|
|
|
|
La
Réunion
til Richards Bay: 1450 sømil
|
|
|
Det
holdt stik med fredag den 18. oktober. Sent på formiddagen
forlod vi La Réunion og startede på den 1450 sømil
lange sejlads til Richards Bay, som tog os 11 dage. Det første
døgns tid var ikke særlig spændende sejlads,
det tager lidt tid, inden man slipper væk fra den lokale sø
og vind omkring øen.
Vi
havde faktisk fået et rigtig godt vindue, omend med lidt lette
vinde lidt længere sydpå men vi justerede vores sejlads
efter vores grib-filer og holdt lidt længere nordpå
end først planlagt og var så heldige, at få en
god medstrøm der hvor vinden slap. Vi fik selvfølgelig
både frisk vind og høj sø. Først vinden
tværs og senere agten ind, sejlads med spilet forsejl og det
gav god fart. Vi sejlede til et waypoint godt 100 sømil nordøst
for Richards Bay og satte derfra kurs mod havnen. Det gjorde at
vi sejlede ca. 45 grader i forhold til den stærke Agulhas
strøm, der løber sydover med 4-5 knob. Desværre
kunne vi ikke nå til Richards Bay i dagslys, men ankom ved
3 tiden om morgenen i bulder mørke med tunge mørke
regnskyer med finregn og lyn og torden i det fjerne.
|
|
Vi
var ikke specielt heldige med ankomsten. Vi kaldte havnekontrollen
op og fik at vide, vi skulle vente udenfor renden, da et skib var
på vej ind. Vi kunne ikke se noget, men pludselig kom et stort
containerskib frem lige agten for os, det kan nok være vi
kom væk. Vi havde så fået opfattelsen af, at vi
bare kunne fortsætte ind efter det, og nu havde vi noget at
styre efter. Der var så mange forskellige lys, så vi
blev helt forvirrede. Lidt efter blev vi kaldt op og bedt om at
give vores position og fik så at vide, at vi skulle være
blevet udenfor, indtil vi fik besked på andet, UPS!
Og
nu skulle vi se at komme væk i en fart. Jo tak, en stor slæbebåd
kom hvæsende lige i hovedet på os med en stor bovbølge
og lige bagefter kom et containerskib buldrende. Føj, for
en dum situation og så skulle vi udenfor renden igen, lige
hvor der lå et vrag, som der selvfølgelig ikke var
lys på og Lene så det først i sidste øjeblik.
Os der er så forsigtige og aldrig sejler ind i en havn, vi
ikke kender, når det er mørkt, skulle nu første
gang lige ryge ind i alle disse problemer, OOh, shit!
|
Derefter
kunne vi sejle ind og finde en plads, fik vi besked på. Vi
lagde os selvfølgelig et forkert sted og alt var buldermørkt
og store slæbebåde lå i det yderste bassin, hvor
vi havde fået opfattelsen af, at vi skulle lægge os.
Vi fik lagt Dana fint langskibs og kiggede næsten tre meter
op, hvor der stod nogle fra slæbebådene til at tage
imod vores ender. I mørket fandt vi en lejder, så vi
kunne kravle op og hilse på. Så kom den slæbebåd
ind, som havde gennet os væk ude i renden og lagde sig lige
agten for med fuld skrue, og vi tænkte, nu får vi nok
en overhaling. Men nej, en hvid fyr (alle de andre var sorte) kom
springende op og gav Henrik hånden og sagde, at der var ingen
problemer, mens vi stod og undskyldte og hældte vand ud af
ørerne. De var alle så flinke og forklarede, at vi
lå på den forkerte side af molen og nu ville de hjælpe
os med enderne, så vi kunne få fred, vi var død
trætte efter 11 døgns sejlads. På denne strækning
har vi nok været mere på mærkerne end ellers.
Vi har da også været heldige ikke at blive ramt af en
hval, som tre af vores medsejlere blev. En måtte på
land med beskadiget ror og de to andre måtte have dykker nede,
dog ikke med de store skader.
|
Da
vi sejlede om på den anden side, var det i mellemtiden blevet
så lyst, at vi kunne se flere af vennerne ligge uden på
hinanden i den anden ende af bassinet, men der var ikke plads til
os, så vi lagde os der, hvor slæbebåden havde
anbefalet os at ligge.
