74. BREV

Bora Bora
 
Teksten er kopiret direkte fra Sailbloggen. Redigering og billeder følger.



03 August 2011 | Bora Bora, Fransk Polynesien

Ankommet til Bora Bora.
Vi var tidligt oppe og inde og købe baguette inden klokken 7. Det var en dejlig morgen og vi bestemte os for at tage afsted til Bora Bora. Klokken 08.30 sejlede vi ud af bugten ned mod passet. Det tog tid at komme ud gennem passet, det er langt og vi havde modstrøm. Vi havde håbet at kunne sejle for en agten for tværs, men den var lige i røven med nogle dumme skæve søer, som blev større jo længere vi kom ud. Så drømmeturen blev lidt anstrengende og med motoren på for lave omdrejninger for at give den sidste fart. Vinden fes meget rundt, vi havde mesanen ud til den ene side, men vi havde vores hyr med at få storsejlet til at stå i den anden side, fokken måtte vi opgive. Nå, men alt i alt blev det alligevel en god tur for frisk vind og turen ind gennem passet til Bora Bora gik som en leg.

Vi sejlede direkte op til Bora Bora Yacht Club og tog en mooring. Til vores overraskelse lå vores gamle venner Avril og Graham fra Dream Away her. Vi har ikke set hinanden siden Chile. Og Bill og Tracy fra Zephyr var her, dem har vi ikke set siden Mexico, så der bliver meget at snakke om. De fleste af de både som ligger her, har vi set forskellige steder, siden vi startede fra Panama.

Vi bliver her i nogle dage, der er forskellige reparationer vi skal have lavet og renset bunden på Dana. Og så skal vi selvfølgelig sejle rundt om øen og finde de gode ankerpladser, hvor man snorkler i det fantastiske lyseblå og grønne vand. Vandet er super klart her, så det bliver spændende at komme ud og snorkle her.

Først skal vi have gået nogle turer, så vi har forhørt os om, hvor der er nogle stier, som fører lidt op i bjergene. Der er en del som klatrer her, men det er for meget for os. En god travetur er rigeligt.