06 October 2011 | Ha´apai, Tonga

Ankommet til Ha´apai ø-gruppen.
Vi ankom her til Ofolanga Island i går morges efter en meget langsom sejlads herned. Det var med vilje, vi havde kun et halvt forsejl ude for at holde farten omkring 4 knob, ellers kom vi for tidligt. Vi ville ikke sejle om dagen, da vi skulle være 100 procent sikre på at nå herned, inden det blev for mørkt, da her er et stort rev omkring hele øen. Vi ligger for anker på 10 meter vand med fin sandbund, det er det eneste sted på øerne her omkring, hvor der er så meget sandbund, og ankeret satte sig med det samme. Vi ligger fint i læ for øen med nordlige og østlige vinde, som vi vil have et par dage, og revet rundt om os danner en hesteskoform, så det tager af for dønningerne.

Da vi forlod Vavau ø-gruppen, var vi så heldige at se mange hvaler tæt på, da vi kom fri af øerne. En hun med sin lille unge var ikke langt fra os og en gruppe på 8 til 10 hvaler passerede os. Så der var blåst, rygge og haler at kigge på. Vi så også den nordligste af vulkanerne, vulkanen Late, 519 meter høj, flot i solnedgangen.

Kort efter vi var ankommet til Ofolanga, og var ved at rydde op efter ankringen hørte vi en øredøvende larm, lige som lyden af en hylende jetjager. Hvad pokker kunne det være! Vi kiggede os omkring, men vi så ikke noget. Så pludselig kom en gigantisk hval drønende op fra havet med en hylen, hele kroppen var ude af vandet og den tippede over med et øredøvende plask. Whau!! Og vi fik oplevelsen een gang til og så forsvandt den, mens vi måbende stod og gloede, det var fantastisk.

Selv om vi var flade efter natsejladsen, satte vi jollen i vandet for at prøve og sejle ind bag revet. Der er en åbning i revet, hvor dønningerne ikke bryder så meget. Der kunne vi snige os ind og sejle langs med øen for at komme ud til nogle klipper, som ligger tæt ved revkanten; 1 lille sømil fra hvor vi ligger, så det var en lang tur.

Vi havde ikke forberedt os godt nok, for da vi kom fri af øen, var der mere sø, end vi havde forventet, og vi havde ikke taget vores dragter på, da vi startede, og der var stadig en god bid ud til klipperne. Klipperne virker lidt spændende at snorkle på, da de står tæt ved revet og vi har læst, at der skulle være nogle huller, som skulle give varme udslip fra bunden; varme kilder tænker vi det må være. Det skulle give så meget varme, at vi skulle mærke det og livet omkring stedet skulle være anderledes end på resten af revet, vi får se!

Vi havde egentlig tænkt, at gå i land først, så vi vendte om og besluttede at vente med at snorkle til næste dag, da skulle vinden gå lidt ned. I stedet gik vi en tur hele øen rundt, det tog en god times tid, da vi for det meste gik i sand. Det var en fin tur og god motion. Der var et par camps fra fiskerne fra nabo øen, men der var ingen lige nu. Der bor ingen mennesker her og der er ingen plantager. Fiskerne kommer her for at hente træ til brænde og kokosnødder.

Her til morgen startede det med fint vejr, men så kom der mørke skyer op fra syd, og hurtigt fik vi dårligt vejr med regn og vinden gik i vest, ikke den bedste vindretning, hvis det skulle blæse meget op. Dog tog revet af for den værste sø. Nu oplevede vi noget, som overraskede os. Da det dårlige vejr trak væk fra os og klarede op i vest, kom to vulkaner, som ligger 30 sømil herfra, til syne, faktisk så vi dem helt klart. Hvorfor havde vi ikke set dem dagen før, vi havde da haft fint vejr og gået og gloet hele horisonten rundt? Men alligevel havde det ikke været klart nok til at se disse to vulkaner, meget mærkeligt. Det gav lidt stof til eftertanke. Vi skal være opmærksom på dårlig sigt, vejret snyder, så vi ikke misser mindre øer og rev.

