80.
BREV
|
|
Fiji
|
|
Teksten
er kopiret direkte fra Sailbloggen. Redigering og billeder følger.
|
07 May 2012 | Stillehavet
Endnu
engang på Minerva Reef
I går søndag, lige over middag, sejlede vi igen ind
og ankrede på Minerva revet. Og det var jo nemt at sejle ind
gennem passet, vi kunne bare følge vores waypoints og sporet
fra sidste gang. Der var kommet to ind fra rallyet før os,
så vi lagde os op ved siden af. Det blev i den anden ende
af revet, end hvor vi lå sidst. Her er revet højere
og giver mere læ for bølgerne. Det er fuldmåne
i disse dage, så der er maximum forskel mellem høj-
og lavvande. De store bølger slår ind over revet ved
højvande, men når der er lavvande, som da vi kom ind,
var revet markant højere end sidst, vi var her, meget spændende
og flot.
Vi
besluttede lige i sidste øjeblik at sejle hertil. Meningen
havde været at sejle direkte op til Savusavu på Viti
Levu, men et lavtryk er under opbygning lige syd herfor og vil om
et par dage give os vind fra nord med 25 til 30 knob. Ikke lige
det der står øverst på ønskelisten, da
vi hele turen herop har haft netop den vindstyrke, godt nok fra
S?~ til ?~ og med mega bølger. Det har været en hurtig
men meget våd tur hertil.
Flere
både har meldt om havari og problemer med deres motor, autopilot
m.m. og en har været så uheldig at få trykket
et par store vinduer ind og fået en masse vand indenbords,
Puh-ha, det er slemt med så meget saltvand indenbords. Een
har over radioen spurgt om nogle havde fryseplads, deres fryser
er stået af. Det er bare uheldigt, når den lige er fyldt
op med en masse gode sager. Vores fryser er slukket og står
næsten gabende tom. Der er to bakker æg og nogle glas
med henkogt kød, som vi nu kan lave færdigretter af
til resten af turen op til Fiji, så vi skulle ikke få
problemer med myndighederne angående friske varer. Frost varer,
der er stemplet som eksport kvalitet fra NZ, må man gerne
indføre, men det skal være frosset.
Vi
ligger nu ca. 20 både fordelt i to grupper, hvor de fleste
skal til Fiji, men også både til Tonga er begyndt at
komme hertil. De fleste kom ind her til morgen, mandag og resten
i løbet af dagen. Nu venter vi bare på at få
en regnbyge i nat, så vi kan få vasket al saltet af.
Det er omsonst at vaske af med en spand vand, hvis ikke hele tanken
skal tømmes.
Vi
har dejligt vejr, og nyder endnu engang at være her, det er
virkelig en speciel oplevelse. Temperaturen om læ er også
steget fra 22 til 28 grader. Vi har endnu ikke været ude på
revet, vi fandt pludselig ud af, at vi var mega trætte. Vi
har faktisk sejlet flot, selv om vi sejlede lidt ekstra, da vi holdt
godt øst over for at kompensere for den nordøstlige
vind, som skulle komme, kom vi alligevel ind som en af de første
både. Vi havde også et etmål på 170 sømil,
over 7 knobs fart i gennemsnit, det er vi godt tilfredse med.
Nu
har vi fået hvilet og fået god mad og fået ryddet
op efter at have ligget på skrå i 5 døgn. Heldigvis
er vi sluppet for de store uheld, der er kun et par småting
som skal repareres.
Hvis
vejrmeldingen holder tager vi afsted torsdag eller fredag og forventer
at kommet til Fiji efter 3 til 4 dage, måske!
|
|
|
|
19 May 2012 | Savusavu, Fiji
Ankommet
til Fiji
Bula! Det betyder goddag eller hej på Fiji. Efter 4 dages
sejlads er vi nu kommet til Savusavu på Vanua Levu. Vi ankom
tidligt mandag den 14. maj efter at have sejle langsomt det sidste
døgn, der var mere vind end vejrudsigten forudsagde og vi
ville ikke ankomme til Fiji på en søndag, da det giver
problemer med indklareringen. De ser helst, at man kommer mellem
8 og 14, mandag til fredag.
