned til Isla Danzante.

Vi sejlede for motor langs kysten en times tid og fik lavet varmt vand til et bad og vand til tanken. Da vi var på vej rundt om pynten og skulle uden om øen og skærene, var vi alligevel lidt for tæt på. Bunden kom farende op fra 40 meters dybde til 12 meter, så vi lavede et kraftigt herresving, for at få mere dybde under kølen. Manner det gik stærkt, bunden skød helt vildt op, og vi kunne tydeligt se klipperne i det klare vand. Det tager lige et par minutter inden hjerterytmen komme ned igen.

Vi sejlede i frisk vind resten af vejen for sejl til Honeymoon Cove.

På grund af den friske vind, som blæste ned gennem kløften, var det lidt svært at finde et godt sted at ankre, bunden skrånede lidt og der var ret dybt over det hele. Vi ankrede på 13 meter vand og lagde 45 meter kæde ud, så der var noget at svinge for.

Det blev pænt vejr, og vi lå fint i læ for norden vinden. Hurtigt kom en masse små fluer. De var pisse irriterende, og mange bier fandt også herud. Specielt mens vi tog bad. Fugten fra badet tiltrak dem, så for at være bare lidt i fred, måtte vi sætte net op i cockpittet. På grund af det tørre vejr, søgte både fluer og bier ud til Dana for at få væde, de var ved at dø af tørst. Der var måske en årsag til, at vi lå alene her.

Til vores overraskelse var her anlagt stier rundt på øen. De snoede sig mellem planterne, og ved nogle stod der endda et skilt med plantens navn. Vi var i en af nationalparkerne. Vi tog hele turen rundt og havde en flot udsigt over øens bugter og bjergene bag Escondido. Vi gik tilbage til stranden, inden det blev mørkt, og mens vi endnu kunne se, hvor vi gik i det ujævne terræn. Vi valgte at tage jollen ombord, da vi ikke var helt sikre på, hvordan vinden ville være om natten. Så vi var klar til at dampe af, hvis vi fik pålandsvind.

Vi fik heldigvis en rolig nat, men vi svingede en del rundt på grund af strøm og tidevandet. Ved 2 tiden var Lene oppe, og da lå vi med stævnen mod syd for en let brise, så vi var vendt 180 grader.

Vi blev igen overfaldet af små fluer, lige så snart det blev lyst. Vi satte myggenet op overalt, og lukkede cockpittet helt af. De bider, og man får røde knopper, som svier.

Tidligt næste morgenen så vi skum på bølgerne udenfor, så vi tog ankeret op og sejlede de 3,7 sømil over til Puerto Escondido. Vi havde jo været her før og kendte proceduren. Vi nappede en af de mange bøjer. Selv om der var flere både, end sidst vi var her, velsagtens på grund af det ustadige vejr, var her masser af plads.

Og så begyndte det at blæse op. Selv her inde rejste søen sig. Vi fik en grov sø med skumsprøjt fra den tiltagende vind.

Men vi kunne komme på internettet her. Koden fra sidste gang virkede ikke mere, så Henrik sejlede ind til kontoret for at melde vores ankomst og få den nye kode. Så kunne vi da komme igang med at tjekke mails og ringe hjem.

Vi lå indeblæst 5 dage i Puerto Escondido. Det var ved at være noget enerverende.

Lige så snart vejret var til det, tog vi afsted, og sejlede for motor ned langs Isla Dantzehl og mod de små øer, hvor vi skulle dreje stik øst mellem den sidste ø og Baja. Der var lidt vind men ikke nok til at sejle for. Da vi kom ned til Agua Verde, begyndte det at friske. Vi fortsatte efter vores waypoints mellem skæerne. Da vi kom fri af pynten, begyndte det rigtigt at friske op fra nord, så vi besluttede efter 29,5 sømil at gå ind til Bahia San Martes.

Vi købte nogle fiskefileer fra en fisker, som kom forbi. Han kom senere tilbage og spurgte, om vi ville have lobster næste dag. Vi takkede nej, vi ville hellere tideligt afsted. Han fik i stedet lidt slik med hjem til børnene.

Mens vi spiste frokost, fik vi en ny vejrudsigt fra Buoyweather. Den viste, at vi ville få sydlig vind allerede næste dag. Så var San Marte ikke stedet at blive liggende. Vi besluttede med det samme at sejle videre ned til Los Gatos, 14 sømil længere sydpå. Der lå kun een båd i Los Gatos. Dønningen stod ind i bugten, men vi lå nogenlunde. Bugten er faktisk ikke god at finde læ i, men der er jo så flot med de røde klipper.

