31 August 2011 | Neiafu, Tonga

Ankommet til Tonga.
Vores ophold på Bora Bora fik vi ikke skrevet meget om, vi var på stikkerne de to uger vi var der. Vi fik gået nogle dejlige turer oppe i bakkerne gennem banan og papaya plantagerne og havde super flot udsigt over det fantastiske blå og lysegrønne vand. Vi så her mange vanille planterne i blomst med flotte røde og hvidgule spraglede blomster og med mange grønne klaser af vanille frugter.

Som sagt er vandet supert, men korallerne var et sørgeligt syn. De er angrebet af en snylteplante eller parasitter fik vi fortalt. Det flød rundt overalt med brune visne koralblomster. Derfor var der ikke mange fisk at se på, så vores forventninger til spændende snorkleturer var hurtig overset. Der var enkelte steder ved passene og ved nogle af motuerne, hvor der var lidt at kigge på.

Vi sejlede det meste af øen rundt og ankrede forskellige steder. Vi endte op ved Yacht klubben igen, hvor mange af vores venner også lå. Vi tog ind til byen i jollen for at gøre de sidste indkøb og bruge de sidste lokale penge. På gendarmeriet klirrede vi ud fra Fransk Polynesien, hvor vi havde været, siden vi kom til Gambier i april måned, så det er næsten 4 måneder, vi har været i FP.

Mandag den 15. august stævnede vi ud gennem passet med kurs mod Beveridge Reef, som ligger mellem de sydlige Cook øer og Tonga. Vi havde en frisk vind at starte på og vejrudsigten lød til at vi havde en chance for at anduve Beveridge Reef. Det skulle være en helt speciel oplevelse at komme dertil, da det ligger så isoleret og marine livet skulle været i top. Men som så mange gange før drillede vejret.

Da vinden forsvandt, lå vi nord for Cook øerne. Vi fik nu to dage med Vindstille, hvor vi bare lå og drev rundt om os selv. Da vi 3. dagen fik lidt vind, startede vi næsten fra det samme sted, hvor vi havde "parkeret" Dana.

Imellem tiden havde vejr situationen ændret sig, vi havde nu frisk til hård vind i sigte de kommende uger. Godt skuffede måtte vi opgive at nå til Beveridge Reef. I forvejen havde vi ikke noget kort over revet, hverken elektronisk eller papir, kun en beskrivelse og et par tegninger og et billede fra en satellit, så skulle vi anduve revet, skulle det være i roligt vejr og med solen i ryggen. Det ville vi ikke få. Det blev overskyet og med byger, og inden vi nåede dertil, ville vi have hård vind. ØV!!

Vi havde passeret 167 grader vest og var nu halvvejs rundt jorden. Så fra nu af vil vores sejlads gå mod vest med et par afstikkere mod syd og nord; Det kan man jo så tænke lidt over! Vi ændrede kurs og satte vores lid til i stedet at besøge øen Niue, som vi ville komme tæt forbi på vej til Tonga. På vestsiden af øen er der lagt bøjer ud til sejlerne af yacht klubben. De vil meget gerne have besøg og gør et stort arbejde for, at sejlere besøger deres ø. Man ligger under normale forhold i læ bag en klippe og bøjerne ligger tæt inde under land, da der er meget dybt. Øen rejser sig lodret op fra havet lige som Tonga øerne.

Da vi nåede til Niue, blæste det en pelikan og vi fik en vejrmelding ned for øen som lød på:

Date: 24 Aug 2011 03:07:31 -0000 Last-Modified: 24 Aug 2011 00:39:10 -0000

Weather Bulletin issued from NWFC Nadi Aug 24/0039 UTC 2011 UTC. A DAMAGING HEAVY SWELL WARNING IS NOW IN FORCE FOR ALL LOW LYING COASTAL AREAS OF NIUE.

Situation: An intense high pressure system to the far southwest of Niue directs a moderate to fresh southeast wind flow over the island.

Marine Weather Bulletin for Niue A DAMAGING HEAVY SWELL WARNING IS NOW IN FORCE FOR ALL NIUE WATERS. A STRONG WIND WARNING REMAINS IN FORCE FOR ALL NIUE WATERS.

Forecast to midnight tomorrow for all Niue water: Heavy southerly swells. Southeast winds 20 to 25 knots. Rough seas.

Vi håbede stadig at kunne få en bøje og så ligge nogle dage og ride det dårlige vejr af. Det største problem var swellen. Der er ingen strand. Man sejler ind med jollen til en høj cementkaj, hvor der er en trappe op til en stor platform, hvor der er en kran. Den bruger man til at hejse jollen op på land med. Jollen kan ikke ligge i vandet, så bliver den smadret. Så bliver vejret pludselig dårligt, mens man er i land eller på tur, kan man nemt blive fanget og have besvær med at komme tilbage til båden.

