07 May 2012 | Stillehavet

Endnu engang på Minerva Reef
I går søndag, lige over middag, sejlede vi igen ind og ankrede på Minerva revet. Og det var jo nemt at sejle ind gennem passet, vi kunne bare følge vores waypoints og sporet fra sidste gang. Der var kommet to ind fra rallyet før os, så vi lagde os op ved siden af. Det blev i den anden ende af revet, end hvor vi lå sidst. Her er revet højere og giver mere læ for bølgerne. Det er fuldmåne i disse dage, så der er maximum forskel mellem høj- og lavvande. De store bølger slår ind over revet ved højvande, men når der er lavvande, som da vi kom ind, var revet markant højere end sidst, vi var her, meget spændende og flot.

Vi besluttede lige i sidste øjeblik at sejle hertil. Meningen havde været at sejle direkte op til Savusavu på Viti Levu, men et lavtryk er under opbygning lige syd herfor og vil om et par dage give os vind fra nord med 25 til 30 knob. Ikke lige det der står øverst på ønskelisten, da vi hele turen herop har haft netop den vindstyrke, godt nok fra S?~ til ?~ og med mega bølger. Det har været en hurtig men meget våd tur hertil.

Flere både har meldt om havari og problemer med deres motor, autopilot m.m. og en har været så uheldig at få trykket et par store vinduer ind og fået en masse vand indenbords, Puh-ha, det er slemt med så meget saltvand indenbords. Een har over radioen spurgt om nogle havde fryseplads, deres fryser er stået af. Det er bare uheldigt, når den lige er fyldt op med en masse gode sager. Vores fryser er slukket og står næsten gabende tom. Der er to bakker æg og nogle glas med henkogt kød, som vi nu kan lave færdigretter af til resten af turen op til Fiji, så vi skulle ikke få problemer med myndighederne angående friske varer. Frost varer, der er stemplet som eksport kvalitet fra NZ, må man gerne indføre, men det skal være frosset.

Vi ligger nu ca. 20 både fordelt i to grupper, hvor de fleste skal til Fiji, men også både til Tonga er begyndt at komme hertil. De fleste kom ind her til morgen, mandag og resten i løbet af dagen. Nu venter vi bare på at få en regnbyge i nat, så vi kan få vasket al saltet af. Det er omsonst at vaske af med en spand vand, hvis ikke hele tanken skal tømmes.

Vi har dejligt vejr, og nyder endnu engang at være her, det er virkelig en speciel oplevelse. Temperaturen om læ er også steget fra 22 til 28 grader. Vi har endnu ikke været ude på revet, vi fandt pludselig ud af, at vi var mega trætte. Vi har faktisk sejlet flot, selv om vi sejlede lidt ekstra, da vi holdt godt øst over for at kompensere for den nordøstlige vind, som skulle komme, kom vi alligevel ind som en af de første både. Vi havde også et etmål på 170 sømil, over 7 knobs fart i gennemsnit, det er vi godt tilfredse med.

Nu har vi fået hvilet og fået god mad og fået ryddet op efter at have ligget på skrå i 5 døgn. Heldigvis er vi sluppet for de store uheld, der er kun et par småting som skal repareres.

Hvis vejrmeldingen holder tager vi afsted torsdag eller fredag og forventer at kommet til Fiji efter 3 til 4 dage, måske!

19 May 2012 | Savusavu, Fiji

Ankommet til Fiji
Bula! Det betyder goddag eller hej på Fiji. Efter 4 dages sejlads er vi nu kommet til Savusavu på Vanua Levu. Vi ankom tidligt mandag den 14. maj efter at have sejle langsomt det sidste døgn, der var mere vind end vejrudsigten forudsagde og vi ville ikke ankomme til Fiji på en søndag, da det giver problemer med indklareringen. De ser helst, at man kommer mellem 8 og 14, mandag til fredag.

