30 June 2013 | Cairns, Australien

Vi er i Cairns
Dana har nu ligget i Marlin Marina i Cairns næsten en uge.

Indtjekningen i Australien gik helt smertefrit, vi havde ellers frygtet det værste, efter alle de grusomme historier vi har hørt. Vi kaldte Customs på vej ind gennem den 5 sømil lange kanal ind til Cairns havn og fortalte, hvornår vil være der. Da vi kom ind i marinaen stod 2 fra Quarantine klar på broen, det er dem der bla. tjekker fødevarer og træ ombord. De er hysteriske med at vi ikke bringer insekter med ind i Australien, så alt træ, både det som Dana er apteret med og de træ figurer som hænger rundt omkring, blev nøje tjekket. De gennemgik alle skabene med en lommelygte, men tog kun nogle ganske få ting, som løg, gulerødder, agurk o.l. De tog en del billeder på dækket og nede i båden, incl. indholdet i nogen af skabene. Efter en god halv time gik de igen, efter at vi havde betalt næsten 2000 kr. for deres service. Derefter kom Customs og lavede indclareringspapierne og stemplede passene. Vi havde i forvejen udfyldt papirerne, bare som en kladde, men det syntes de var helt perfekt, så efter at vi havde skrevet under på, at vi ikke havde mere alkohol med end det tilladte, gik de igen. Nøjagtig en time efter at vi lagde til var alting klaret.

Tiden er fløjet afsted. Vi har haft travlt i starten af ugen med at skaffe ekstra reservedele til motoren og få tjekket en generator, som vi har haft med, men som ikke virkede helt godt. Det havde vi brug for nu, da vi på turen hertil var så uheldige at vores generator satte ud og vi ikke havde strøm resten af turen hertil. Ydermere havde vi meget lidt vind og overskyet på den første halvdel af turen så solceller og vindmøllen gav ingenting. For første gang nogensinde kom vi virkelig i knæ med hensyn til strøm, der blev kun tændt de nødvendige navigationslys og iPaden brugte vi til at sejle efter. Computer og GPS blev slukket og de sidste to dage blev også køleskabet slukket; men der var nu ikke meget tilbage, så blev det afrimet.

Det var bare så uheldigt, motoren kørte fint efter at den var blevet repareret og så skulle generatoren lige stige af. Men Henrik har allerede lavet den igen. Han arbejdede hele næste dag, efter vi var kommet hertil og hele onsdagen var vi på cykel ud til industrikvarteret for af finde de ting vi manglede. På nær een ting som Hans må sende til Darwin for os, fandt vi det hele.

Vi nyder virkelig at ligge i marina, selv om det er lidt dyrt. Men når vi nu skulle fise så meget rundt og købe ind til turen op til Darwin og samtidig også proviantere så meget vi kan have med os til turen fremover, er det nemmere når man bare kan stige i land og ikke skal i jollen frem og tilbage og ud på floden.

Vi nyder at spadsere hver aften langs den flotte esplanade, her er et fantastisk liv og en øredøvende kvidren fra papegøjer og flagremus, der er tusindevis af dem. Ellers er Cairns meget turistet og her er masser af restauranter med mad fra hele verden. Vi har fundet et godt sted hvor vi spiser thai-mad, virkelig lækkert. Her mange unge mennesker, så her er masser af liv og en fin stemning. Over hele byen er her et kæmpe udbud af turer til de mange udflugtssteder i baglandet og dykkerturer til revet. Hver morgen starter mindst 8 store catamaranmotorbåde og andre fartøjer propfyldt med turister ud til de mange dykkersteder og øer. Her er helt øde efter klokken 8 om morgenen. Her til formiddag har vi igen været oppe og proviantere og købt kød til at henkoge. Henrik har henkogt hele eftermiddagen, så nu er der 12 retter og en kasse med kogte pølser, som kan holde i et par uger i bunden af køleskabet.Nu skal den sidste dag nydes i byen, ikke mere fisen og faren rundt og så er vi klar til at komme videre.

Sejler videre mandag den 1. juli til Low Islands og regner med at komme til Darwin i slutningen af juli.

24 July 2013 | Darwin, Australien

Ankommet til Darwin.
Fra Cairns sejlede vi nordover inden for The Great Barrier Reef, der strækker sig 2000 kilometer langs Australiens nordøst kyst. Mellem fastlandet og det ydre rev ligger der tusindvis af mindre rev og øer, som man snor sig imellem.