Den ene vulkan, Tofua, er en stor flad nedsunket vulkan, med et stort krater, hvor der er en sø, og den er stadig aktiv. Set herfra ligner den en stor flad grøn ø. Den anden vulkan Kao er 1046 meter høj, og Tongas højeste punkt, den er ikke aktiv. Vi ser den med lidt skyer omkring toppen nu.

I maj 2006 var der et undersøisk udbrud målt til 8.0 centreret ca. 20 sømil øst for ø-gruppen Nomuka. Der er jo lige her, hvor vi er, afstandene er små, det er et lille område. Jordskælvet forårsagede, at øerne i området sank mellem 23 til 46 centimeter, og det gør, at revene ikke længere giver den samme beskyttelse som før udbruddet. Det er et særdeles aktivt område vi besejler.

09 October 2011 | Ha´apai, Tonga

Fra Ofolanga til øen Haano.
Næste dag ved Ofolanga, havde vi tænkt os igen at tage jollen indenfor revet og snorkle ved klipperne. Vi havde i mellemtiden fundet ud af, at hullerne med det varme udslip var på ydersiden af revet. Skulle vi der ud, måtte vi finde en vej gennem revet, for vi ville ikke ankre jollen udenfor.

Alt det blev i mellemtiden slet ikke til noget, for midt i forberedelserne kom der hurtigt sorte skyer over os, og vi fik en ordentlig blæser med regn. Vi har hørt, at der her i Ha´apai hurtigt kan opstå dårligt vejr med meget blæst og dårlig sigt, og det er sigtbarheden man først og fremmest har brug for at sejle her, så man kan se de farlige rev, som her er rigtig mange af. Det var tid at komme til en bedre beskyttet ankerplads.

Vi sejlede over til øen Haano og fandt en dejlig ankerplads. Vi ankom tidligt på formiddagen og hoppede straks i karet. Revet lige bag os var super. Revet gik helt op til overfladen og der var mellem 5 og 10 meter til bunden. Det er de flotteste revsider, vi har set på turen. Korallerne stod side om side i alle mulige forskellige faconer, størrelse og farver, dog manglede stadig røde og orange. Men det var meget flot at svømme langs revsiderne og se de mange forskellige fisk, og vi var heldige at solen kom frem og vi kunne se huler og dybe revner længere inde på revet.

Om eftermiddagen tog vi en tur i kajakkerne langs øen indenfor revet og så på de mange flagermus, som holder til her. Om dagen hænger de som sorte poser i træerne, men sent på eftermiddagen kommer de til live og flyver rundt mens de giver nogle sjove lyde. Disse flagermus er vegetarer, de spiser frugter. På turen rundt langs øen kom vi over et meget flot rev på den anden side af, hvor vi lå. Der ville vi snorkle næste gang.

Vi fik en flot stille nat. Ved midnatstid blev Lene vækket af sang og hvallyd lige agten for os. Hun spurtede op for at se, om hun havde hørt rigtigt. Den var god nok, lige agten for os svømmede en hval rundt og fortsatte op langs Dana, inden den svingede op langs revet. Det var tydeligt at se den, da det var stjerneklart og næsten fuldmåne. Flot oplevelse selv om vi skulle ud af køjen.

Næste morgen var det et dejligt stille vejr, og vi startede dagen med at tage ind til stranden og gik op gennem et nedlagt resort, hvor der var papaya- og banantræer. Vi ville tage lidt frugt med, når vi kom tilbage, det kunne vi godt tillade os, nu det var forladt.

Vi fandt en sti op til den vej, som løber langs øen og forbinder de to landsbyer, som ligger i hver sin ende af øen. Langs vejen var der mange små plantager og opdyrkede områder. Folk fra landsbyen har deres små lodder, de går ud og dyrker. Pludselig kom vi til en jernlåge, vi studsede lige lidt, var her adgang forbudt eller hvad! En af de lokale kom samtidig og skulle ud, og vi kunne bare gå ind, men huskede at lukke efter os. Om det var for at holde de vildtløbende grise "inden døre" eller børnene, ved vi ikke; måske var det bare for at markere, at her startede eller endte landsbyen, for der var en lignende jernlåge i den anden ende af landsbyen.

