Vi faldt hurtigt til i Marina Palmira. Fik gode naboer og kom hurtigt i snak med mange fra broen. Vi blev inviteret til sundowner på nabobroen, det var en tradition blandt de fastboende sejlere. Vi havde hver en lille snack med og der blev sunget og spillet musik.

En amerikansk båd kom ind og fik plads lige ved broens nedgang. Her var danske Maja, hendes mor og veninden Birgitte med partnere ombord. Da vi hørte de snakkede dansk, gik vi hen og hilste på. De fortalte, at de lige havde været ude og svømme med hvalhajer, lige her udenfor i bugten.

Vi havde set brochurer om hvalhajer, men vidste ikke, at de allerede var her og så endda lige udenfor marinaen. De holdt til på sydsiden af halvøen El Magote. Her var en stor koncentration af planton i år, og derfor var hvalhajerne her stadig.

Vi var helt vilde for at få sådan en oplevelse, endelig skulle der ske lidt spændende.

Vi sprang på cyklerne og kørte ind til La Paz for at bestille en tur hos en autoriseret turarrangør. På det tidspunkt var der kun to steder, som havde tilladelse til at sejle turister ud til hvalhajerne. Vi aftalte at komme med næste morgen klokken 8. Glade var vi, og så skulle næste dag endda blive en fin stille dag med sol.

Hvalhajer er de største fisk i verden. De kan blive op til 20 meter lange. Disse kæmpe dyr kan blive 100 år gamle. Hvalhajer lever i tropiske- og subtropiske have. Ved sydøstsiden af Bahia de la Paz, ud for halvøen El Magote, kommer der hvert år mange hvalhajer, fra april til juni og igen fra oktober til januar, når der er plankton i vandet. Hvalhajen er en kæmpestor fredelige plankton ædende haj.

Vi var tidligt oppe næste morgen, vi var så spændte på dagens oplevelser. Vi skulle mødes med guiden Tessa klokken 8 ved hotel Marina. Hun kom med en dårlig nyhed. Vi kunne ikke komme ud med hende, da de sent dagen før havde fået at vide, at de ikke ville få deres licens til at dykke med hvalhajerne fornyet. Vi blev noget lange i ansigtet. De havde dog fået arrangeret, at vi kunne komme med et andet selskab. I øvrigt det eneste, som havde en tilladelse nu. Det ville ikke blive en heldagstur, kun et par timer fik vi fortalt. Der var ikke andet end at tage det, som det var, vi havde jo stadig en chance for at se hvalhajerne.

Det viste sig, at det ikke var noget dårligt bytte. Ham der ejede butikken og de ansatte var mexicanere. De var vældig flinke og alle var i godt humør, det hele foregik i en afslappet atmosfære. Henrik fik endda tilbudt at låne en dragt ganske gratis. Så var det bare afsted mod El Magote, hvor hvalhajerne holdt til.

Da de lever af plankton, er vandet ret uklart. De er ikke nemme at få øje på. Er man bare få meter fra dem, kan de nemt svømme forbi en, uden at man ser dem. Det er helt vildt, når det er så stor en fisk.

Et fly lokaliserede hvalhajerne, som tydeligt kunne ses fra luften. Pangaerne fik positioner og retninger fra flyet om, hvor hen de skulle sejle for at nærme sig dyrene. Der måtte kun være en panga ved en hvalhaj af gangen, for ikke at stresse dem. Så vi sejlede rundt efter de positioner, vi fik fra flyet for at finde dem. Det kunne godt tage lidt tid, de var jo hele tiden i bevægelse, for at finde føde.

Endelig så vi en stor mørk skygge næsten ved siden af pangaen og vi droppede i karret. Hvor var den! vi kunne kun være få meter fra den. Men så pludselig mindre end een meter fra os, dukkede den op. Manner, hvor var den stor.