Der
blev holdt en velkomst ceremoni for rally-bådene om onsdagen,
med taler og kava, alle bådene fik en kurv med frugt og grønt.
Kava bliver fremstillet af en busk i peberfamilien, som er meget
udbredt i Stillehavsområdet og Australien. Ved tygning eller
stødning af plantens rødder fremstilles en svagt narkotisk
drik. Drikken bruges ceremonielt og medicinsk.
Ellers
har vi været ude og spise med de andre et par gange, fået
ordnet og vasket efter turen herop og set lidt på byen, som
det tager 5 minutter at gå igennem.
I
dag, lørdag, skal vi på udflugt til en landsby lidt
herfra, hvor vi skal have mad lavet på den traditionelle måde
i en Lovo, en jord ovn, hvor maden bliver pakket ind i palmeblade,
og lagt ned i et hul sammen med varme sten og dækket til med
jord. Efter nogle timer er det så færdigt, og pakkerne
tages op og serveres i fletkurve og på palmeblade, og så
er det bare at tage for sig med klør fem. Man spiser med
fingrene, men vi får sikkert nogle spisegrejer.
Det
tog nogle dage at vænne os til varmen. De første dage
gik alt meget langsomt og vi trængte til at få sovet
igennem, hvilket var svært i varmen og den høje fugtighed,
men nu går det allerede meget bedre.
Der
er dejligt her i Savusavu og vi nyder at være her. Vi har
kun mødt venlighed, når vi har været i byen.
Her er gode butikker, hvor vi kan købe proviant billigere
end i NZ, godt vi ikke fyldte båden op med frostvare derfra.
Der
er ikke tid til mere, vi skal på tur nu. Bula - Bula!
|
|
28 May 2012 | Vanua Levu, Fiji
Ligger
for anker bag et rev
Efter næsten 2 uger i Savusavu er vi på farten igen.
Fredag tjekkede vi ud, det skulle gøres inden weekenden,
ellers skulle vi vente til mandag. Lørdag morgen var vi på
markedet og købe de sidste friske ting, så nu skulle
vi kunne klare os et stykke tid. Og meget vigtigt, vi købte
5 pakker kavarødder fint pakket ind i aviser med blåt
bånd omkring til sevu sevu. Når vi kommer til en ankerplads,
hvor der er en landsby, er det kutyme at gå op og forære
en pakke kavarødder til chiefen, ligesom når vi hjemme
besøger nogen og kommer med en buket blomster, for at hilse
på og bede om lov til at anker og gå rundt på
deres land.
Før
middag lørdag sejlede vi ud og lagde os for anker 3 sømil
fra byen, ikke en lang sejlads, men her kan vi bedre holde øje
med vejret. Vi venter på, at vinden skal gå lidt ned,
da vi skal mod øst, lige den retning som passat vinden kommer
fra. Vi vil besøge nogle ankerpladser langs syd og østsiden
af øen, inden vi sejler over på vestsiden af Fiji.
Tiden
i Savusavu er gået hurtigt. Vi har været ude og spise
flere gange med de andre i rallyet og tirsdag var der afsked på
Hot Springs Hotellet, der ligger på en bakke lige bag byen.
Her fik vi en drink og der var underholdning med en dansegruppe
fra en landsby lidt derfra. Flot show, især børnene
gik til opgaven med fuld energi. Bagefter var der middag. Hotellet
var åbent for os, medens vi var i byen og vi var velkomne
til at benytte deres svømmepøl.
Onsdag
tog vi bussen til Labasa på den anden side af øen.
Det er den største by her på Vanua Levu. Vi kørte
langs sydsiden af øen og så op over bjergene og ned
på nordvest siden af øen. Det er en meget smuk tur
og meget varieret landskab og selvfølgelig meget frodigt
med den meget regn. Der var køligt oppe i bjergene og vi
kunne se, at der var lavet skorstene på husene heroppe for
at varme lidt op. Det blæste godt heroppe og der kan sikkert
være ret koldt, når det også har regnet i flere
dage.
