Den 6. august sejlede vi ud af marinaen i Darwin og satte kurs mod Ashmore Reef, hvor vi ville slappe lidt af efter den hektiske tur langs Australien. Timorhavet lå fladt, der var ikke megen vind, så den første dag var for motor. Undervejs blev vi 2 gange kaldt op af Customs fly, der ville vide hvem vi var og hvor vi skulle hen. Efter 5 dage kom vi til Ashmore Reef, som hører under Australien og til vores overraskelse lå der to skibe fra Customs. Et udenfor og et mindre indenfor ved en mooring ved siden af de moorings, som er lagt ud til besøgende. Vi blev kaldt op fra skibet udenfor og måtte igennem hele møllen med oplysninger om båden og os selv og endnu et tjek fra skibet der lå indenfor. De kom over i en gummibåd og de kom ombord for at notere os og give oplysninger om revet og især om hvad vi ikke måtte, De var flinke nok, men vi var lidt trætte af at blive holdt øje med, vi trængte bare til at være os selv. Det kunne vi godt glemme alt om.

Vi satte jollen i vandet, tog dragter på og snorkelgrej med og sejlede den lange tur ned til den eneste ø, af så vidt vi kunne se 4 øer, som vi måtte betræde men kun på stranden, vi måtte ikke gå rundt på øen. Og hvor sjovt er lige det, men vi fik da set spor af skildpadder, som havde været oppe og lægge æg og der var en del forskellige fugle, bland andet mange hvide hejre. Derefter sejlede vi hen over nogle rev, hvor der var en bøje vi kunne binde jollen fast til. Der var en del strøm, men vi fik da snorklet rundt hele revet. Det var egentlig ikke særlig interessant og der var heller ikke mange fisk at se. Når man tænker på, at det er en naturpark, var vi lidt skuffede. Vi havde tænkt at skulle være der flere dage, men næste morgen sejlede vi videre mod Cocos Keeling Islands. Vi ville passere Christmas Island, men vi gad ikke mere ind- og udtjekning, så den sprang vi over.

Det tog os knap 12 dage at sejle de 1550 sømil til Cocos islands, med meget varieret vind og de sidste dage med hård vind. Vi nåede lige at komme ind gennem revene og få droppet ankeret på ankerpladsen inden det blev mørkt.

Opholdet på Cocos blev præget at den megen vind, som vi som sagt også havde det sidste stykke, inden vi nåede dertil. Der var aldrig under 20 knob på ankerpladsen og bølgerne havde skum på et meste af tiden.

Vi sejlede 2 gange i jollen de 2 sømil indtil byen på Home Island og begge gange var vi gennemblødte, når vi nåede frem. Vores jolle er ikke god i den sø, men selv dem med store gummibåde var lige så våde. Men ellers var der pænt nok, hvide sandstrande og palmetræer og helt fantastiske blå farver på det klare vand.

Vi mødte mange både, vi havde set før og det var hyggeligt nok. Alle er på vej til Sydafrika, så mange af dem vil vi se igen og igen de næste måneder.

Da vi tjekkede ind, fik vi at vide, at skulle vi tjekke ud igen i denne uge, skulle det være om torsdagen. Så torsdag var vi 7 både der tog ind til Home Island for at tjekke ud til weekenden. De eneste der ikke var der var politiet, som skulle lave papirarbejdet. De blev kaldt over VHFen, men sagde at de ikke kunne komme. Men de ville komme ud til ankerpladsen næste dag. Om fredagen fik vi lavet vores papirer inde på den lille ø ved ankerpladsen. Så efter 8 dage på Cocos Keeling Islands tog vi hul på de 2400 sømil til Mauritius, tværs over det Indiske Hav.

Vi er nu halvvejs mellem Cocos Keeling og Mauritius. Det har været en meget fin og hurtig sejlads. Tilpas med vind og så har der været en god medstrøm og moderat sø. Så frygten for at søen skulle være meget urolig har heldigvis ikke været nødvendig.

Vi fangede en flot dorado forleden morgen. Vi har her på turen haft vores slæbegenerator ude, da vi jo har sejlet med god fart og trukket masser af strøm på, så slipper vi for at høre på vindmøllen. Men vi kan ikke fiske, når vi slæber den efter os, det har vi prøvet een gang hvor fiskelinen blev viklet ind i slæbelinen, da fisken krydsede den for at slippe væk og sikke et roderi med at få al det indenbords, fisk og line og propel. For ikke at tale om de timer det tog at vikle alt ud igen. Propellen kan vi kun få ind når den stopper med at køre rundt, det er umuligt at trække den ind når båden gør fart; så når den skal ind, når vi vil fiske, har vi en plastic tragt, som vi firer ud på linen og når den slipper ud over propellen stopper den og vi kan hale den ind. Vi havde blot fiskelinen ude to timer og slam så var der bid. Henrik havde en brag kamp med at få den halet ind, da vi sejlede med pæn fart og til sidst måtte Lene hale forsejlet ind for at mindske farten, men vi fik den da indenbords.