Der blev holdt en velkomst ceremoni for rally-bådene om onsdagen, med taler og kava, alle bådene fik en kurv med frugt og grønt. Kava bliver fremstillet af en busk i peberfamilien, som er meget udbredt i Stillehavsområdet og Australien. Ved tygning eller stødning af plantens rødder fremstilles en svagt narkotisk drik. Drikken bruges ceremonielt og medicinsk.

Ellers har vi været ude og spise med de andre et par gange, fået ordnet og vasket efter turen herop og set lidt på byen, som det tager 5 minutter at gå igennem.

I dag, lørdag, skal vi på udflugt til en landsby lidt herfra, hvor vi skal have mad lavet på den traditionelle måde i en Lovo, en jord ovn, hvor maden bliver pakket ind i palmeblade, og lagt ned i et hul sammen med varme sten og dækket til med jord. Efter nogle timer er det så færdigt, og pakkerne tages op og serveres i fletkurve og på palmeblade, og så er det bare at tage for sig med klør fem. Man spiser med fingrene, men vi får sikkert nogle spisegrejer.

Det tog nogle dage at vænne os til varmen. De første dage gik alt meget langsomt og vi trængte til at få sovet igennem, hvilket var svært i varmen og den høje fugtighed, men nu går det allerede meget bedre.

Der er dejligt her i Savusavu og vi nyder at være her. Vi har kun mødt venlighed, når vi har været i byen. Her er gode butikker, hvor vi kan købe proviant billigere end i NZ, godt vi ikke fyldte båden op med frostvare derfra.

Der er ikke tid til mere, vi skal på tur nu. Bula - Bula!

28 May 2012 | Vanua Levu, Fiji

Ligger for anker bag et rev
Efter næsten 2 uger i Savusavu er vi på farten igen. Fredag tjekkede vi ud, det skulle gøres inden weekenden, ellers skulle vi vente til mandag. Lørdag morgen var vi på markedet og købe de sidste friske ting, så nu skulle vi kunne klare os et stykke tid. Og meget vigtigt, vi købte 5 pakker kavarødder fint pakket ind i aviser med blåt bånd omkring til sevu sevu. Når vi kommer til en ankerplads, hvor der er en landsby, er det kutyme at gå op og forære en pakke kavarødder til chiefen, ligesom når vi hjemme besøger nogen og kommer med en buket blomster, for at hilse på og bede om lov til at anker og gå rundt på deres land.

Før middag lørdag sejlede vi ud og lagde os for anker 3 sømil fra byen, ikke en lang sejlads, men her kan vi bedre holde øje med vejret. Vi venter på, at vinden skal gå lidt ned, da vi skal mod øst, lige den retning som passat vinden kommer fra. Vi vil besøge nogle ankerpladser langs syd og østsiden af øen, inden vi sejler over på vestsiden af Fiji.

Tiden i Savusavu er gået hurtigt. Vi har været ude og spise flere gange med de andre i rallyet og tirsdag var der afsked på Hot Springs Hotellet, der ligger på en bakke lige bag byen. Her fik vi en drink og der var underholdning med en dansegruppe fra en landsby lidt derfra. Flot show, især børnene gik til opgaven med fuld energi. Bagefter var der middag. Hotellet var åbent for os, medens vi var i byen og vi var velkomne til at benytte deres svømmepøl.

Onsdag tog vi bussen til Labasa på den anden side af øen. Det er den største by her på Vanua Levu. Vi kørte langs sydsiden af øen og så op over bjergene og ned på nordvest siden af øen. Det er en meget smuk tur og meget varieret landskab og selvfølgelig meget frodigt med den meget regn. Der var køligt oppe i bjergene og vi kunne se, at der var lavet skorstene på husene heroppe for at varme lidt op. Det blæste godt heroppe og der kan sikkert være ret koldt, når det også har regnet i flere dage.