Den første svømmede desværre hurtigt fra os, og vi så kun lige den enorme krop og halen og det var det sammen med den næste. Men det var helt vildt at se 15 til 18 meter fisk svømmede lige forbi en. Finnerne og halen var enorme, for ikke at tale om, når den åbnede den store mund på vid gab.

Men den tredje så vi helt tydeligt, da den kom imod os med åben mund og vi svømmede langs den store krop. Fantastisk at se lige ret ind i det kæmpe gab, heldigvis uden tænder, og se gællerne blive spilet ud. Vand og plankton passerer ind gennem gabet, og vandet fortsætter ud gennem gællerne og planktonet bliver filtreret fra og ender i maven.

Højdepunktet var den fjerde. Den svømmede så langsom, at vi kunne svømme rundt om den og foran og se ret ind i det kæmpe gab. Vi svømmede hen over den, Henrik kom endda så tæt på, at han kolliderede med rygfinnen, da han ikke fik trukket maven til sig i tide, men slap lige forbi den store hale. Vi var mindre end een meter fra den det meste af tiden, ellers kunne vi næsten ikke se den. Det var fantastisk at oplevet verdens største fisk lige her udenfor La Paz.

På vejen tilbage stoppede vi for at nyde en stor flok delfiner, som jagtede en stime fisk lige foran os. Super, super oplevelse, og så blev det ikke bare til et par timer, vi kom først tilbage sent på eftermiddagen.

Vi var helt høje efter oplevelsen. Så da vi kom tilbage til butikken for at klæde om, bestilte vi en heldagstur til næste dag. Vi skulle ud til Los Islotes, for at svømme med søløverne.

Næste morgen var vi klar til at blive hentet kl. 9 i marinaen. Klokken halv 10, og vi blev nervøse for, om de havde glemt os. Endelig lidt i 10 blev vi hentet og kørt til dykkerbutikken. Vi var lidt kede af at miste de bedste timer på dagen. Men bossen, som iøvrigt var alle tiders fyr, forsikrede os, at der var rigelig tid, og vi skulle nok få en dejlig dag og se en masse, vi var jo kun 6 gæster ombord i pangaen.

Henrik lånte igen en dragt. Vi fik skiftet og var klar til at tage afsted ved 11 tiden. Et mexicansk par med to drenge skulle også med på turen. Det hele var meget afslappet, så vi begyndte at gearer lidt ned. Det var de samme guider fra dagen før, og de var meget søde og ivrige efter, at vise os så meget som muligt.

Vi skulle til Los Islotes, for at svømme med søløverne og dagen var perfekt. Vi drønede derud af, og da vi kom over til øen Espiritu Santo, var vi så heldige at se en pukkelhval, der lå og svømmede rundt i overfladen. Vi stoppede og drev lidt rundt ved siden af den.

Den dykkede ned et par gange men kom igen op tæt ved. Vi snakkede om, hvor spændende det ville være at dykke sammen med den. Pludselig spurgte guiderne, om vi havde lyst til at svømme med den. Ja, men det var jo lige det, vi alle var vilde for at få lov til.

På med masken og så i karret. Det var en super oplevelse, og vi var heldige lige at kunne følges med den. Den dykkede og svømmede på ryggen langs bunden, det var så flot at se.

Vi var så tæt på, at vi kunne røre ved den, og vores guide fulgte den et godt stykke ned mod bunden, inden den fik et klap på halen til farvel. Det er altså et stort dyr. Hvalen var vel 10 - 12 meter lang og halens bredde ca. 2 meter tværs over. Selv om den havde set os og bare svømmede roligt videre, skulle vi alligevel være forsigtige. Men det er lidt svært at styrer sig, når man får sådan en sådan oplevelse.