Vi fik heldigvis en rolig nat. Sejlede tidligt næste morgen for motor de 30 sømil ned til Evaristo. Da vi kom ned i Canal de San Jose, mellem Baja og Isla San Jose, fik vi lidt modvind, men det blev ikke så slemt, som vi havde frygtet. Når det blæser, bliver vinden presset ned mellem Los Gigantes bjergene på Baja siden og Jose øen, og det forstærker både sø og vind i kanalen.

I bugten, på nordsiden af Evaristo, var der helt fladt vand. Selv om den var åben, så det ud til, vi kunne ligge godt der. Men vi sejlede alligevel rundt om pynten og ind i Evaristo for at se, hvordan forholdene var der. De var ikke gode. Vind fra SØ og søen stod lige ind i bugten. Der lå en del både, som hoppede og dansede rundt. Vi sejlede tilbage til bugten nord for Evaristo og ankrede der. Der lå vi fint helt alene.

I løbet af eftermiddagen kom der yderligere 2 både ind, og endnu en efter at det var blevet mørkt.

Næste dags nat skulle vinden friske og så svinge over i nord, så vi kunne ikke blive på ankerpladsen. Vi blev nød til at gå ind i Evaristo, hvor der var læ for nordlig vind. Men indtil vinden skulle vende, ville den SØ-lige vind stå lige ind, så vi ville vente så længe som muligt med at flytte.

Sent på eftermiddagen lettede vi anker og sejlede rundt om hjørnet og ind til Evaristo. Der lå allerede 11 både, så der var fyldt godt op, men vi lagde os i den nordlige del af bugten. Her ville vi ligge godt, når vinden vendte. Tidligt på aftenen vendte vinden og blæste 8-10 m/s. Det blæste hele natten og fortsatte de tre følgende dage. Det var ved at være for meget med al den hårde blæst, og at den hele tiden kom fra skiftende retninger.

Det var stille næste morgen, så vi besluttede at sejle for motor ned til Isla San Francisco. Vi sejlede ned langs Isla San José for at se ankerpladserne der og Isla Coyte, hvor der bor en fiskerfamilie. Da vi kom ind i bugten Amortajada, lå der 4 andre både og der så rigtig dejligt ud. Hvide strande og sandbund og herligt lysegrønt vand.

Vi besluttede at ankre og måske blive natten over, selv om vi vidste, at her var masser af myg i mangroven lige bag os. Men der var ingen nu. Vi satte jollen i vandet og blev overraskede over at se, at stranden ikke var sand men tusindvis af hvide småsten.

Det var spændende at gå her, selv om det var hårdt på grund af de mange sten. Vi så skeletter af puffer- og triggerfisk og mange søstjerner og søpindsvin. Vi var heldige at finde to flotte rødorange viftekoraller, som vi tog med os og har sat op på skottet i Dana.

Vi valgte at blive, da vi fik en smuk eftermiddag og aften. Det var kun lige blevet mørkt, da de små fluer i mangroven fandt ud af, at der var nyt blod i bugten. Det endte med at alle myggenet, balsam samt antimygduft kom i brug, og alligevel var der kommet mange ned om læ, og de bed som bare pokker.

Vi holdt skansen, og for det ikke skulle være løgn, blev det en af de mest stille nætter i lang tid, så vi måtte pænt blive nede om læ. Vi kom igennem natten, men havde fået en masse bid.

Henrik var klar med morgenkaffe i cockpittet. Det gik også godt de første 5 minutter, men så blev vi igen overfaldet af fluer. Vi fik hurtigt started op og sejlet væk.

Vi sejlede gennem strædet mellem Isla San Jose og Isla San Francisco og passerede Isla Coyte. Da vi kom fri af Coyte, kom der store bølger imod os. Fra blik stille og helt fladt vand, fik vi nu en strid vind, 7 til 8 m/s og lede bølger lige imod os. Vi fortsatte stædigt ned langs kysten for at finde læ på østsiden af Isla San Francisco. Men det var en dårlig ankerplads. Slet ingen læ hverken for vind eller bølger, som på mærkelig vis sneg sig rund om sydkysten og op langs østkysten. Da vi vendte om, fik vi en ordentlig en på tæven og en fandens rulletur, så alt fløj om ørerne på os. Vi var jo slet ikke forberedt på så megen vind og høje bølger, det skulle have været en magstur.

Tilbage på nordsiden af Isla San Francisco så ankerpladsen nu god ud, solen var kommet frem og vi ankrede på en fin sandbund i klart lysegrønt vand, bare for at se tiden an. Vi var fanget mellem to hurtig skiftende vejrsystemer.