Vi kunne lige skimte øerne og havet, da vi kørte ned til Labasa, som ligger ca. 5 kilometer inde i landet. Floden Labasa løber gennem byen og her er en livlig trafik af både på floden.

Efter at have gået rundt i byen nogle timer og set på en masse indisk tøj, som et par af pigerne var interesseret i, fandt vi endelig et godt sted, hvor vi fik frokost, en god karryret.

En stor del af befolkningen i Labasa er fra Indien. De blev hentet til Fiji for at arbejde i sukkerrørs markerne. Inderne udgør idag ca. 45% af befolkningen. På busturen tilbage var bussen fyldt til bristepunket med skolebørn, det var i sig selv en oplevelse. En af de rigtig gode endda, de er så søde og smilende og nysgerrige. Vi har kun mødt søde og venlige mennesker her på Fiji.

Vi regner med at sejle videre imorgen til den næste ankerplads, vejrudsigten lover godt vejr.

30 May 2012 | Albert Cove, Fiji

Nye ankerpladser
Tirsdag d. 29. maj var vi oppe klokken 6 og tog ankeret 6.15, da solen var ved at komme op. Der var ingen vind, så vi gik for motor ud til fyret, som står for enden af revet, vi skulle rundt om. Selv uden vind stod der gammel dønning fra dagene før med den megen vind, så Dana stak snuden ned og skovlede en ordentlig sø op på vores fine afsaltede dæk. Ja, det holder ikke længe. Til gengæld kommer der sikkert snart regn igen. Sorte skyer driver truende rundt om os, og i flere timer kan man være heldig at de pifter forbi, men til sidst får man regnen.

Senere kom en brise, men ikke nok til, at vi kun kunne sejle for sejl. Vi satte kursen mod Fawn Harbour, som er en stor bugt godt beskyttet bag et langt rev. Vi skulle lige finde åbningen i revet og siksakke lidt gennem løbet, inden vi kom bag revet og fik ankret med fin udsigt til den store ø Taveuni.

Vi lå der bare for natten. Næste formiddag sejlede vi langs revet til Viani Bay, som også er en stor dyb bugt med mange rev og øer. Der skal navigeres med varsomhed gennem revet og op gennem bugten, som ellers er meget dyb bare man holder fri af revene. Vi prøvede forskellige steder, som er vist på kortet, men endte op med at droppe ankeret på 20 meter vand for at have svejeplads nok. Lige inden aften kom et par af vores venner ind og ankrede lidt længere inde, men de har også været her mange gange før. Til gengæld lå vi fri af myggene.

Vi fik besøg af Jack Fischer, som ejer landet omkring bugten og dermed også retten til vandet. Så vi spurgte pænt om lov til at ankre her, det koster jo ikke noget at være høflig. Vi var meget velkomne også til at bruge een af de to bøjer, som de havde lagt ud til besøgende både. Og vi blev forsikret om, at de var stærke med godt reb til bunden. Men vi kan jo bedst lide at ligge for vores anker med 60-70 meter kæde ud.

Familien Fischer og Covart, som bor i bugten på den anden side af pynten, er i familie med hinanden, og de kender Jytte og Arnold, som har boet her i mange år og haft deres båd Te Ni liggende for anker i Nasau Bay. De solgte deres kokosplantage omkring 2004, og Jytte rejste tilbage til Danmark. Arnold der imod sejlede Te Ni hjem til Europa. Både Jytte og Arnold er radioamatører, så de er kendt af mange. Vi havde en masse at snakke om og lovede at komme ind og besøge dem, hvis vi kom forbi på tilbagevejen. Men vejrudsigten for de næste dage lød på fin vind fra syd og sydøstlig retning så vi besluttede at sejle videre næste morgen, hvis der var sol på himlen. Hele natten styrtregnede det.