Vores første stop efter Cairns var Low Islands, som ligger så tilpas tæt på kysten at mange kan sejle herud på en dagudflugt og derfor også er godt besøgt. De fleste tager ind på den lille sandø med fyret eller snorkler på revet mellem øerne. Her er mange større fisk som svømmer rundt om båden i håbet om at blive fodret, som iøvrigt er forbudt. Men nabobåden gjorde det alligevel og der var livlig aktivitet. Vi lå der bare en nat for en bøje helt alene, da sidste båd sejlede tilbage til Port Douglas ved solnedgang.

Næste morgen startede vi tidligt og sejlede natten over i hård vind til Lizard Island, som ligger næste helt ude ved de yderste rev. Det blæste stadig frisk, da vi anduvede bugten næste morgen. Vi ankrede lige agten for den svenske båd Tina med Anders ombord, som vi havde mødt både i Noumea og Cairns. Revet på vores styrbords side er afmærket af små hvide bøjer, så det var let at se, hvor vi bedst kunne ankre, i øvrigt på fin sandbund.

Den første dag blev vi ombord, det blæste for meget til at sætte jollen i vandet og vi orkede ikke at sejle ind i de store bølger. Næste morgen havde vinden aftaget lidt og vi tog ind og gik den den lange tur op på toppen til Capt. Cooks udkigspunkt. Herfra var virkelig en fantastisk udsigt til de mange øer og rev, som nu ved lavvande strakte sig langt ud mellem øerne. Langt ude, næsten helt ud til det åbne hav, ligger Ribbon Reef nr.10. Her er den kendte dyk- og snorkelplads, Cod Hole, hvor de kæmpe store groupers, Potato Cod, kan ses. Vi havde virkelig sat næsen op for at sejle derud og nappe en bøje, men det blev ved med at blæse 25-30 knob og 35 i pustene, så vi måtte opgive. Men vi havde da også fine oplevelser på revene her ved ankerpladsen. Vi så mange kæmpemuslinger, en meter lange, i fantastiske farver og mange store flotte både blød -og hårdekoraller. Her var til vores overraskelse mange store fisk og så havde vi meget sjov med en stor helt rød klovnefisk, som vi aldrig har set før. Den for lige i hovedet på os for at forsvare sin anemone og alligevel var den også lidt tam, den svømmede rundt mellem hænderne på os. Alle de andre klovnefisk vi så var stribet i forskellige farver.

Det var også sidste snorkelsted, for næste stop ville blive i krokodilleland, og det skulle vi ikke nyde noget af. Der står advarselsskilte mange steder om at tage sig i agt for de store saltvandskrokodiller. Vi spadserede en lang tur over det flade land til lagunen på den anden side af øen, rundt kysten og videre til en forskningsstation, som ligger ud til lagunen. Her komme forskere fra hele verden for at deltage i undersøgelser omkring revet. Vi var heldige at få vist en film om deres arbejde og gå rundt og kigge i de forskellige bassiner med koraller og fisk.

Det var tid at komme videre og vi besluttede at starte om formiddagen og sejle natten over for at nå op til Morris Island. Dagturene havde vi opgivet. De få ankerpladser der er, var alt for udsatte med den megen vind. Det blæste da også meget og der var skum på bølgerne på ankerpladsen ved Morris, selv om en lang sandtange tog lidt af for søen, men det var tåleligt for en nat. På Morris Island vokser der fire kokospalmer de tre resterende var knækket af på midten og de få træer som voksede på midten af øen så noget udpinte ud, det der groede bedst var en slags agave, som omkransede hele øen og holdt på sandet. Her var mange fugle især hvide hejre, ryper og forskellige terner og måger.

Vi startede tidligt næste morgen for at nå op til Portland Road i dagslys. Vi har ca. 12 timer, hvor vi kan se at komme ud fra en ankerplads og igen nå at ankre inden det bliver for mørkt, så det skal times. Selv om vi har masser af vind med os, skal vi tage højde for strømmen og den kan drille ret så meget. Desuden sejler vi i afmærket sejlruter og der skal holdes godt udkig. Til tider var der megen trafik, 3 - 4 store skibe passerede os inden for få timer og til tider måtte vi have en snak over VHFén. Om natten for at sikre os, at vi var enige om til hvilken side vi ville passere hinanden, men da vi oftest lå lige udenfor renden var der ikke de store problemer. Det var nok mest fordi vores vindror gør, at vi lå og sik sakkede lidt, at det kunne virke forvirrende for større skibe.