Så vejrforholdene skal helst være rolige. Vi prøvede at kalde op aftenen før, men vi fik ikke noget svar, og da vi næste morgen var ca. 5 sømil fra øen, hørte vi over VHFen, at der var vildt kaos derinde. En båd havde åbenbart ankret for tæt på en, som lå for en bøje. De klagede meget utilfredse til yacht klubben, at de skulle finde en løsning. Den båd som havde ankret, frisk gjort, bad om lov til at benytte en af de to private bøjer, som bruges af de lokale fiskere. Det fik de afslag på.

Så vi kunne hurtigt regne ud at alle 20 moorings var optaget. Inge havde lyst til at tage afsted i det vejr, vi lå og hoppede rundt i. Der var ikke så meget at diskutere, vi ændrede kursen mod Tonga og tog et ekstra reb i storen. Vi skulle, set i bakspejlet, havde taget storsejlet ned. Vi fik en del skamfilinger både på sejl og tovværk til ingen verdens nytte. Vi sejlede med den samme hastighed, da vi nogle dage senere endelig tog os sammen og bjærgede den.

Vi tonsede afsted mellem de dybe bølgedale. Det er flere år siden, vi har sejlet i så store søer. Vi gætter på de var omkring 4 meter høje, og masser af røgvand. Vi endte til sidst op med bare at sejle med en lille flig af fokken ude, også for at komme til Tonga på det rigtige tidspunkt.

Vi kom til Vava´u gruppen, den næst nordligste af Tongas øgrupper fredag den 26. august, troede vi. Tiden havde vi tjek på, men vi havde selvfølgelig glemt alt om, at vi mistede en dag, når vi passerede datolinien. Vi sejlede rundt om øens nordside ved sekstiden om morgenen, lige inden det bliver lyst. Det bliver først lyst ved halv syv tiden her. Vi var godt møre og trængte til et varmt bad og morgenkaffe, inden vi sejlede ind til Neiafu for at tjekke ind.

Så vi droppede ankeret på 22 meter vand, ja her er dybt! Men vi lå dejligt i læ fra de over 100 meter høje klipper, her var rigtig flot. Klipperne var begroet af træer og buske helt ned til vandkanten. Vi følte os næste helt hensat til Kodiakøen i Alaska eller Canadas kyst, lige med undtagelse af kokospalmerne som groede på toppen af klipperne. Men det bedste var vandet. Blåt mere end nogensinde og vi så bunden helt klart på 20 meters dybde.

Under morgenkaffen gik det op for os, at det var lørdag den 27., så skulle vi nå at klirre ind den dag, skulle vi hurtigt afsted igen, da de lukker tidligt om lørdagen. Det gad vi ikke, og vi lå tilpas afsides til, at vi kunne gemme os her indtil mandag. For søndag kan man ikke klirre ind alligevel. Her på Tonga er søndagen en HELLIGDAG. Man går i kirke og er hjemme og foretager sig intet andet end at hygge, spise og slappe af. Ikke noget med at dyrke sport eller have vasketøj til tørre. Det forventes også af de sejlere, som ligger ved byen Neiafu, at man kommer helligdage i hu.

Men det var godt vi blev. For mens vi sad og nød stedet, kom en hun pukkelhval, 14-15 meter lang op til Dana sammen med sin nyfødte unge, den var stadig lidt lyserød på siderne. Det var jo herligt med en sådan modtagelse. De svømmede et par gange rund om os og ungen lå og plaskede med sin lille hale. Så tog de en afstikker ned langs kysten, vi kunne følge dem på deres blåst. En stor havskildpadde kom og hilste på, dog lidt på afstand. De bliver vist fanget her og ender i suppegryden, så det var forståeligt, at den holdt lidt afstand. Senere på eftermiddagen fik vi igen besøg af hvalerne, som svømmede agten om Dana.