Vi fik en flot mogen næsten skyfrit mod nord, så det var om at benytte det gode vejr til at sejle indenfor revet og videre over til øen Kioa. Vi sejlede op langs vestsiden af Kioa og videre op langs øen Rambi. Mens vi lå her, hørte vi vores venner fra Viani Bay tale med nogle af de andre vi kender på kanal 16. Det undrede os meget, at de hele tiden snakkede der. Vi vidste, at de ville tage på revet og dykke med flasker, og det lød som om, der var sket et eller andet. Det tog lidt tid inden det gik op for os, at vennerne fra båden Touché var sejlet på revet og var ved at blive reddet og båden ved at synke.

Vi fik et chock. Og midt i det hele kaldte en anden båd, Hokuléa, op og meddelte at de var stødt på et koralhoved og ville have hjælp. Med alt det i tankerne var vi nu nået op til Albert Cove og skulle ind gennem revene til en dejlig ankerplads. Vi troede, vi skulle have herligheden for os selv, men ak, her lå allerede tre andre både vi kendte.

Så paradiset er fundet. Stedet bliver beskrevet som et af de smukkeste steder her på Fiji også fra vores venner Flemming og Anne, som har været her flere gange og sejlet Fiji tyndt. Men vi kom flot og sikkert ind med langsom fart og ankrede på 19 meter vand godt med kæde ud og her er god holde bund og her er dejligt. Lige bag os kom den amerikanske båd Kite ind, så vi ligger nu 5 både, fra Tyskland, Østrig, England, USA og Danmark.

05 June 2012 | Albert Cove, Fiji

Oplevelser i Albert Cove
Vi kom ind i går den 31. maj og havde en dejlig eftermiddag, hvor det meste af tiden gik med kigge på livet inde på stranden og råbe Bula Bula til dem, som kom forbi i deres små både. Der er ca. 4 - 5 hytter langs stranden. Vi kan lige skimte dem mellem palmetræerne. En masse høns løber rundt på stranden, når hundene er væk. Hen på eftermiddagen kom der mere liv på stranden, flere gik ud i vandet med deres net for at fange de mange små koralfisk og et par unge mænd kom frem fra skoven med en gris på ryggen. Om her er vilde grise, ved vi ikke, eller om de har dem i en indhegning inde bag ved, men der løber små grise rundt på stranden.

Vi havde en smuk solnedgang, mens vi lyttede til de sidste lyde fra fugle, husdyr og mennesker ind fra stranden. Der blev tændt bål og der kom gang i madlavningen. Flot aften med udsigt til den nordlige del af Vanua Levu.

Den 1. juni nød vi vores morgenmad mens solen stod op og der kom lidt gang i livet på stranden. Vi har nu fundet ud af, at der har været besøg fra en af landsbyerne nede fra Elisabeth Cove, som de kalder Eritabeta og Albert Cove hedder Motawa. Derfor har der været så mange mennesker her. Hen på formiddagen kom en panga ind og hentede omkring 20 personer, som skulle tilbage til deres landsby, og så var her ikke mange mennesker tilbage. Vi kom slet ikke igang med sevusevu her, der var ingen interesse for det. De kom ud i deres små både for at fiske og hilste på vejen forbi os og vi havde en kort snak, så det var meget afslappet. Det er Banaban folk, som har deres camps her og kun to ef hytterne er beboet hele tiden.

Banaban folket kom hertil øen Rabi og Kioa kort efter 2. verdenskrig. De kommer oppe fra ø-riget Micronesien. Oprindeligt fra øen Banaba, også kaldet Ocean Island i Kiribati, hvor de tidligere Gilbert øer ligger og Tuvalu med de tidligere Ellice øer. Det er lidt forvirrende, men det er fordi ø grupperne har fåer nye navne, og de mange øer er blevet delt op i to forskellige ø grupper siden da.

Omkring år 1900 solgte befolkningen på Banaba rettigheden til at udvinde phosphat på øen til et mineselskab mod en årlig afgift. Efterhånden blev hele øen ødelagt på grund af minedriften og besættelsen af japanerne under 2. verdenskrig tyndede yderligere ud i befolkningen.