Her var net og pænt. Der var mange pæne huse og velholdte haver. Rundt om hver have var der sat bølgeblikplader for at holde grisene ude. Slipper de først ind i en have æder de revl og krat og roder op i alt ting, og kan de slippe indenfor i husene, gør de det. Det er nogle rigtige små rovdyr. De får lov at gå frit omkring i hele landsbyen og det er menneskene, som lever indhegnet. Grisene betyder meget for dem og her er mange. Ungerne, grisene altså, er jo meget søde og de fiser rundt alle vegne og står og gnider deres små kroppe op ad alt de kommer forbi.

Vi endte ved et resort, hvortil der lige var ankommet nogle rygsæk rejsende med den lokale båd fra nabo øen, som har en lufthavn. De blev modtaget med blomsterkranse og flettede palmehatte nede på anløbsbroen. På vores vej tilbage kaldte en ung pige på os fra en falekoloa, en kiosk, hun ville bare snakke lidt og vide hvorfra vi kom. Vi snakkede lidt om byen og vi spurgte, hvor alle folk var henne, der var kun få at se på en lørdag. De vasker, lørdag er vaskedag, fik vi at vide, så er tøjet rent til søndag, når de skal i kirke. Vi så hendes hus og have ved siden af, alt var så pænt holdt.

Hun talte godt engelsk. Det er ikke alle der taler engelsk, selv om de lærer det i skolen. Det fandt vi ud af, da vi senere spurgte en mand, om hvad det var for noget, han havde til tørre i sin have. Det kunne han ikke forklare, men ved fælles hjælp fandt vi frem til, at det var bundter af pandamusstrimler, som hængte til tørre og blegning i solen. Det er bark skåret i strimler, som de bruger til at flette hatte, tasker, måtter og meget mere af.

Vi havde fået af vide, at når vi kom ud af landsbyen, løb der kort derefter en sti gennem skoven ud til østsiden af øen. Den tur kunne vi godt tænke os at gå, også for at se hvordan der så ud inde midt på øen. Vi fandt stien lige ved siden af to grave, som udgjorde det for kirkegården. Henrik fandt en lang gren, "som gik i forvejen," her var mega store edderkopper, som sad på lur i deres net, som hængte tværs over stien i alle højder, og få et sådan net lige i ansigtet, var rigtig grimt.

Vi gik gennem meget forskellig vegetation og efter en halv time kunne vi høre havet, når det brød ind over revet. Da vi kom derud var det lavvande og der var en pool hele vejen rundt mellem øen og revet, hvor der gik to og fiskede. Havet her på ydersiden var helt fladt og stille og vi sad og nød den flotte udsigt. Men kun kort tid for vi bemærkede, at det begyndte at blæse i palmetoppene, så det var ved at blæse op. Vi skyndte os tilbage til hovedstien og her kunne vi rigtig mærke, at der var vejrskift på vej. Da vi kom til stien ned til stranden, hvor jollen lå, brød bølgerne ind på stranden og vi opgav at samle frugter, det var bare et komme ud til Dana i en fart og få jollen ombord. Det blev en våd omgang, men vi var glade for at være tilbage ombord og få alt på plads, hvis vi skulle skifte ankerplads, hvad vi ikke håbede blev nødvendigt.

Vi skulle jo have været på revet om eftermiddagen og snorkle, det kunne vi godt glemme. Det blæste op og vinden skiftede, så vi lå desværre på læ kyst med et rev bag os. Vi kunne håbe, det kun varede 2 til 4 timer og at vinden så ville gå tilbage i øst; der var intet om dette i vejrmeldingen.