Der er mange både på vej fra Australien til Sydafrika i øjeblikket. Vi tjekker ind på et lille radio net hver eftermiddag. Her er vi 10 både der udveksler position og vejr. Der er et andet net om morgenen, men her lytter vi bare.

Den 16. september om formiddagen ankom vi til Port Louis, som er hovedstaden på Mauritius. Det var lidt af et chok at sejle op gennem havnen, som er meget lang. Her er en infernalsk larm fra de mange store fiskerbåde fra Taiwan, som ligger på rad og række op gennem havnen fastgjort til store bøjer. Vi sejlede ud og ind mellem dem, indtil vi til sidst kom helt op i bunden, hvor vi skulle tjekke ind ved customs, inden vi kunne sejle over i havnebassinet til de andre lystbåde

Det er en meget flot havnefront de har fået bygget med luksushotel og mange luksusbutikker med de kendte mærker og mange vi aldrig har set før. Meget turistet, men spændende område og for os er det supert at ligge her midt i byen med flotte bjerge som baggrund. Personalet i marinaen er meget venlige og folk som kommer forbi er ivrige for at snakke og høre, hvor vi kommer fra og om vores oplevelser. På hotellet, som er tilknyttet marinaen, har vi fri adgang til at sidde og bruge deres internet; selv om det er i sneglefart, er det dog lykkedes os at få sendt og modtaget lidt, men det kræver stor tålmodighed.

Et par dage lejede vi en lille bil og havde en fin tur ned til sydkysten og til Black River Gorges National Park. Her så vi vandfald og vandrede de 9 km til Mauritius "højeste" bjerg; Black River Peak som er 828 meter højt. Det sidste stykke måtte vi hale os op i en kæde, som var gjort fast til et træ, for at nå toppen, det var næsten lodret op. Men det var anstrengelserne værd, vi havde en imponerende udsigt over en stor del af øen og så to store kratersøer herfra.

Der var masser af fugle i parken og vi hørte også nogle vildsvind grynte inde i buskadset. Men vi var ikke heldige at se aber, som vi ved er her. Det er altså ikke helt det højeste bjerg. Bjerget Pieter Both er faktisk 4 meter højere, 832 meter højt og meget spektakulært med en klippeblok balancerende på toppen. Men skal man derop, skal man klatre med tov, så for almindelige småkravlere, er Black River Peak det højest tilgængelige. Vi var glade for turen og lidt stolte, at vi klarede at komme til toppen, efter den megen sejlads.

Næste dag startede vi med at køre til supermarkedet Jumbo for at handle vildt ind, så vi slipper for at gøre de store indkøb, når vi kommer til den næste ø La Réunion. Bilen blev fyldt op og vi tog tilbage til Dana og fik alt pakket ned.

Så fortsatte vi nordpå til Grand Baie hvor flere af de andre var sejlet op i nogle dage. Der var også dejligt, men mega turistet, meget mere end i Port Louis.

Vi fortsatte langs nord- og nordøstkysten og var ude på flere af de små offentlige strande for at nyde udsigten til øerne og revene som ligger langs kysten.

Vi kørte gennem endeløse sukkermarker og så hvordan de høstede med en maskine med to stålsnegle, som hakkede sukkerrørene i småstumper. Vi havde andre steder kun set hvordan de manuelt hakker sukkerrørene med en machete.

Vi syntes, vi havde meget glæde af at ose på det flotte marked, de har her i byen og mærke lidt af storby livet. Det er det bedste market, vi har set siden Panama. Vi har lyttet til musik og oplevet danseopvisning på det flotte torv ved havnefronten. Det er vist det tætteste befolket land i verden. Folk er søde og flinke, vi føler her er en god atmosfære på trods af de mange forskellige folkeslag og deres forskellige trosretninger og at de bor så tæt sammen.

De sidste dage går vi og gør båden klar til næste lille trip. Får vasket og købt de sidste friske varer, da vi ikke ved hvordan forholdene er i La Réunion. Vi håber, der kan blive tid til nogle ture op i bjergene. Det næste trip fra La Réunion er til Sydafrika og skal planlægges godt.