De overlevende på øen Banaba fik Rabi overdraget af et engelsk mineselskab. Efter krigen var der ca. 2000 Banaban, som bosatte sig på Rabi.

Befolkningen på Kioa er polynesere og kommer fra Vaitupu atollen i Tuvalu. Deres ø blev ødelagt af overbefolkning og dårlig jordbrug under 2. verdenskrig. I 1946 købte nogle familier øen Kioa for penge de havde tjent ved at arbejde for amerikanerne, som havde besat deres ø den tid 2. verdenskrig varede.

Det er meget søde og venlige mennesker og de er meget interesseret i at høre, hvor vi kommer fra. Og geografien har de styr på, de ved godt hvor Danmark ligger. De syntes, det er vildt spændende med vores lange rejse her til deres øer og heldige er vi, at de taler engelsk, så vi får en masse af vide om deres liv her og nyder stor gæstfrihed. De forærer os en masse frugt, det har de rigeligt af, de mangler ikke mad. Men de må arbejde hårdt, for at sælge af de få ting de dyrker, for at få penge til betale for at ungerne kan komme i skole og få en uddannelse, det er de meget bevidste om.

Den 2. juni gik vi en tur ad en sti tværs over bjergene, som vel bare er høje bakker, til Small Cove på den anden side af øen. Her var vi så heldige at komme til en camp, hvor vi mødte Asija og Batida og deres søn samt et par venner. Deres navne har vi opgivet at stave rigtigt, så det er, som vi siger dem. De var så søde at invitere os indenfor i deres hytte, som er lavet af flettede måtter, som Batida har lavet. De var der i nogle uger for at dyrke deres plantage, fiske og lave kokosolie og samle kokos, som de sælger i byen Nuku, hvor de bor. Det er hovedbyen på Rabi. Det er den eneste indtægtskilde de har. Deres søn på 15 går i skole i Nuka og så har de en datter, som går i skole i Suva, og det koster dem en masse penge at give dem en uddannelse. De viste os, hvordan de tørrede copra, som vi kalder kokos, og udvinder olie. Sønnen klatrede op i en af palmerne og rystede friske nødder ned, som vi sad og drak, og det er rigtig lækkert.

Vi var der en times tid, så kom en panga med nogle af deres venner for at sejle dem tilbage til Nuka. De havde travlt med at lukke campen ned og være klar til at tage afsted. De tilbød os at komme med, så kunne de sætte os af i Motawa. Vi takkede, men vi var faktisk ude for at få motion og foretrak at trave tilbage. Så vi vinkede farvel og sagde, at vi ville besøge dem i Nuku om nogle dage. Vi fandt cacaofrugter, papaya, som de kalder popo, og bananpalmer plantet langs stien.

Senere på dagen kom en panga forbi Dana og vi genkendte en af dem, vi havde mødt over i campen. Der var 5 mand ombord og Henrik fik snakket lidt med dem, mens Lene fik fundet nogle fiskekroge frem og nogle trøjer, som vi ikke brugte mere. Det blev de vist meget glade for og vi bad dem hilse vores venner.

Mandag 3. juni var det fint og stille vejr, så vi tog tidligt afsted i jollen ned langs kysten, indenfor revet, ned til Eritabeta Bay. Det er en tur på ca. 2,5 sømil, en ganske pæn tur i vores lille jolle. Vi fandt ind gennem revet til den store bugt, som er omkranset af mangrove. Der var flotte store koraller her i mange fine farver, men vi så ikke så mange fisk.

Til højre for os kunne vi skimte en jordvej og der lå også nogle huse. Da det var lavvande, måtte vi slæbe jollen et langt stykke over mudderbunden for at komme helt op til husene, som lå tæt ned til vandkanten ved højvande og særlig nu ved fuldmåne. Da vi var kommet halvvejs, kom nogle unger løbene ud til os og de syntes, det var evig sjovt at skubbe bag på jollen for at få den helt ind og det hjalp faktisk. Vi fik den bundet forsvarligt fast til nogle store sten og børnene skulle nok holde øje med den.