Ankeret sad godt, men vinden friskede op til 10-12 sek/m, og vi vidste ikke, hvor længe det skulle stå på. Vi snakkede om at flytte, men det var faktisk ikke særlig fristende, at stikke snude ud i mere sø end det vi havde, så vi blev. Først lige inden aften gik vinden ned, men vi havde stadig en ubehagelig sø fra sydvest midtskibs, den tog først af ved syv tiden om aftenen. Så det blev til seks timer med dårligt vejr, men vi fik en rolig nat.

Næste morgen var det stille vejr men overskyet, så vi regnede ikke med at snorkle den dag, der er ikke meget at se med grå skyer. I stedet valgte vi at finde en anden ankerplads med bedre læ.

12 October 2011 | Ha´apai, Tonga

Ny ankerplads ved øen Uoleva.
Vi sejlede forbi øen Lifuka med hovedbyen for ø-gruppen Ha´apai, Pangai . Her skulle vi tjekke ind og ud samtidig, da vi ikke ville vende tilbage. Men da det var søndag, sejlede vi de få sømil længere ned til øen Uoleva, hvor vi lå fint i læ langs en flot strand. For at komme ind til ankerpladsen, skal man uden om et stor rev, som ligger rundt om bugten. Man kan ved højvande passere over revet, hvad vi så en enkelt båd gøre, vi nøjedes med at kajakke over.

Ud over to resorter for rygsækrejsende bor her ingen mennesker på øen, og her er ikke mange turister. Vi ser over alt, at resorterne er forladte, husene og hytterne står bare tomme og haverne gror til. Vi benyttede os af, at det var lavvande til at kajakke ud til revet for at se på det. Det var ikke så flot og spændende som det vi lige var kommet fra, desværre. Vi fortsatte ned over revet syd for øen og det så bedre ud, der var dybderne 5-6 meter langs revsiderne og korallerne var flottere her, stadig kun få fisk. Vi havde set hvaler på turen ned til øen og håbede nu at se flere, da vi lå lige ved en udsejling mellem revene. Her skulle de passere gennem fra ydersiden af øerne. Typisk, vi så ingen her. Vi var godt møre efter et par timers padlen rundt mellem revene og langs hele øens vestside.

Næste morgen var det stadig pænt vejr og vi besluttede at få ordnet vores papirer, så vi kunne sejle videre, når vi havde lyst. Eller, hvis vejret skiftede, til en ny ankerplads. Vi havde egentlig tænkt at blive et par dage ved byen Pangai, nu vi havde fundet ind gennem revene. Det var egentlig ikke så svært, og slet ikke sydfra. Der var en faldefærdig havn, hvor vi lagde jollen. Det er faktisk muligt at sejle ind i havnen og ankre, der er fint læ, der lå en enkelt lystsejler og det så ud til, at den havde været der en tid.

Vi fik tjekket ind og ud, fortalte at vi ville fortsætte sydover og ikke havde i sinde at vende tilbage til Pangai, hvad de jo helst vil have at man gør. Men vi fik efter en længere snak papir på, at vi kunne fortsætte mellem øerne ned til ø-gruppen Tongatapu og byen Nukualofa. Det var frokosttid, så efter at have handlet lidt grøntsager på markedet og et par ting hos kineseren gik vi til Mariners Cafe. Det er bare et lille sted men meget "berømt" på disse kanter. Vi fik en god fiskeret og det var helt dejligt at sidde og slappe lidt. Vi var lidt skuffede over det vi havde set af byen, så da vi var færdige, tog vi jollen ud og sejlede tilbage til ankerpladsen ved Uoleva.

Vi syntes ikke, vi havde fået nok motion, så om eftermiddagen, hvor vi stadig havde fint vejr, tog vi jollen ind til stranden og gik en lang tur. Det er god motion for ben og fødder at gå i sandet.

Næste dag kom solen lidt frem, og vejrudsigten sagde frisk vind fra nordøst. Vi ville ikke ligge godt her for mere nordlig vind, så vi lettede anker og sejlede videre sydover til øen Uiha, hvor vi fik bedre læ for vind og sø.