Det friskede mere og mere. Søerne, som løb op langs hver side af øen, ville snart nå ankerpladsen. Vi besluttede at sejle tilbage til Evaristo. En ny vejrmelding viste, at der ville komme hård nordlig vind drejende til vest i løbet af natten. Vi satte sejl og kurs mod Evaristo endnu engang.

Der kom mange både ind i løbet af eftermiddagen, vi nåede op på omkring 13 både. En båd ankrede lidt for tæt mellem os og vores nabo. De måtte flytte om natten, da de ramlede sammen med naboen. De havde presset sig ind mellem os som en pølse i en sandwich, og de fik, hvad de havde bedt om. Vi lå indeblæst 3 dage i Evaristo.

Efter 3 til 4 dage med hårdt vejr bliver det som regel helt vindstille i nogle dage. Det var spejlblankt, da vi for motor sejlede til Isla San Francisco. Et par sømil før Isla San Francisco mødte vi motorbåden Anna, som sejler under dansk flag med Judith og Jørgen ombord. Vi lå og drev lidt rundt om hinanden, mens vi udvekslede de sidste nyheder, siden vi sidst havde set hinanden. De var på vej fra Isla San Francisco til Everisto og videre nordover.

San Francisco bugten er en stor næsten hesteskoformet bugt. Der lå en del både spredt i hele bugten. Men da vi forventede en let nordlig vind hen på eftermiddagen, valgte vi at ankre i den nordlige del i læ bag de høje klipper på lidt dybt vand.

Det var fristende, at gå ind på lavere vand, så vi ikke havde så langt ind med jollen. Oppe i det ene hjørne kunne man ligge fint tæt på stranden, men vi var bange for, at vinden ville suse lige ned gennem en åbning i bakkerne og hen over den åbne strand.

Vi tog i land og gik en tur på ryggen af bakkerne i den sydlige del af bugten, hvorfra der var en flot udsigt. Vi kom ned på stranden på østsiden af øen og gik tilbage over en stor saltslette, hvor fiskerne hentede salt fra de udgravede saltbassiner.

Der ligger en vulkan midt på øen, som vi gerne ville op på. Men det lykkedes os ikke at finde stien derop til. Vi havde hørt fra andre, som havde været her, at de heller ikke havde fundet den. Enkelte havde alligevel fundet vej derop ved bare at klatre i terrænet, men det havde været en drøj tur. Så det endte med, at vi opgav, og i stedet kravlede vi op af klipperne på nordsiden.

Da vi var næsten oppe på toppen, fandt vi en sti, der førte mod øst, som vi fulgte et stykke. Vi kunne nu gå på toppen af klippen hele vejen til det østlige hjørne af bugten. Vi kravlede ned langs et stejlt udtørret vandløb. Ikke helt ufarligt, der var mange løse sten, og en del af turen foregik på enden.

Næste morgen satte vi kursen sydover, for at sejle de 22 sømil til Ensanada Grande. Ud for nordspidsen af Isla la Partida, ligger Los Isotes. To småøer, hvor især mange søløver holder til. Her er også sæler og mange fugle, men det er søløverne, turisterne kommer ud for at se og svømme med.

Vi ville have stoppet. Men med Dana var det kun muligt at ankre i den nordligste åbne bugt Ensanada el Embudo. Derfra er der godt 1 sømil over til øerne, som man kan sejle i jollen, hvis der er stille vejr. Der ligger nogle bøjer, man kan fortøje jollen til. Nu var vejret desværre bare ikke til den manøvre, så det måtte vi have til gode endnu engang.

Vi nåede til Ensenada Grande på Isla Partida lige over middag. Her var godt fyldt op, mange pangaer lå trukket op på stranden, og der var livlig aktivitet med at slæbe kasser med mad ind på stranden. Stranden var fyldt med badegæster.

Det blæste helt vildt, da vi kom ind i bugten. Vinden blev forstærket af de høje bjerge og slog ned inde på ankerpladserne. Vi prøvede først at anker i den sydligste bugt, men vi lå ikke godt. Så prøvede vi den midterste, her blæste det endnu mere, der var helt åbent fra nord. Til sidst ankrede vi i den nordligste bugt, bag en motorsejler, på 9 meter vand. Her var også en hel del vind, men den aftog i løbet af dagen, og der blev vindstille om natten.

Vi var lidt trætte af al den vejrskiften, og da der kun var godt 25 sømil til La Paz, bestemte vi os for, at sejle dertil for motor. Vi havde en flot tur ned langs Isla Espiritu Santo, over strædet og op i kanalen til La Paz. Vi kaldte Marina Palmira op og fik anvist en plads. Der stod 3 mand klar til at tage imod vores fortøjninger. Det var rart og afslappende igen at ligge i en marina med adgang til alle faciliteter.