Det
viste sig, at vi lå indenfor et afspærret område
og det havde vi det lidt dårligt med, vi kunne ikke komme
i kontakt med nogle af de andre. Men senere på dagen kom Anders
og Marie og vi fik lov at slippe ud, så vi kunne gå
rundt og finde en plads. Heldigvis var en båd lige sejlet
og vi kunne lige smutte ind på den plads. Så nu lå
vi i Small Ships Harbour gratis, fri strøm og vand, herligt.
Der er faktisk to marinaer lige ved, og vi havde tænkt at
flytte til en af dem, når papirarbejdet var overstået,
men kunne vi blive her, var det jo fint. Vi ventede hele dage på
at customs, immigration og health skulle komme, men der skete intet.
Næste dag kaldte vi igen op, og fik samme besked at vi bare
skulle vente. Det kunne vi jo ikke blive ved med, i princippet må
vi jo slet ikke forlade båden. Vi kunne så forstå,
at det ville blive en sej omgang, de andre som sejlede en uge før
os, havde måtte vente i 5 dage for at blive klirret ind. En
af vores norske venner, som havde været ansat i et stort firma
hernede, trak lidt i trådene for at fremskynde processen.
Og det lykkedes, for sent samme dag kom immigration, flink fyr ingen
problemer og næste dag customs og health og vi kunne tage
det gule flag ned. I øvrigt har vi kun mødt hjælpsomhed
og venlighed.
|
|
Floden
hvor alle lystbådene lå ved broerne ud for Zululand Marina |
I
modsætning til Zululand Marina, som ligger på den anden
side lidt oppe ad floden, er her noget mere gang i den, med restauranter
langs hele waterfronten, og mange lokale kommer her for at spise.
Men der er måske mere hyggeligt oppe i floden, hvor de fleste
andre både ligger, her er vi kun 8-10 udenlandske både,
resten er lokale, som vi jo så snakker med og får gode
råd.
|
|
En af
aberne står klar til at springe ombord, der er allerede et par
stykker, som fiser rundt i riggen |
Vi
fik besøg ombord på Dana af en flok aber. Det er de
små vervet monkeys, de er sølvgrå med et meget
sødt lille ansigt og meget graciøse. De kommer faktisk
forbi ca. tre gange om ugen morgen og eftermiddag. Så skal
man ikke have noget spiseligt liggende, for det snupper de. De springer
ombord og svinger sig i faldene og løber op på bommene
og vi har en farlig fis med dem, vi syntes det er skægt, når
de kommer. Flere af hunnerne har en lille unge hængende under
maven, men ellers er det mest ungerne fra sidste år, vi morer
os med, de er vældig legesyge.
Om
eftermiddagen, når de kommer tilbage fra deres udflugt fra
den anden side af havnen, samles de i større flokke og springer
ombord på lystbådene, for at tigge noget at spise eller
stjæle noget de kan lege med. Man skal ikke have noget udstyr,
instrumenter eller lignende stående fremme, hvis man vil være
sikker på selv at beholde det.
|
|
Her er
eftermiddagsholdet ved at samle sig til en tur ombord på bådene |
Vi
ser også mange forskellige fugle her på havnen, bland
andet ibis, ørne, hejre og forskellige isfugle og mange forskellige
måger, her er et meget rigt dyreliv.
Vi
har det godt her, søde og venlige mennesker. Er behagelig
overraskede over hvor meget vi får for vores penge både
med hensyn til at leje bil, købe mad og drikkevarer, går
ud og spiser, som vi normalt sjældent gør. Men her
kan men tillade sig nyde en god middag og det er dejligt. I marinaerne
ligger man som regel gratis de to første uger og så
bliver man medlem af klubben og betaler en reduceret pris for pladsen.
Så er der også fri adgang til klubbens faciliteter.
Da
vi havde været her i tre dage, lejede vi en bil sammen med
Anders og Marie. Vi ville gentage succesen fra La Réunion
og tage på safaritur sammen og opleve en masse!
|
|
På
udflugt i St. Lucia wetland park i strid vind op gennem floden |
Lørdag
den 2. november kørte vi op til St. Lucia wetland park lidt
nord for Richards Bay. Floden ved St. Lucia har sit udspring fra
en stor sø, som ligger langt nordpå. Det er en bred
flod, som løber tæt langs det Indiske Ocean blot adskildt
af lidt savanneland og store sandbankker. Vi skulle på en
to timers bådtur for at se flodheste, nilkrokodiller og masser
af fugle. Det var godt nok en blæsende dag, men nu vi var
her, syntes vi, der skulle ske noget.