Vi
kunne lige skimte øerne og havet, da vi kørte ned
til Labasa, som ligger ca. 5 kilometer inde i landet. Floden Labasa
løber gennem byen og her er en livlig trafik af både
på floden.
Efter
at have gået rundt i byen nogle timer og set på en masse
indisk tøj, som et par af pigerne var interesseret i, fandt
vi endelig et godt sted, hvor vi fik frokost, en god karryret.
En
stor del af befolkningen i Labasa er fra Indien. De blev hentet
til Fiji for at arbejde i sukkerrørs markerne. Inderne udgør
idag ca. 45% af befolkningen. På busturen tilbage var bussen
fyldt til bristepunket med skolebørn, det var i sig selv
en oplevelse. En af de rigtig gode endda, de er så søde
og smilende og nysgerrige. Vi har kun mødt søde og
venlige mennesker her på Fiji.
Vi
regner med at sejle videre imorgen til den næste ankerplads,
vejrudsigten lover godt vejr.
|
|
30 May 2012 | Albert Cove, Fiji
Nye
ankerpladser
Tirsdag d. 29. maj var vi oppe klokken 6 og tog ankeret 6.15, da
solen var ved at komme op. Der var ingen vind, så vi gik for
motor ud til fyret, som står for enden af revet, vi skulle
rundt om. Selv uden vind stod der gammel dønning fra dagene
før med den megen vind, så Dana stak snuden ned og
skovlede en ordentlig sø op på vores fine afsaltede
dæk. Ja, det holder ikke længe. Til gengæld kommer
der sikkert snart regn igen. Sorte skyer driver truende rundt om
os, og i flere timer kan man være heldig at de pifter forbi,
men til sidst får man regnen.
Senere
kom en brise, men ikke nok til, at vi kun kunne sejle for sejl.
Vi satte kursen mod Fawn Harbour, som er en stor bugt godt beskyttet
bag et langt rev. Vi skulle lige finde åbningen i revet og
siksakke lidt gennem løbet, inden vi kom bag revet og fik
ankret med fin udsigt til den store ø Taveuni.
Vi
lå der bare for natten. Næste formiddag sejlede vi langs
revet til Viani Bay, som også er en stor dyb bugt med mange
rev og øer. Der skal navigeres med varsomhed gennem revet
og op gennem bugten, som ellers er meget dyb bare man holder fri
af revene. Vi prøvede forskellige steder, som er vist på
kortet, men endte op med at droppe ankeret på 20 meter vand
for at have svejeplads nok. Lige inden aften kom et par af vores
venner ind og ankrede lidt længere inde, men de har også
været her mange gange før. Til gengæld lå
vi fri af myggene.
Vi
fik besøg af Jack Fischer, som ejer landet omkring bugten
og dermed også retten til vandet. Så vi spurgte pænt
om lov til at ankre her, det koster jo ikke noget at være
høflig. Vi var meget velkomne også til at bruge een
af de to bøjer, som de havde lagt ud til besøgende
både. Og vi blev forsikret om, at de var stærke med
godt reb til bunden. Men vi kan jo bedst lide at ligge for vores
anker med 60-70 meter kæde ud.
Familien
Fischer og Covart, som bor i bugten på den anden side af pynten,
er i familie med hinanden, og de kender Jytte og Arnold, som har
boet her i mange år og haft deres båd Te Ni liggende
for anker i Nasau Bay. De solgte deres kokosplantage omkring 2004,
og Jytte rejste tilbage til Danmark. Arnold der imod sejlede Te
Ni hjem til Europa. Både Jytte og Arnold er radioamatører,
så de er kendt af mange. Vi havde en masse at snakke om og
lovede at komme ind og besøge dem, hvis vi kom forbi på
tilbagevejen. Men vejrudsigten for de næste dage lød
på fin vind fra syd og sydøstlig retning så vi
besluttede at sejle videre næste morgen, hvis der var sol
på himlen. Hele natten styrtregnede det.