Så var det bare afsted til Nuka, som lå ca. 5 kilometer længere sydpå. Vi havde jo passeret byen da vi sejlede op til Matawa, Albert Cove. Den er ikke sådan at overse med den store kirke liggende højt oppe på en bakke. Vejen snoede sig langs kysten og det varede ikke længe, før der lå huse hele vejen ned til byen. Det er en flot udsigt de har over havet og revet.

Endelig nåede vi ned til byen og begyndte at spørge efter Asija, og det tog ikke lang tid, før vi fandt ud af, at det ikke var ved siden af denne kirke deres hus lå, som de havde forklaret. Denne kirke var en metodist kirke, og den katolske kirke lå længere sydpå. Vi tog os tid til at se kirken, selv om det var en stejl tur op af de mange trapper. Mange var på vej til gudstjeneste, den var allerede godt igang. Det tog de ikke så nøje, de kom når de havde tid. Vi havde mere indtryk af, at det mere var for at møde de andre i byen end lige at sidde og høre på præsten. De kom, når der skulle synges og det lød rigtig flot, vi kunne høre deres sang langt væk, da vi travede videre gennem byen.

Vi fik pludselig lyst til en cola eller andet med smag, vi havde vand med, men det skulle smage af noget. Så da en fyr kom ud fra et af husene og gik lige imod os, spurgte vi, om der var et sted vi kunne købe noget at drikke. Pludselig var der genkendelse, det var en af de fyrer, som havde været med i pangaen og besøgt os dagen før. Nej alt var lukket, det var jo søndag, men vi var velkomne til at komme ind og besøge ham og hans kone, og så ville han hente et par kokosnødder ned, så vi kunne få en frisk nød at drikke, hvis vi havde lyst til det. Det ville vi jo gene, så vi fulgte efter og blev præsenteret for hans kone, som viste sig at være en kusine til Asija. Vi sad på fine flettede måtter på gulvet og slubrede saften fra kokosnødderne i os, men vi fik fortalt om familien og om deres liv i almindelighed. De er utrolig afslappede og lige til at tale med om alt muligt. Hun til bød at ringe til dem, men vi havde god tid og vi ville gerne se, hvor de boede. Vi havde en lille pakke med til dem, bare nogle fiskekroge og nogle trøjer. Kunne vi ikke finde dem, kunne vi bare lægge pakken hos dem, når vi kom tilbage, og de ville give den videre. Vi takkede for kokosdrikken og traskede videre.

Pludselig hørte vi sang og det var ikke fra den store kirke, lyden kom fra bag nogle træer. Vi fandt en sti som førte lige op gennem landsbyen og for enden lå en blåmalet kirke med masser af mennesker udenfor. På vejen mødte vi den anden af vennerne fra pangaen. Han kom med sin lille søn på skuldrene og et stort smil, da han så os. Han viste os Asija og Batidas hus og fortalte at de var i kirken, men gudstjenesten sluttede snart.

Der blev godt nok kigget, da vi gik forbi de mange mennesker, omkring hundrede var her i alle aldre. Vi gik op til kirken og Lene kiggede diskret ind for at se hvad der foregik. Kirken var fyldt til bristepunktet, der var slet ikke plads til de mange udenfor. Der var altergang og tre præster var i fuld sving med de mange gøremål. Så blev der sunget for fuld hals, det lød rigtig flot og kort efter var det slut. Vi havde i mellemtiden fundt Asija udenfor, så vi gik med ham mod deres hus. Lene fik øje på Batida i mængden og gik mod hende, og alle kiggede da de omfavnede hinanden og spurgte nysgerrigt, om hvem vi var, og så gik snakken på deres eget sprog. Vi hørte bare lige Danmark blive nævnt.

