14 October 2011 | Ha´apai, Tonga

Ankerpladsen ved øen Uiha.
For at komme til ankerpladsen ved Uiha village, kunne man smutte over indsejlingen Ava Auhanga Mea og gennem en smal passage mellem revene. Men vi havde hørt, at der var meget strøm; så i stedet da det jo var godt vejr, valgte vi at sejle nogle sømil længere og komme uden om alle revene. Vi havde så chancen at se hvaler, når vi krydsede løbet; hvor de efter sigende kom op gennem og videre gennem Ava Mata Nukupule, hvor der ligger 5-6 øer, som de godt kan lide at svømme rundt mellem. Det gjorde de så bare ikke i dag.

Vi sejlede op gennem Ava Vahaa Fonua og rundede i god afstand Thorn Rock forbi øen Luangahu med omkring liggende rev og fortsatte ind mod Uiha; men nu med Henrik som udkig i stævnen. Her er rapporteret adskillige koralblokke, som ikke er vist på kortet. Lene passede fart, afstand og dybden, som fes op og ned. Vi har set dybder fra 30-40 meter falde til 10 meter i et split sekund, så det nytter ikke kun at sidde og se på ekkoloddet, for så er man allerede over det lave eller er blevet stoppet brat. Her var vi heldige at glide lige igennem uden de store overraskelser, men det ved man jo ikke, før man har været der, så derfor en udkig i stævnen. Til gengæld kan vi mere afslappet sejle tilbage ad den samme rute, da vi jo gemmer den på computeren.

?~en Uiha skulle være lidt speciel. Det er en meget betydningsfuld ø i Tongas historie. Her er en stor begravelsesplads, hvor de mest berømte chiefs, ledere, er begravet op gennem tiderne. Det fineste begravelsessted Maka Hokovalu ligger nord for byen, og vi så fra ankerpladsen en meget flot dekoreret kirke i mange farver.

Det måtte vi jo ind og kigge på. Vi landede jollen på stranden og havde straks et par generte drenge omkring os. Vi kunne ikke snakke med dem, de talte ikke engelsk og de få brokker vi kan førte ikke til meget. Nogle mænd lå og flød ud på nogle tæpper på stranden under nogle buske, de sagde ikke meget. Vi vinkede til en kvinde, som stod inde i huset lige ved stranden. Vi havde læst, at de her skulle være vant til Palangi, udlænginge, så derfor kunne vi bare gå rundt uden nogle tog notits af os.

Vores første indtryk var ikke for opløftende. Her var meget nusset, her lugtede og alt var faldefærdigt. Gravstederne var dårlig vedligeholdte og det flød med plastic og aludåser. Kirken var faldefærdig, et tårn var faldet sammen og malingen så ikke for godt ud tæt på. Der kunne være flere årsager til, at det var så faldefærdigt, men når nu det var et så vigtigt sted, undrede det os.

Vi spadserede gennem byen og ud gennem "byporten", gitterlåge, videre til den næste landsby Felemea længere syd på. Midt mellem de to landsbyer kom vi til et stort indhegnet velholdt område. Vi talte med et par kvinder, som kom gående imod os, og de fortalte, at det var skolen for de to landsbyer.

Det var det samme nedslående syn i den næste landsby, masser af affald lå og flød rundt om husene og på vejen. Vi hilste på en palangi, som kom ud fra et hus ved siden af metodistkirken. Vi tænker, han var præst eller lære på skolen. Kirken og området med en indhegnet sportsplads var i god stand, malet og velholdt, men mennesketomt. Vi så meget få mennesker, måske de var i bushen eller skoven for at arbejde. Mange af husene så faldefærdige og forladte ud, vi tror de blot har forladt dem og taget væk.

Da vi kom tilbage ville vi sejle over til naboøen Tatafa, som er ubeboet. Vi kom fint gennem revet og over en sandbarre mellem øerne. Da vi var på vej ind mod stranden, blev det meget hurtigt lavt med mange koraller, som vi ikke havde kunne se, før vi var hen over dem. Så vi måtte opgive at komme derover og samtidig begyndte det at blæse op, så vi skyndte os tilbage til Dana.

Det blev ikke til flere udflugter den dag, og tidligt næste dag lettede vi anker for at sejle vestover til øen Ha´afeva, hvor vi håbede på bedre oplevelser. Egentlig ville vi have fortsat længer sydpå til de næste tre øer på revet, men vejrmeldingen lød på mere vind fra nordlig retning, så det ville være et dårligt valg.