Vi
fik en flot mogen næsten skyfrit mod nord, så det var
om at benytte det gode vejr til at sejle indenfor revet og videre
over til øen Kioa. Vi sejlede op langs vestsiden af Kioa
og videre op langs øen Rambi. Mens vi lå her, hørte
vi vores venner fra Viani Bay tale med nogle af de andre vi kender
på kanal 16. Det undrede os meget, at de hele tiden snakkede
der. Vi vidste, at de ville tage på revet og dykke med flasker,
og det lød som om, der var sket et eller andet. Det tog lidt
tid inden det gik op for os, at vennerne fra båden Touché
var sejlet på revet og var ved at blive reddet og båden
ved at synke.
Vi
fik et chock. Og midt i det hele kaldte en anden båd, Hokuléa,
op og meddelte at de var stødt på et koralhoved og
ville have hjælp. Med alt det i tankerne var vi nu nået
op til Albert Cove og skulle ind gennem revene til en dejlig ankerplads.
Vi troede, vi skulle have herligheden for os selv, men ak, her lå
allerede tre andre både vi kendte.
Så
paradiset er fundet. Stedet bliver beskrevet som et af de smukkeste
steder her på Fiji også fra vores venner Flemming og
Anne, som har været her flere gange og sejlet Fiji tyndt.
Men vi kom flot og sikkert ind med langsom fart og ankrede på
19 meter vand godt med kæde ud og her er god holde bund og
her er dejligt. Lige bag os kom den amerikanske båd Kite ind,
så vi ligger nu 5 både, fra Tyskland, Østrig,
England, USA og Danmark.
|
|
05 June 2012 | Albert Cove, Fiji
Oplevelser
i Albert Cove
Vi kom ind i går den 31. maj og havde en dejlig eftermiddag,
hvor det meste af tiden gik med kigge på livet inde på
stranden og råbe Bula Bula til dem, som kom forbi i deres
små både. Der er ca. 4 - 5 hytter langs stranden. Vi
kan lige skimte dem mellem palmetræerne. En masse høns
løber rundt på stranden, når hundene er væk.
Hen på eftermiddagen kom der mere liv på stranden, flere
gik ud i vandet med deres net for at fange de mange små koralfisk
og et par unge mænd kom frem fra skoven med en gris på
ryggen. Om her er vilde grise, ved vi ikke, eller om de har dem
i en indhegning inde bag ved, men der løber små grise
rundt på stranden.
Vi
havde en smuk solnedgang, mens vi lyttede til de sidste lyde fra
fugle, husdyr og mennesker ind fra stranden. Der blev tændt
bål og der kom gang i madlavningen. Flot aften med udsigt
til den nordlige del af Vanua Levu.
Den
1. juni nød vi vores morgenmad mens solen stod op og der
kom lidt gang i livet på stranden. Vi har nu fundet ud af,
at der har været besøg fra en af landsbyerne nede fra
Elisabeth Cove, som de kalder Eritabeta og Albert Cove hedder Motawa.
Derfor har der været så mange mennesker her. Hen på
formiddagen kom en panga ind og hentede omkring 20 personer, som
skulle tilbage til deres landsby, og så var her ikke mange
mennesker tilbage. Vi kom slet ikke igang med sevusevu her, der
var ingen interesse for det. De kom ud i deres små både
for at fiske og hilste på vejen forbi os og vi havde en kort
snak, så det var meget afslappet. Det er Banaban folk, som
har deres camps her og kun to ef hytterne er beboet hele tiden.
Banaban
folket kom hertil øen Rabi og Kioa kort efter 2. verdenskrig.
De kommer oppe fra ø-riget Micronesien. Oprindeligt fra øen
Banaba, også kaldet Ocean Island i Kiribati, hvor de tidligere
Gilbert øer ligger og Tuvalu med de tidligere Ellice øer.
Det er lidt forvirrende, men det er fordi ø grupperne har
fåer nye navne, og de mange øer er blevet delt op i
to forskellige ø grupper siden da.
Omkring
år 1900 solgte befolkningen på Banaba rettigheden til
at udvinde phosphat på øen til et mineselskab mod en
årlig afgift. Efterhånden blev hele øen ødelagt
på grund af minedriften og besættelsen af japanerne
under 2. verdenskrig tyndede yderligere ud i befolkningen.