Portland Road er bare en stor bugt, hvor man kan ligge lidt i læ for vinden og søen. Men man slipper ikke for lidt bølger, som løber ind tværs på ankerpladsen og gør den lidt urolig. Også her lå vi bare en enkelt nat sammen med et par andre sejlere vi havde mødt før. Vi tog ikke ind, på grund af dybden lå vi ret langt ude og det var sent på eftermiddagen, og der så ikke ud til at være den store aktivitet derinde. Vi havde hørt at der skulle være et spisested, men det var lukket for tiden.

Næste morgen, det var faktisk stadig tusmørke, da vi tog ankeret og satte kurs mod Margaret Bay, som også bare er en stor bugt, hvor man kan ligge i læ for vind og sø. Vi havde en frisk dagtur, hvor vi skiftede forsejlet over fra den ene side til den anden gud ved hvor mange gange. Vinden skiftede retning hver gang en af de sorte skyer kom hen over os og så fik vi 2 - 5 minutters regn, samtidig var sejlrenden lidt snørklet her. Vi fik ankret i Margaret Bay først på eftermiddagen og fik senere selskab af en af de andre Portland Road.

Vi lå en dag over i Magaret Bay. Vi ser egentlig ikke så meget af kysten på grund af varmedis og røgen fra afbrænding af sukkermarkerne. Hver nat er himlen lyst op af ilden langs kysten. Vi ser lidt bjerge og klipper, som er dækket med kridhvidt sand, så det ligner hvide bjerge og her er kilometervis af sandstrande langs Margaret Bay.

For at det skulle passe, at vi kunne sejle gennem Albany Passage med medstrøm den følgende dag, skulle vi starte fra Magaret Bay ved 23 tiden (11 om aftenen). Heldigvis var det let at slippe ud herfra i mørket. Vi havde stadig meget vind og bygeskyer med regn og skiftende strømretninger, men vi var heldige at nå op til kanalen i tide. Det så godt nok lidt faretruende ud med høje bølger på begge sider af Dana jo nærmere vi kom det snævre sted og et kort øjeblik, kom vi i tvivl om, hvor smart det var at gå igennem. Men fanden tag om vi skulle rundt Albany Island og tilhørende øer og have sidevind med høje bølger, hvis vi kunne suse lige gennem kanalen. Vi havde jo prøvet det før med hvirvelstrømme, så det kunne vel ikke gå helt galt, så vi holdt på. Godt vi gjorde det, vi fik den fineste tur med 6 knobs medstrøm og der var meget flot gennem kanalen og så havde vi kun en kort strækning rundt om øerne Eborac og York, sidstnævnte skulle vi sejle tæt ned langs med for at komme til ankerpladsen ved Cape York, hvor vi havde tænkt os at ankre op.

Cape York er Australiens nordligste punkt, så samtidig med at vi runder det, forlader vi også Koral Havet og Det Store Barriere Rev gennem Torres Strædet.

Desværre var der for megen vind og sø, da vi stævnede ind mod land og bunden kom farende op. Der var under disse forhold alt for lavt og vi blev usikre på revene, som lå lige ved siden af. Det var svært et se tydeligt hvad der var brænding ved revet eller søer der brækkede, så vi valgte at sejle videre til Possession Island, hvor vi ankrede lige udenfor en åbning i revet. Det var ærgerligt med Cape York, vi havde håbet at komme i land der og kigge ud over Torres Strædet, men nu kunne vi i stedet gøre det fra toppen af Possession Island.

Vi tog nemlig i land næste formiddag og gik en lang tur langs stranden til Cook´s monument og op på toppen af øen, hvorfra vi havde en flot udsigt over Endeavour Strait til Prince of Wales Island og omliggende øer og til den anden side Simpson Bay med High Island og Roko Island og fastlandet.

Næste formiddag tog vi afsted for motor, der skulle være 20 til 25 knobs vind, helt mærkeligt at skulle starte motoren op efter al den vind. Men vi nød at få lidt ro i vores hoveder, nu havde det blæst uafbrudt i 3 uger, så vi var helt øre i hovedet. Men at hele dage skulle gå uden vind, først hen under aften kom den, kom bag på os. Godt den endelig kom, nu vi skulle krydse Gulf of Carpentaria og videre over Arafura Sea mod vest til Darwin. Det tog os 5 dage at komme til Alcaro Bay, hvor vi ankrede op for natten. Her havde vi en rolig og stille nat.

Næste morgen var vi klar til at tage videre til Darwin. Alt var timet med hensyn til tidevandet, som vi skulle have med os rundt Cap Don i Dundas Strait og videre gennem det smalle stræde mellem fastlandet og øen Melville. Vi havde også strømmen med og masser af strømhvirvler og høje bølger, så vi fik nogle rigtige vaskere ud for Cape Don. Turen gennem Clarence Strait gik hurtigt og uden problemer.