|
|
Den unge fyr her
var god til at udføre nogle flotte badutspring
|
Inden
vi kom ombord på catamaranbåden, var der underholding
af nogle unge afrikanere, som udførte forskellige krigsdanse
og andre badutspring til stor fornøjelse for os og ikke mindst
for dem selv.
|
|
Entusiasmen
og livsglæden var i top |
Sikke
en
flot tur vi fik. Vi så masser af flodheste, som lå og
boltrede sig i vandet og gassede sig på mudderbankerne.
|
|
Disse
store kolosser ser jo rimelig godmodige ud, men spækket bedrager,
lynhurtigt kan de blive dødsens farlige, hvis man kommer for
tæt på deres unger eller inden for deres sociale omgivelser
også indbyrdes er der en vis hakkeorden, det er om at kende
sin plads. |
|
|
|
|
For os andre ligner
det jo vild uorden, som de mosler rundt |
men de nyder det
sociale i at ligge tæt sammen i vandet |
|
|
Zebraer
gik rundt langs bredden af floden og vi så også flere
flokke inde i baglandet |
|
|
|
Floden snor sig som
floder gør og her er vi lidt i læ for vinden |
Væverfuglene
er dygtige redebyggere |
|
|
|
Her den
sidste afpudsning, så den falder i med naturen |
Her er
der frit spil og vinden høvler bare ned ad floden |
|
|
|
Vi kunne
sejle rimelig tæt på dem unden de brokkede sig og det
var ikke for at tigge mad, for fodring var forbudt |
|
|
|
En havørn
er lige landet med en fisk fra floden |
Et stort firben ligger
og soler sig på et stykke drivtømmer |
|
|
|
En enlig
zebra og et vue over baglandet. Der er lidt savanneland mellem floden
og Det Indiske Ocean. |
|
|
|
En vervet
monkey har fundet en klase frugter |
|
|
|
En af
de store nilkrokodiller, som man let kan overse i det grumsede flodvand |
|
|
|
Han sidder
stille og roligt og nyder en frugt |
|
|
|
Endnu
en af de skællede fyre ligger og soler sig med et glimt i øjet
og lumsk smil |
|
|
|
Lidt
reklame for St. Lucia Wetlands herligheder. |
Det
blev ligesom optakten til vores to dages tur til Hluhluwe-Imfolozi
dyrepark, for den ligger ikke så langt væk fra St. Lucia.
Så da vi kom tilbage fra bådturen, kørte vi derop
for at bestille værelser på Hilltop Camp, som ligger
i Hluhluwe, den nordlige del af de to parker. Samtidig kunne vi
måske være heldige at se nogle dyr. Det kostede kun
60 kr. pr. person at komme ind og vi havde til klokken 19, hvor
parken bliver lukket af.
|
|
På
vej op gennem Hluhluwe-Imfolozi dyrepark til Hilltop Camp |
Vi
var da heller ikke mere end lige kommet ind, før vi så
zebraer og bøfler og længere oppe kom tre giraffer
majestætisk gående. Vi blev meget overraskede over at
se, hvor flot der var oppe på Hilltop Camp. Det ligger fantastisk
og selve campen består af flere forskellige typer huse, som
ligger gemt inde bag træerne.
|
|
Vi så
en flok bøfler græsse på skråningen langs
vejen |
|
|
|
Også
zebraerne var glade for det friske græs |
|
|
|
Girafferne
havde de friske forårsskud for sig selv i toppen af træerne |
Det var først da vi kom op mandag, vi så hvor fint,
vi skulle bo, og fortrød næsten at det kun var for
een nat. Vi havde hver et stort soveværelse med to kæmpe
senge og eget bad på hver side af et fælles køkken,
med alt hvad man havde brug for, hvis man selv havde mad med og
opholdsstue med fladskærm samt udgang til en terrasse.
|
|
|
Impalaer
bag de halvnøgne træer nipper friske skud fra buskene |
En vildsvine
familie luntede over vejen og hannen sluttede trop |
På
vejen ud kørte vi mod den nordligste gate for at se den del
af parken. Her var vi så heldige både at se vildsvin,
impalaer og en flok reedbuck. Fantastisk, på så få
timer allerede at se så mange dyr, så vi glædede
os til at komme tilbage.
|
|
Endnu
en flok bøfler nyder det friske forårsgrønne og
kan æde sig mætte |
|
|
|
Zebraerne
kunne vi komme ganske tæt på |