Vi sad igen på fletmåtter og kavabovlen kom frem. En ældre mand af familien fandt posen frem med kavapulver, som han havde stødt aftenen før, så den var frisk. Sammen med tre andre af familien og nogle venner gik de igang med at lave kavadrikken. De spurgte, om vi havde smagt kava og vi kunne så fortælle, at vi havde prøvet det flere gange. De grinede, da vi sagde, at det ikke lige var vores yndlingsdrik, men at det var ok. Vi var mere optaget af at se Batida rulle sine lange supertynde cigaretter, hun så virkelig tjekket ud, når hun sad og røg på sådan en. I stedet for kava fik vi serveret et glas palmevin, og det smagte virkelig godt, meget frisk i smagen.

Inden vi tog afsked med dem, var vi lige ude i baghaven og se hvordan det med palmevinen foregik. En palmegren var hugget af og en plastik flaske hængte lige neden under hvor saften dryppede ned. Flasken blev skiftet daglig og skulle så stå til gæring i tre dage, så var vinen klar. Den blev lige hældt gennem en sigte inden serveringen.

Det var tid at komme tilbage, vinden var frisket og vi havde vores bange anelser om turen tilbage. Jollen lå fint og flød, nu var det højvande, så vi kom hurtigt afsted og kunne sejle ud over revet ved bugten. Det første stykke op langs kysten var der fladt vand, men ved næste pynt havde vinden frit spild og vi fik korte krappe dybe søer lige i snuden. Jollen stak snuden ned i søerne og skumsprøjtet stod ind over os, føj for en led tur det sidste stykke tilbage. Vi var totalt gennemblødte og rystende af kulde nåede vi endelig op til bugten med røde sviende øjne af salt. Vi kom hurtig ombord, af med kludene og ned og få et varmt brusebad og tøjet fik en tur i vaskemaskinen. Godt vi har vores nye generator til at køre vaskemaskinen. Selv om vi var våde og trætte, havde det været hele turen værd, en super dag.

Tirsdag 4. juni var vi ude at snorkle på revet. Vi har jo fuldmåne, så der er maximum høj- og lavvande, så revet kommer meget frem. Det var flot at svømme langs ydersiden og se de store viftekoraller. Her var mest små og mellemstore koralfisk og Henrik spottede en enkelt haj dybt nede. Fiskene har fine farver og da vi svømmede ind over revet, så vi flere flotte koralblokke. Senere på dagen tog vi ind og besøgte de to mænd, som bor i hver sin hytte. Vi fik popos og en stor bananklase og vi var velkomne til at få mere. De ville ikke høre tale om penge for det, de havde så rigeligt. Men den ene han sad og røg på en lang tynd cigaret, som han selv rullede og tobakken måtte han købe i Nuka. Så vi gav ham et par dollars, så han kunne købe tobak, og det tog han imod.

Den gamle i den næste hytte, er en rigtig sød fyr, som vi besøgte to gange. Ham forærede vi en stor pakke nudelsuppe, det sad han nemlig og spiste, da vi var der første gang, og det blev han glad for. Og så forærede vi ham en trøje, til når det blev lidt køligere og Lene fik et stort knus. Vi fik ham til at fortælle om sin rejse hertil fra Gilbert øerne sammen med sine forældre og om sin opvækst på Kioa, som var den ø, han først kom til. Senere kom han til Rabi med et par piger og blev senere gift og fik to sønner. Den ene af sønnerne var sammen med ham for tiden, da han næsten lige var kommet tilbage fra hospitalet efter en blodprop. Det lød som om, han havde været en rigtig skørtejæger. Han havde været ved politiet i Nuku, så han havde haft et godt liv der. Men nu foretrak han at være her i sin camp. Der lå også et par popos til os som tak for besøget.

Efter nogle dejlige dage, gjorde vi klar til at sejle videre. Mere senere.