17 October 2011 | Ha´apai, Tonga

Ankerpladsen ved øen Ha´afeva.
Man kan ankre på begge sider af øen Ha´afeva, bag rev som strækker sig langt ud. Vi troede, at vi her fandt en godt beskyttet ankerplads for de næste flere dage. Der skulle være et sømærke til at lede ind gennem revet på nordsiden af øen, hvor vi valgte at gå ind og ankre. Der var selvfølgelig ikke noget, et andet sømærke stod længere inde, det var i vores Tonga guide men ikke på søkortet. Så i stedet fulgte vi vores waypoints ind og ankrede på sandbund uden problemer.

Her var mere sø end forventet. Vi skulle jo ligge i læ for revet. Nu var det lavvande, så ved højvande ville det ikke være helt så supert. Det blæste stadig en del og det var vi ved at være trætte af. Det tog lidt af gejsten, og vi gad ikke sætte jollen i vandet for at gå en tur på øen.

Kajakkerne blev også på dækket. Vi skulle have taget en tur, nu det var lavvande, for at se hvordan revet var. Men vi håbede, at vinden ville flove lidt næste dag, så var der forhåbentlig mere krudt i os.

Næste morgen gik vinden lidt ned og vi satte jolle i vandet og sejlede ind til en ramponeret anløbsbro. Den blev bygget i 1997 og har været gennem et jordskælv, et par orkaner og andet dårligt vejr. Det var tydeligt, at der ikke har været nogen vedligeholdelse på den siden da, og en stor gravemaskine stod og rustede op bag nogle træer. Der er ingen på øen, som har uddannelse til at holde tingene ved lige, så det der bliver doneret fra Australien og New Zealand forfalder, når de forlader projektet.

En sti førte fra landingsbroen ind gennem skoven tværs over øen til landsbyen på den anden side af øen. Det var en rigtig dejligt tur at gå herinde, masser af sommerfugle og vi så en flot blå kingfisher og der var en livlig fuglekvidren. Her i bushen løb grisene frit rundt og en ko med 4-5 tyrekalve gik og græssede ved en lille sø. Her var rent og pænt og landsbyen var hyggeligere end det, vi kom fra. Vi fik en snak med en kvinde, som sad og flettede på en måtte og fik fortalt lidt om de forskellige sorter af græs og bark, som de bruger til deres fletning.

Den anden ankerplads ligger på denne side af øen, og den ville være god, hvis vinden sprag i vest. Så vi fik kigget den ud og tog et par billeder, hvis det blev nødvendigt at flytte. Vi kom forbi en kiosk, pæn og ren og en del varer på hylderne. Vi så, de havde peanuts, og vi havde ikke flere til vores eftermiddags øl, hvilket vi sætter pris på. Så vi købte nogle dåser.

Vi kom så i snak med ham som betjente os. Her talte de godt engelsk, så snakken gik. Han fortalte om de ændringer, der var sket i området ved jordskælvet i 2006. Bland andet, før det skete, gik vandet dem til anklerne, når de gik og fangede hummer og fisk, nu gik vandet dem op til midt på låret, når de gik de samme steder. Så det bekræfter, at mange af revene er sunket og bundforholdene er ændret meget.

Han fortalte også at fisk, blæksprutte og hummere ikke fandtes de samme steder mere. De steder, hvor de plejede at fiske en bestemt type fisk, var fisken helt forsvundet fra området. Han fortalte, at der var 300 mennesker og 4 kiosker i byen, så det var svært at få det til at løbe rundt. Det var spændende at hører om alt det her. Han spurgte, om vi havde lyst til at komme næste dag, søndag, til middag for han skulle ud her til aften og fiske; og da han hørte, vi gerne ville have hummer, var det jo fristende at takke ja. Men vi vidste, at vejret var usikkert og forlade Dana og være på den anden side af øen til om aftenen, syntes vi ikke om. Havde vi ligget på denne side af øen, havde det været fint, men her stod vinden ind fra øst og nord.

Uden for "byporten" var der et el-værk, som var skænket af Australien. Så om aftenen var der strøm i byen. Om dagen havde kiosken, vi handlede i, deres egen generator kørende for at holde fryserne kolde. Vi spekulerede meget på, hvem mon holdt el-værket ved lige, det glemte vi at spørge om. Men da der er sat en telefonmast til mobiltelefoner op på øen, det var der også på de andre øer, vi har været, formoder vi at der jævnligt kommer nogle kompetente folk til øen for at holde el og kommunikations faciliteterne ved lige.

Da vi kom tilbage var det stadig godt vejr, så vi tog en kajaktur rundt langs revene for at se, om det var værd at tage ud og snorkle. På det ene rev står vraget af en koreansk fiskebåd, og korallerne derude så flotte ud. Mens vi var derude, begyndte det at blæse op og store sorte skyer nærmede sig.