Bagefter fortsatte vi op langs østkysten af øen og standsede for at give nogle fiskere en frokostpakke, vi havde med fra familien. Turen fortsatte ind mellem nogle høje klipper, hvor der kun var en meget smal passage. Det var ikke så lidt dramatisk. Bare en fejlvurdering og lidt for meget strøm og vi ville ramle ind i klippesiden. Føreren af pangaen ringede til bossen, for at han skulle give grønt lys til, at vi måtte sejle igennem. Guiden fortalte om forholdene, og fik så af vide, at det måtte han godt.

Som de sagde, der skal også være lidt spænding på turen. Jo, tak og de lagde hårdt ud. De to mexicanske drenge var helt vilde og syntes det var vildt spændende. Vi voksne syntes måske, det var lidt for risikabelt. Men sjovt var det, og vi blev rystet godt sammen.

Nu, vi var igang med det dramatiske, sejlede vi gennem brændingen og ind gennem en smal passage til en flot grotte. Vandet var krystalklart og herinde svømmede mange forskellige fisk rundt i bassinet. Vi var også et smut inde i Caleta Partida. Føreren af pangaen boede her, og hans små søskende kom løbende ned til stranden for at vinke.

Vi fortsatte op langs østkysten af Isla Partida til nordkysten af øen, hvor den lille ø Los Islotes ligger.

Her var flot at svømme rundt. Vi svømmede mellem store stimer af flotte fisk i den stærke strøm, som var her. Havet bliver presset ind mellem de to klipper og det giver en stærk strøm i strædet mellem øerne og Isla Partida. Søløverne var sjove. Når vi svømmede rundt og kikke på fiskene, kom de helt hen til een og bed i finnerne, puffede en i ryggen eller kikkede ind i masken.

De var legesyge og ville have opmærksomhed. Men de var lynhurtige, så følge med dem kunne vi ikke. De kunne godt lide at snige sig ind bagfra og så give een et dunk i nakken med snuden. Og når man så vendte sig om, susede de hurtigt lige forbi en. De var meget graciøse og underholdende.

Her var mange revfisk i flotte farver og former. Mange svømmede rund et par meter under overfladen, og skjulte sig under bunden på pangaerne for ikke at blive ædt.

Vi så også større fisk i store stimer dybere nede og mellem klipperne svømmede papegøjefisk, kirurg- og englefisk. Her var også hajer, makreller, tun og rokker.

Vi svømmede rundt i et par timer, og nød det "vilde liv". Men langsomt begyndte vi at blive kolde. Vandet var stadig ret køligt, og selv om vi havde dragter på, var et par timer nok til, at vi blev kølet godt ned. Der kom også flere pangaer med turister, så der var ved at blive lidt overfyldt. Det var tid at komme videre og tage til la playa og få frokost.

Vi tog ind til stranden i Ensanada Grande, hvor vi havde ligget med Dana nogle dage før. Det var noget andet, at blive sat af på stranden og sidde i læ og slappe. Mandskabet riggede et bord op og satte cevice og sandwich frem, og der var kolde sodavand. Det var rart at få tørt tøj på og få varmen igen og så få lidt mad i maven.

Vi var af den opfattelse, at vi nu skulle direkte tilbage, og havde taget vores dragter af. Men vores guiderne syntes, vi skulle nyde lidt tid i den sidste bugt på Espirito Santo. Så vi ankrede, hvor der var helt lavt og mange flotte koraller. Det skulle vi bare have vidst; men vi gad ikke trække i dragten igen, nu vi havde fået varmen. Den mexicanske familie hoppede i, og de hyggede sig. Det var nok mere dem at ligge på det lave vand og kigge på koraller og fisk. De havde været lidt usikre ude på det dybe ved søløverne.

Efter en times tid fortsatte vi over strædet mod La Paz. Vi kom lige forbi Marina Palmira. Så vi spurgte, om vi kunne blive sat af der. Så sparede vi turen helt ind til La Paz, og de skulle ikke køre os tilbage. Transporten tilbage var nemlig inkluderet i turen. Den var de med på, og vi blev sat af på broen ikke langt fra Dana.