De
overlevende på øen Banaba fik Rabi overdraget af et
engelsk mineselskab. Efter krigen var der ca. 2000 Banaban, som
bosatte sig på Rabi.
Befolkningen
på Kioa er polynesere og kommer fra Vaitupu atollen i Tuvalu.
Deres ø blev ødelagt af overbefolkning og dårlig
jordbrug under 2. verdenskrig. I 1946 købte nogle familier
øen Kioa for penge de havde tjent ved at arbejde for amerikanerne,
som havde besat deres ø den tid 2. verdenskrig varede.
Det
er meget søde og venlige mennesker og de er meget interesseret
i at høre, hvor vi kommer fra. Og geografien har de styr
på, de ved godt hvor Danmark ligger. De syntes, det er vildt
spændende med vores lange rejse her til deres øer og
heldige er vi, at de taler engelsk, så vi får en masse
af vide om deres liv her og nyder stor gæstfrihed. De forærer
os en masse frugt, det har de rigeligt af, de mangler ikke mad.
Men de må arbejde hårdt, for at sælge af de få
ting de dyrker, for at få penge til betale for at ungerne
kan komme i skole og få en uddannelse, det er de meget bevidste
om.
Den
2. juni gik vi en tur ad en sti tværs over bjergene, som vel
bare er høje bakker, til Small Cove på den anden side
af øen. Her var vi så heldige at komme til en camp,
hvor vi mødte Asija og Batida og deres søn samt et
par venner. Deres navne har vi opgivet at stave rigtigt, så
det er, som vi siger dem. De var så søde at invitere
os indenfor i deres hytte, som er lavet af flettede måtter,
som Batida har lavet. De var der i nogle uger for at dyrke deres
plantage, fiske og lave kokosolie og samle kokos, som de sælger
i byen Nuku, hvor de bor. Det er hovedbyen på Rabi. Det er
den eneste indtægtskilde de har. Deres søn på
15 går i skole i Nuka og så har de en datter, som går
i skole i Suva, og det koster dem en masse penge at give dem en
uddannelse. De viste os, hvordan de tørrede copra, som vi
kalder kokos, og udvinder olie. Sønnen klatrede op i en af
palmerne og rystede friske nødder ned, som vi sad og drak,
og det er rigtig lækkert.
Vi
var der en times tid, så kom en panga med nogle af deres venner
for at sejle dem tilbage til Nuka. De havde travlt med at lukke
campen ned og være klar til at tage afsted. De tilbød
os at komme med, så kunne de sætte os af i Motawa. Vi
takkede, men vi var faktisk ude for at få motion og foretrak
at trave tilbage. Så vi vinkede farvel og sagde, at vi ville
besøge dem i Nuku om nogle dage. Vi fandt cacaofrugter, papaya,
som de kalder popo, og bananpalmer plantet langs stien.
Senere
på dagen kom en panga forbi Dana og vi genkendte en af dem,
vi havde mødt over i campen. Der var 5 mand ombord og Henrik
fik snakket lidt med dem, mens Lene fik fundet nogle fiskekroge
frem og nogle trøjer, som vi ikke brugte mere. Det blev de
vist meget glade for og vi bad dem hilse vores venner.
Mandag
3. juni var det fint og stille vejr, så vi tog tidligt afsted
i jollen ned langs kysten, indenfor revet, ned til Eritabeta Bay.
Det er en tur på ca. 2,5 sømil, en ganske pæn
tur i vores lille jolle. Vi fandt ind gennem revet til den store
bugt, som er omkranset af mangrove. Der var flotte store koraller
her i mange fine farver, men vi så ikke så mange fisk.
Til
højre for os kunne vi skimte en jordvej og der lå også
nogle huse. Da det var lavvande, måtte vi slæbe jollen
et langt stykke over mudderbunden for at komme helt op til husene,
som lå tæt ned til vandkanten ved højvande og
særlig nu ved fuldmåne. Da vi var kommet halvvejs, kom
nogle unger løbene ud til os og de syntes, det var evig sjovt
at skubbe bag på jollen for at få den helt ind og det
hjalp faktisk. Vi fik den bundet forsvarligt fast til nogle store
sten og børnene skulle nok holde øje med den.