Vi tog en hurtig tur ud til det yderste rev, hvor der ligger en lille ø, vi kunne ligge i læ af. Turen tilbage var med rygvind, så vi kom hurtigt tilbage til Dana. Jollen og kajakkerne kom ombord og blev surret godt, for nu fik vi dårligt vejr.

Om aftenen mens vi så en film, hørte vi pludselig en sang fra havet, der var hvaler tæt ved os. Vi spurtede op og hørte lidt agten for os prusten, men heldigvis svømmede de lidt væk fra os, så de ikke kom tæt på vores ankerkæde. Der går historier om, en båd er blevet sænket, da hvalen er kommet i klemme mellem ankerkæden og båden, og så har den fået en tur med halen. Så vi er på vagt, når vi ligger for anker, ellers er det helt fint, at de kommer lidt tæt på.

Der var åbenbart kaldt til møde aftenen før, for næste morgen fik vi en sjælden oplevelse. Ikke langt fra os var en hvalmor med sin unge og lige ved siden af lå en stor han og gjorde kur. De to store lå tæt op ad hinanden og rullede rundt en gang imellem, mens ungen fornøjede sig med lidt rygsvømning og finneplask. Det stod på en times tid, og vi sad helt tryllebundet og fulgte seancen.

Men som tiden gik, her tager man sig god tid til kurmageriet, blev ungen mere utålmodig og begyndte at plaske rundt med halen og lægge sig op mod moren. Den har nok fået besked på at fise af, for de to store hvaler fortsatte deres parringsleg, og hvad der ellers foregik under vandet, kan vi kun gætte os til. Vi var meget fristede til at hoppe i karret for at se, hvad der foregik. Men på den anden side var det måske lidt dumdristigt med to så store dyr, og måske ungen ville svømme hen til os, og så gætter vi på, fanden var løs. En vred mor og en irriteret han var ikke at spøge med, så vi blev ombord og var med på en kigger.

Der gik næsten fire timer, før ungen kunne komme til sin mor. Først ud på eftermiddagen svømmede de alle tre ud gennem revet side om side og forsvandt. Det var timet, for nu trak de sorte skyer, som havde ligge nordpå ned over os og en grå mur stod foran os. Desværre trak vinden lidt mod nord, så vi havde ikke meget læ. Blæsten tog til, og vi kom op på 40 knob med store bølger. Vi rullede meget og skriddugen måtte frem. Der er ikke så meget andet at gøre end at finde en god krog og en god bog.

Det blæste hele natten og først næste formiddag begyndte vinden at aftage lidt, men vi havde store dønninger til langt hen på eftermiddagen. Næste morgen tog vi krogen og dampede videre sydover ned til Nomuka ø-gruppen. Bort set fra det dårlige vejr, havde vi haft nogle gode oplevelser på Ha´afeva.

23 October 2011 | Tongatapu, Tonga

Ankerpladsen ved Nomuka´iki.
Her havde vi samme problem som den forrige ankerplads, vi lå ikke i læ for vinden. Vi havde kun krappe søer her, da vi lå lidt i læ bag et stort rev, men kun når det var lavvande. Vi lå i strædet mellem to øer. På øen Nomuka er der en landsby, vi gerne ville have besøgt, men bølgerne var for store til vores jolle og der var meget strøm, så vi nøjedes med at se den i kikkerten.

Vi hoppede i karet og svømmede på revene rundt om os. Der var mange store koraller og fisk at kigge på. Henrik fandt en gigant clam (musling), den flotteste vi har til dato; og så var den åben. Den havde de flotteste farver i grønne og blå nuancer og guldpletter på kanten. Vi har set mange mindre clams i flotte farver, men ikke en som denne på en halv meters længde.

Vi kom ikke i land her på øen, men i stedet sejlede vi en tur i kajakkerne ud mod det yderste rev, indtil søerne blev for voldsomme. Vi sejlede i stedet langs øens sydøst side tilbage hen over revene, vi havde snorklet på. Der ligger et vrag af en fiskekutter på stranden, som vi kom forbi.

Vi blev kun et par dage og tog så en natsejlads ned til øen Pangaimotu, som ligger en sømil nord for øen Tongatapu, hvor hovedstaden Nuku´alofa ligger. Det er en dejlig lille ø, hvor der ligger et lille resort på sydsiden. De har en jollebro, vi kan benytte, og tre gange dagligt sejler deres motorbåd over til Nuku´alofa. Vi ligger her sammen med en del andre både, vi kender og gør klar til turen ned til New Zealand.