Alt grejet blev skyllet og hængt op. Så var det tid til en svalebajer og fejre den fine dag. Vi havde haft to superdage og allerede igen næste morgen den 7. april, Henriks fødselsdag, skulle vi afsted igen. Vi havde lejet en bil i et par dage for at se lidt af landet sydpå.

Vi var tidligt oppe og klar med vores oppakning, for at blive afhentet af en fra biludlejnings-firmaet. Han kom klokken 9 og vi kørte til kontoret på Malecónen for at få ordnet papirerne på bilen.

Lidt over 9 kørte vi mod Cabo San Lucas i super fint vejr. Da vi kom til Todos Santos, standsede vi for at få en kop kaffe og strække benene lidt. Det var en meget hyggelig by, men meget turistet. Der boede en del internationale kunstnere i området, og det bar udbudet af varer også præg af. Her kunne købes de lidt finere turistting.

Vi fortsatte langs kysten, og havde en flot udsigt over havet. Der hvor vi for ikke lang tid siden havde sejlet rundet om sydspidsen af Baja halvøen og Cabo San Lucas. Da havde det bare været natsejlads og vi havde ikke set meget af kysten og især ikke af Cabo. Vi så kun en masse lys og hørte høj musik fra de mange discos og restauranter.

San Lucas var bare mega stort og her var tusindvis af turister. Vi fandt en parkering lige ved marinaen og gik rundt og kikkede på mange store motorbåde og få sejlbåde. Her var det havfiskeri, som var i højsædet, så her kunne lejes motorbåde i mange forskellige prislag.

Her lå caféer, spisesteder og indkøbscentre side om side. Flotte mode butikker med det sidste ny og sportsbutikker med udstyr, som kunne tilfredsstille enhver, som skulle på havet eller på stranden.

Vi gik langs havnen ud til indsejlingen og så Cabos berømte klipper, som vi havde sejlet rundt om, men kun havde set som silhuet i mørket mod byens mange lys. Klipperne var meget flotte og spektakulære. Man kunne ligge for anker udfor den store sandstrand, mod en klækkelig betaling til havnefrede. Men her var en leben af pangaer, jetski, motorbåde, drageflyvning og masser af mennesker. Det fik vi hurtig nok af, godt vi ikke var gået ind her for at anker og betale dyrt for det eldorado.

Vi kørte en tur til stranden og gik rundt og kikkede på livet der. Bagefter kørte vi til San Jose del Cabo, for at se deres nye marina. Den lå godt beskyttet. Blev vejret blev dårligt, når vi skulle sejle sydover, var det et godt sted som nødhavn.

Vi fandt en turistinformation og fik adressen på et hotel til en rimelig pris. De fleste hoteller tæt ved havnen var mega dyre. Vi var godt nok både på en hygge- og indkøbstur, men bruge en formue på et værelse, hvor vi næsten ikke var, havde vi ikke lyst til.

På Comfort Inn var der næsten amerikanske forhold, to kæmpestore senge, et stort badeværelse og masser af plads. Det var et roligt sted med en lukket gård og en dejlig have, svømmepøl og bar med palapa. Og det hele til ca. 400 kroner pr. nat incl. morgenmad og kun 5 minutters gang fra havnen. Det var lige os.

En af grundene for at tage helt herned til Cabo San Lucas var også for at handle stort ind. Lidt udenfor San Lucas ligger der en stor Costco med næsten de samme varer, som vi kunne købe i U.S.A. Det var en stor fordel at kende vareudbudet og da vores medlemskort stadig virkede, syntes vi, det var en god ide at lave en indkøbstur og samtidig se Cabo Lucas, som vi havde hørt så meget om og den sydlige del af halvøen.