Så
var det bare afsted til Nuka, som lå ca. 5 kilometer længere
sydpå. Vi havde jo passeret byen da vi sejlede op til Matawa,
Albert Cove. Den er ikke sådan at overse med den store kirke
liggende højt oppe på en bakke. Vejen snoede sig langs
kysten og det varede ikke længe, før der lå huse
hele vejen ned til byen. Det er en flot udsigt de har over havet
og revet.
Endelig
nåede vi ned til byen og begyndte at spørge efter Asija,
og det tog ikke lang tid, før vi fandt ud af, at det ikke
var ved siden af denne kirke deres hus lå, som de havde forklaret.
Denne kirke var en metodist kirke, og den katolske kirke lå
længere sydpå. Vi tog os tid til at se kirken, selv
om det var en stejl tur op af de mange trapper. Mange var på
vej til gudstjeneste, den var allerede godt igang. Det tog de ikke
så nøje, de kom når de havde tid. Vi havde mere
indtryk af, at det mere var for at møde de andre i byen end
lige at sidde og høre på præsten. De kom, når
der skulle synges og det lød rigtig flot, vi kunne høre
deres sang langt væk, da vi travede videre gennem byen.
Vi
fik pludselig lyst til en cola eller andet med smag, vi havde vand
med, men det skulle smage af noget. Så da en fyr kom ud fra
et af husene og gik lige imod os, spurgte vi, om der var et sted
vi kunne købe noget at drikke. Pludselig var der genkendelse,
det var en af de fyrer, som havde været med i pangaen og besøgt
os dagen før. Nej alt var lukket, det var jo søndag,
men vi var velkomne til at komme ind og besøge ham og hans
kone, og så ville han hente et par kokosnødder ned,
så vi kunne få en frisk nød at drikke, hvis vi
havde lyst til det. Det ville vi jo gene, så vi fulgte efter
og blev præsenteret for hans kone, som viste sig at være
en kusine til Asija. Vi sad på fine flettede måtter
på gulvet og slubrede saften fra kokosnødderne i os,
men vi fik fortalt om familien og om deres liv i almindelighed.
De er utrolig afslappede og lige til at tale med om alt muligt.
Hun til bød at ringe til dem, men vi havde god tid og vi
ville gerne se, hvor de boede. Vi havde en lille pakke med til dem,
bare nogle fiskekroge og nogle trøjer. Kunne vi ikke finde
dem, kunne vi bare lægge pakken hos dem, når vi kom
tilbage, og de ville give den videre. Vi takkede for kokosdrikken
og traskede videre.
Pludselig
hørte vi sang og det var ikke fra den store kirke, lyden
kom fra bag nogle træer. Vi fandt en sti som førte
lige op gennem landsbyen og for enden lå en blåmalet
kirke med masser af mennesker udenfor. På vejen mødte
vi den anden af vennerne fra pangaen. Han kom med sin lille søn
på skuldrene og et stort smil, da han så os. Han viste
os Asija og Batidas hus og fortalte at de var i kirken, men gudstjenesten
sluttede snart.
Der
blev godt nok kigget, da vi gik forbi de mange mennesker, omkring
hundrede var her i alle aldre. Vi gik op til kirken og Lene kiggede
diskret ind for at se hvad der foregik. Kirken var fyldt til bristepunktet,
der var slet ikke plads til de mange udenfor. Der var altergang
og tre præster var i fuld sving med de mange gøremål.
Så blev der sunget for fuld hals, det lød rigtig flot
og kort efter var det slut. Vi havde i mellemtiden fundt Asija udenfor,
så vi gik med ham mod deres hus. Lene fik øje på
Batida i mængden og gik mod hende, og alle kiggede da de omfavnede
hinanden og spurgte nysgerrigt, om hvem vi var, og så gik
snakken på deres eget sprog. Vi hørte bare lige Danmark
blive nævnt.