Men da vi kom fri efter strædet og satte kursen mod Darwin og Fannie Bay fik vi en rigtig lortetur. Vinden var drejet mere mod syd og blæste nu 25 knob lige i snuden på os og stejle korte søer rejste sig og vi bankede pæle. Sejlene måtte vi bjærge og kun for motor hakke os afsted med 3 knobs fart i næsten to timer for fuld skrue. Her vi fik så meget vand ind over os, vi kan dårligt huske, hvornår vi sidst har haft så våd og ulækker en tur. Alt var bare saltet til i tykke kager, vinduerne kunne vi næsten ikke se ud gennem, så tykt et lag salt lå der på dem. Føj for en møg tur bare det lille sidste stykke. Landet er så fladt, så her er ingen beskyttelse, selv i Fannie Bay blæste det og høje bølger rullede forbi os på ankerpladsen. Vi ankrede langt ude på grund af tidevandet, vi havde fuldmåne, så høj -og lavvande var på sit højeste, 7 meters forskel, så man skulle lige tænke over hvor langt inde man lod ankeret gå.

Her lå vi så og rullede de næste par dage sammen med en masse andre både. Bugten var næste fyldt op da rallyet til Indonesien skulle starte nogle dage senere. Mange både kendte vi fra de foregående år og da vinden lagde sig efter et par dage og vi kunne komme ind til stranden, mødte vi mange gamle bekendte. Mere om Fannie Bay og Darwin i næste brev.

Fra Darwin mod Mauritius
I Fannie Bay lå vi i 5 dage. Så havde vi fået nok, da det blæste det meste af tiden og vi fes en halv mil ind i jollen med bølger lige i nakken og landede i en god surf. Der var vogne, som klubben udlånte, så vi kunne køre jollen længere op på stranden og slap for at slæbe den, det var rart. Klubben og området var meget hyggeligt og set inde fra land så bugten, med alle bådene for anker, helt stille og rolig ud bare med surf i vandkanten. Men turen tilbage igen ud til Dana var knap så morsom. Vi blev hurtig trætte af at slæbe på poser med varer, som vi i forvejen havde slæbt rundt på i byen og så det sidste stykke med bussen ud til Fannie Bay.

Vi skulle finde en Marina vi kunne betale, da vi skulle have en mekanikker ombord til at stramme og justere vores motor, den havde kørt godt 50 timer siden Noumea, så det var tid. Vi fik lavet en aftale med en marina rundt om pynten lidt op langs kysten. Men først skulle vi have en aftale med en dykker, som skulle tjekke bunden på Dana og alle vandindtag, at vi ikke havde muslinger eller andet grimt med, når vi blev lukket ind i marinaen. Når man kommer i marina her på kysten, sejler man ind i en sluse og bliver så løftet op til vandniveu i marinaen. Så det er en næsten lukket enhed og derfor er de på mærkerne, at der ikke slipper muslinger og andre uheldige dyr ind fra bunden af båden.

Vi sejlede næste morgen ind til en bro og dykkeren stod klar til at tjekke bunden. Hun sprøjtede noget rødt stof op i alle vandindtag som så skulle lukkes. Hele operationen var gratis. Vi skulle så blive liggende der, det var udenfor den dyre marina, til næste morgen. Vi var så heldige, at der på samme bro var en tankstation, så vi forhalede og fik fyldt dunke og tanke op med diesel.

Næste morgen ved højvande sejlede vi op til marinaen og sejlede ind i en meget lille sluse og blev løftet nogle meter op. Hele bassinet var omgivet af villaer med haver lige ned til vandkanten og flere havde deres private bro til deres båd, så lå alle vi andre i midten af bassinet.

Det tog lige et par dage at få arrangeret at få en mekanikker ned som kunne lave det arbejde. Nu vi havde adgang til ferskvand gik vi igang med at spule alt salt af presenninger, dæk og beslag. Ah! det var rart at få en ren båd igen. Men det skulle ikke varer længe, så hvirvlede det ned med store sodflager, sikke et svineri. De brændte sukker rørs marker af ikke lang fra hvor vi lå, og vi opgav at rengøre mere. Det værste er at indånde alt det sod, som flyver rundt. Soden og små fluer som bider, var det værste ved at ligge i marinaen og især når vinden lagde sig til aften, og vi ville nyde at sidde i cockpittet.

Vi havde faktisk planlagt at tage på nogle dages udflugt i en af nationalparkerne, men vi må være ærlige at sige, at vi tabte lysten og havde bare lyst til at komme videre. Efter en hektisk uge med indkøb og vi købte meget ind her, var vi helt flade.