Vi nød hele dagen, fik ryddet op og badet og lidt bedre mad end det vi havde spist de sidste dage. Det var alt for anstrengende at lave det helt store i den grove sø. Men vi fik et varmt måltid næsten hver dag, midt på dagen, så kunne vi lige holde den gående med et par håndmadder natten over. Det eneste minus ved ankerpladsen var, at der begyndte at komme lidt dønning ind tidligt næste morgen. Vi kom tidligt op, for vi hørte en høj hvinen og "sang" gennem skroget. Vi for op og igen var hvalmor og ungen ved siden af os. Man siger, at det er hannerne som synger, så måske var der en han i nærheden. Vi tror, at det var moren som snakkede med sin unge. Fantastisk at høre hvalsang igen. Sidst var oppe i Alaska, hvor de gik helt bananas. Ungen var morgenkåd, den slog mange gange i vandet med halen og lufferne så vandsprøjt stod omkring den, de så ud til rigtig at hygge sig. For os var det bare super, at vi kunne sidde her på vores ankerplads og nyde de flotte dyr og høre deres sang.

Ved middagstid blev det for meget med dønningen, så vi lettede anker og sejlede for motor ned langs kysten. Vi ville prøve at finde en bedre ankerplads nærmere byen. På vej mellem øerne så vi mange blåst fra hvalerne og et par både lå rundt om dem. Et par gange så vi, de sprang helt ud af vandet.

Vi fandt endelig en god ankerplads, efter at have prøvet et par steder, dog uden held til at få ankeret til at bide i koralbunden. Her lå vi fint for natten. Næste formiddag sejlede vi til Neiafu stadig i hård blæst. Den sidste vejrmelding siger, at det skal blæse endnu en uges tid.

Det er normalt en større omgang at tjekke ind på Tonga. Man skal lægge til ved kajen foran customs. Kajen er ikke særlig lystbåd venlig, det er en beskidt og ret høj arbejdskaj for større skibe. Fire-fem mand kommer ombord og efter sigende giver de sig gooood tid til papir arbejdet, mens de spiser kager og andre gode ting, som man nu kan byde på, samt rigeligt af cola eller limonade. Det forventer de, så det er bare at være forberedt og have åbnet cafeteriet.

Om det skyldtes, at der var mange både for at klirre ind den formiddag, eller om det nu var tæt på frokosttid ved vi ikke; men da der endelig var plads ved ankomstkajen, og vi havde lagt til, kom der ingen fra customs ned til os. Så Henrik gik op med vores papirer i håbet om, at det kunne ordnes inden frokost, for vi havde i ventetiden sikret os en fri mooring og talt med Beluga Diver om, at vi kunne ligge der. For at være sikre på, at den var fri, når vi kom tilbage, lagde vi vores jolle ved bøjen. Det lykkedes Henrik at få papirerne ordnet på kontoret, han skulle bare en tur i banken, vi havde ingen tonga$ at betale med for at få ordnet papirerne. Han nåede det lige, inden de lukkede for frokost. Herligt så slap vi for at have 5 mand ombord for at inspicere Dana og vi slap for menageriet med kager og limonade.

Så nu ligger vi fint for mooring sammen med alle de andre vi har mødt rundt omkring. Næste uge skal her være det årlige festival og regatta, så bliver her fyldt helt op. Det skal nok blive sjovt.

29 September 2011 | Neiafu, Tonga

Sejler rundt i Vava'u ø-gruppen.
Efter den årlige festival og regatta i Neiafu, sejlede vi ud for at nyde lidt fred og ro på ankerpladserne. Der er mange at vælge mellem, så når vejret tillader det, det skifter meget for tiden, sejler vi til et nyt sted. Vi bruger vores kajakker hver dag, så kan vi få lidt motion og komme steder vi ellers ikke ville komme. Her er koralrev over alt, men med kajakken glider vi lige hen over revene med få centimeter under kølen. Vi kommer langt omkring på et par timer og det er en anden oplevelse end at fise rundt i jollen.

Tonga er jo kendt som stedet, hvor man ser hvaler. Her er mange, der arrangerer whale watch turer. I de eneste år er reglerne blevet ændret, så private både ikke må komme nærmere end 300 meter til hvalen, medens whale watch bådene må gå tæt på og sende svømmere i vandet. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at man vil beskytte hvalerne, men også at alle hotellerne på Tonga er mere end halvtomme, så det kniber med indtægterne fra turisterne.

Nå, men vi skulle se hvaler, så vi sejlede, i næsten vindstille og solskin, den perfekte dag, ud hvor vi have hørt, at det skulle være sikkert at se dem. Her var også 3 par, mor med sin unge, i området; hver med en whale watch båd tæt på. Vi nærmede os forsigtigt og lagde os stille i nærheden. Her kunne vi se hvalerne og båden, der sendte svømmere med snorkel udstyr i vandet. De kunne svømme helt hen til hvalerne. Vi fik selskab af vores venner på den svenske båd Marieke, med Seija og Ingvar ombord, de havde set os sejle ud, så de fulgte efter os.