Vi
sad igen på fletmåtter og kavabovlen kom frem. En ældre
mand af familien fandt posen frem med kavapulver, som han havde
stødt aftenen før, så den var frisk. Sammen
med tre andre af familien og nogle venner gik de igang med at lave
kavadrikken. De spurgte, om vi havde smagt kava og vi kunne så
fortælle, at vi havde prøvet det flere gange. De grinede,
da vi sagde, at det ikke lige var vores yndlingsdrik, men at det
var ok. Vi var mere optaget af at se Batida rulle sine lange supertynde
cigaretter, hun så virkelig tjekket ud, når hun sad
og røg på sådan en. I stedet for kava fik vi
serveret et glas palmevin, og det smagte virkelig godt, meget frisk
i smagen.
Inden
vi tog afsked med dem, var vi lige ude i baghaven og se hvordan
det med palmevinen foregik. En palmegren var hugget af og en plastik
flaske hængte lige neden under hvor saften dryppede ned. Flasken
blev skiftet daglig og skulle så stå til gæring
i tre dage, så var vinen klar. Den blev lige hældt gennem
en sigte inden serveringen.
Det
var tid at komme tilbage, vinden var frisket og vi havde vores bange
anelser om turen tilbage. Jollen lå fint og flød, nu
var det højvande, så vi kom hurtigt afsted og kunne
sejle ud over revet ved bugten. Det første stykke op langs
kysten var der fladt vand, men ved næste pynt havde vinden
frit spild og vi fik korte krappe dybe søer lige i snuden.
Jollen stak snuden ned i søerne og skumsprøjtet stod
ind over os, føj for en led tur det sidste stykke tilbage.
Vi var totalt gennemblødte og rystende af kulde nåede
vi endelig op til bugten med røde sviende øjne af
salt. Vi kom hurtig ombord, af med kludene og ned og få et
varmt brusebad og tøjet fik en tur i vaskemaskinen. Godt
vi har vores nye generator til at køre vaskemaskinen. Selv
om vi var våde og trætte, havde det været hele
turen værd, en super dag.
Tirsdag
4. juni var vi ude at snorkle på revet. Vi har jo fuldmåne,
så der er maximum høj- og lavvande, så revet
kommer meget frem. Det var flot at svømme langs ydersiden
og se de store viftekoraller. Her var mest små og mellemstore
koralfisk og Henrik spottede en enkelt haj dybt nede. Fiskene har
fine farver og da vi svømmede ind over revet, så vi
flere flotte koralblokke. Senere på dagen tog vi ind og besøgte
de to mænd, som bor i hver sin hytte. Vi fik popos og en stor
bananklase og vi var velkomne til at få mere. De ville ikke
høre tale om penge for det, de havde så rigeligt. Men
den ene han sad og røg på en lang tynd cigaret, som
han selv rullede og tobakken måtte han købe i Nuka.
Så vi gav ham et par dollars, så han kunne købe
tobak, og det tog han imod.
Den
gamle i den næste hytte, er en rigtig sød fyr, som
vi besøgte to gange. Ham forærede vi en stor pakke
nudelsuppe, det sad han nemlig og spiste, da vi var der første
gang, og det blev han glad for. Og så forærede vi ham
en trøje, til når det blev lidt køligere og
Lene fik et stort knus. Vi fik ham til at fortælle om sin
rejse hertil fra Gilbert øerne sammen med sine forældre
og om sin opvækst på Kioa, som var den ø, han
først kom til. Senere kom han til Rabi med et par piger og
blev senere gift og fik to sønner. Den ene af sønnerne
var sammen med ham for tiden, da han næsten lige var kommet
tilbage fra hospitalet efter en blodprop. Det lød som om,
han havde været en rigtig skørtejæger. Han havde
været ved politiet i Nuku, så han havde haft et godt
liv der. Men nu foretrak han at være her i sin camp. Der lå
også et par popos til os som tak for besøget.
Efter
nogle dejlige dage, gjorde vi klar til at sejle videre. Mere senere.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|