Vi fortsatte syd om Cabo, og kom om på den anden side af Sierra de las Laguna, som deler halvøen. Det var et meget tørt landskab. Vi så mange kaktusser, som var ved at komme i blomst. Men ingen havde de hvide blomster, vi så, på vej til Todos Santos på vestsiden af bjergene, hvor der falder mere fugt.

Vi stoppede i den lille landsby El Triunfo, hvor vi spiste en god frokost. Det er en gammel missions- og mineby. Guld og sølv er der blevet gravet efter i mange år. Folk fra mange forskellige lande kom hertil for at søge lykken. Men i 1918 hærgede en orkan området og minerne blev oversvømmet, og så var det eventyr slut.

Vi nåede ikke, som planlagt, at komme tilbage til klokken 17 for at aflevere bilen, det måtte vente til næste morgen. Den skulle først tømmes for alle de varer, vi havde købt. Der kunne simpelthen ikke klemmes mere ind, så det tog tid at få det ombord og stuvet væk.

Et par dage senere var vi klar til at sejle videre, men vi skulle lige have klirret ud fra Mexico og have en zarpe med til Galapagos øerne.

Vi tog tidligt afsted på cyklerne for at få lavet vores papirer. Havnekaptajnens kontor lå et andet sted, end det vi havde fået oplyst, så det tog lidt tid, inden vi fandt frem til det. Her fik vi et stykke papir, som skulle videre til immigrationen, som lå på Maleconen. På vejen var vi på havnekontoret på pieren ved Maleconen for at betale for vores ophold her. Det virkede lidt mærkeligt, at vi skulle det, når vi lå i en marina. Men vi betalte de omkring 30 kroner, og så var det videre til immigrationen. Her var vi heldige at komme til lige inden klokken 13, så vi nåede at få ordnet papirerne her.

Så skulle vi til sundhedskontrollen, lidt skørt, men det var nok fordi vi tjekkede ud fra hovedstaden. Det fandt vi endelig langt fanden i vold. Det var lidt besværligt. Vi kunne ikke betale på kontoret. Vi skulle først til en bank og hæve pengene og så betale et helt andet sted; hos finansen. Det var for, at der ikke skulle blive snydt med pengene, at der skulle betales hos finansen. Her var rene linier, ikke noget med at betale under bordet til en eller anden korrupt ansat. Det var jo godt nok, bare lidt besværligt.

Heldet fulgte os, vi blev kørt rundt til de forskellige steder i bil, så vi lod cyklerne stå. Personalet var meget hjælpsomme og hjalp os gennem hele proceduren. Efter en god times tid havde vi endelig fået ordnet betalingen og fået vores papir. Vi fik bestilt en tid til et sundhedssyn et par timer senere. Så skulle der skulle komme en og tjekke renligheden ombord på Dana og se, om der var orden i provianten.

Vi blev overraskede, da han kom til tiden. Heldigvis var han tilfreds med det han så, og erklærede alt var i orden. Vi fik to papirer og det ene skulle havnekaptajnen have. Den tyggede vi lidt på og blev enige om, at det gad vi ikke. Men Henrik kom så i tanker om, at vi jo ikke havde en underskrift på det endelige papir endnu og ingen zarpe.

På cyklerne igen og op til havnekaptajnen. Øv, der var lukket. Igen var vi heldige. Der kom en dame ud, da vi bankede på og klagede vores nød. Hun var venlig og ville hjælpe med at finde en, som kunne betjene os. Vi ventede tålmodigt i et kvarter, så kom der en anden dame, og hun lavede en zarpe til os på baggrund af det papir, vi havde med. Så det var godt vi tog derop. Nu var alt i orden, og vi havde endelig tjekket ud af Mexico.

Det havde også taget godt 6 timers hårdt arbejde. Nu manglede vi bare at betale for vores ophold i marinaen. Efter et lille hvil pakkede vi cyklerne sammen og gjorde Dana klar til afgang næste morgen den 13. april. Det var dog ikke også en fredag, så vi vovede springet.