Folkene på Beluga Diver båden havde åbenbart ikke noget imod, at vi kom lidt for tæt på, når vi bare ikke var i vejen for dem. Lene var ved at gå ud af sit gode skind, hun ville også ud at svømme med hvalerne. Det måtte hun jo ikke fra Dana.

Så efter et par timer bestemte vi os til at sejle tilbage til Nieafu, vi ville også på hval tur. Undervejs kaldte vi Beluga Diving over VHF'en, det var dem vi havde lejet en mooring af, så dem kendte vi; men de havde ikke personer nok til næste dag, lørdag, og søndag arbejder de ikke. Mandag skulle det starte med at blæse op, så vi opgav at komme på tur de næste dage og fandt en ankerplads tæt ved det sted, hvor vi havde set hvalerne.

Nu er det sådan på Tonga, at de holder søndagen hellig, ingen arbejder, alle går i kirke. Undtagelsen er hoteller og andre turist ting de ikke kan lukke. Men hval ture er åbenbart ikke mellem dem. Så søndag formiddag, medens tonganerne var på vej til kirke, stævnede Dana ud til hvalerne. Det var desværre en overskyet og lidt mørkt dag. Men vi var ikke kommet langt ud, før vi så en mor med sin unge. Og vi var den eneste båd derude. Vi sejlede ikke bare direkte hen mod hvalerne, men nærmede os forsigtigt parallelt med dem. Ind imellem dykkede de i flere minutter og det er så spændende at se, hvor kommer de op næste gang! Efter et par forsøg lykkedes det at komme så tæt på dem, at Lene kunne hoppe i vandet, og nå at svømme hen til dem.

Det var fantastisk at forsvinde ned i det blå blå vand. Men det var umuligt at se hvalerne under vandet, hele tiden måtte hun kigge op, så Henrik kunne guide i den retning hvalerne svømmede, de flytter sig jo. Så piskede hun afsted efter dem og kunne lige svømme dem op, og nå et komme op på siden af dem. Men hun så dem først tydeligt, når hun var 3 til 5 meter fra dem. Og der lå de lige ved siden af hinanden og kiggede på det mærkelige væsen, som prøvede at holde trit med dem og fotograferede dem. Det var en super oplevelse at se dem i deres eget element, men desværre blev vores undervandsbilleder ikke gode, der var for mørkt og for meget uro i vandet. Lene var så heldig at få oplevelsen hele to gange og var helt oppe i skyerne. Hun var lige kommet ombord efter sidste tur, da begge gav en herlig opvisning i frit spring med skrue og ryg, luffe og hale plask. Det var forrygende! En solo opvisning bare for os.

Om mandagen passede vejrudsigten for en gang skyld, det blæste ad h til. Vi lå for anker bag en lille ø og fik bagt, skrevet og kigget på kort, medens vi ventede på, at vinden skulle lægge sig, så vi kunne komme ud og kajakke og snorkle på et koralrev lidt derfra.

Næste dag havde vi en super snorkeltur på revet. Det er længe siden vi har set så store og fine koraller, mest hårde og der var et par enkelte vifte koraller. De var i flotte i grønne, gule, blå og violette farver, men ingen røde og orange. Vi så dog ikke så mange fisk, som vi ellers ser på de enkeltstående koralblokke, der vrimler det med små fisk i alverdens farver. Det var en af de bedre oplevelser.

På en af ankerpladserne ankrede en katamaran op bag os. Vi sad og nød stedet og en livlig fugle kvidder, da Henrik pludselig syntes, at han hørte de talte dansk der ovre, så vi spidsede ører, var der danskere ombord! Lene gik ud agter for at gøre klar til at tage jollen op, da een fra katamaranen kaldte på hende ved navn.

Jo, den var god nok, det var Lene og Jens Bering fra Towanda, som vi mødte i 2003 i Stornoway. Sammen med 6 andre fra FTLF i København havde de lejet en katamaran for 2 uger. Vi blev inviteret ombord senere på aftenen og havde en hyggelig aften sammen og fik snakket dansk og hørt lidt nyheder hjemmefra.

Vi har nu været her i Vavau ø-gruppen i en måned, og det er tid at komme videre. Vi har fået vores ophold i Tonga forlænget en måned. Så vi har til udgangen af oktober, så sætter vi kursen mod New Zealand. Men inden da skal vi sejle ned gennem den næste ø gruppe, som hedder Hapai. Der er ikke store afstande mellem ankerpladserne, men det er et vanskeligt område at besejle. Det består mest af små øer og mange rev og med ikke alt for gode ankerpladser mange steder.