91. BREV

 
 
La Réunion til Richards Bay: 1450 sømil
 
 

Det holdt stik med fredag den 18. oktober. Sent på formiddagen forlod vi La Réunion og startede på den 1450 sømil lange sejlads til Richards Bay, som tog os 11 dage. Det første døgns tid var ikke særlig spændende sejlads, det tager lidt tid, inden man slipper væk fra den lokale sø og vind omkring øen.

Vi havde faktisk fået et rigtig godt vindue, omend med lidt lette vinde lidt længere sydpå men vi justerede vores sejlads efter vores grib-filer og holdt lidt længere nordpå end først planlagt og var så heldige, at få en god medstrøm der hvor vinden slap. Vi fik selvfølgelig både frisk vind og høj sø. Først vinden tværs og senere agten ind, sejlads med spilet forsejl og det gav god fart. Vi sejlede til et waypoint godt 100 sømil nordøst for Richards Bay og satte derfra kurs mod havnen. Det gjorde at vi sejlede ca. 45 grader i forhold til den stærke Agulhas strøm, der løber sydover med 4-5 knob. Desværre kunne vi ikke nå til Richards Bay i dagslys, men ankom ved 3 tiden om morgenen i bulder mørke med tunge mørke regnskyer med finregn og lyn og torden i det fjerne.

 

Vi var ikke specielt heldige med ankomsten. Vi kaldte havnekontrollen op og fik at vide, vi skulle vente udenfor renden, da et skib var på vej ind. Vi kunne ikke se noget, men pludselig kom et stort containerskib frem lige agten for os, det kan nok være vi kom væk. Vi havde så fået opfattelsen af, at vi bare kunne fortsætte ind efter det, og nu havde vi noget at styre efter. Der var så mange forskellige lys, så vi blev helt forvirrede. Lidt efter blev vi kaldt op og bedt om at give vores position og fik så at vide, at vi skulle være blevet udenfor, indtil vi fik besked på andet, UPS!

Og nu skulle vi se at komme væk i en fart. Jo tak, en stor slæbebåd kom hvæsende lige i hovedet på os med en stor bovbølge og lige bagefter kom et containerskib buldrende. Føj, for en dum situation og så skulle vi udenfor renden igen, lige hvor der lå et vrag, som der selvfølgelig ikke var lys på og Lene så det først i sidste øjeblik. Os der er så forsigtige og aldrig sejler ind i en havn, vi ikke kender, når det er mørkt, skulle nu første gang lige ryge ind i alle disse problemer, OOh, shit!

Derefter kunne vi sejle ind og finde en plads, fik vi besked på. Vi lagde os selvfølgelig et forkert sted og alt var buldermørkt og store slæbebåde lå i det yderste bassin, hvor vi havde fået opfattelsen af, at vi skulle lægge os. Vi fik lagt Dana fint langskibs og kiggede næsten tre meter op, hvor der stod nogle fra slæbebådene til at tage imod vores ender. I mørket fandt vi en lejder, så vi kunne kravle op og hilse på. Så kom den slæbebåd ind, som havde gennet os væk ude i renden og lagde sig lige agten for med fuld skrue, og vi tænkte, nu får vi nok en overhaling. Men nej, en hvid fyr (alle de andre var sorte) kom springende op og gav Henrik hånden og sagde, at der var ingen problemer, mens vi stod og undskyldte og hældte vand ud af ørerne. De var alle så flinke og forklarede, at vi lå på den forkerte side af molen og nu ville de hjælpe os med enderne, så vi kunne få fred, vi var død trætte efter 11 døgns sejlads. På denne strækning har vi nok været mere på mærkerne end ellers. Vi har da også været heldige ikke at blive ramt af en hval, som tre af vores medsejlere blev. En måtte på land med beskadiget ror og de to andre måtte have dykker nede, dog ikke med de store skader.

Da vi sejlede om på den anden side, var det i mellemtiden blevet så lyst, at vi kunne se flere af vennerne ligge uden på hinanden i den anden ende af bassinet, men der var ikke plads til os, så vi lagde os der, hvor slæbebåden havde anbefalet os at ligge.

Det viste sig, at vi lå indenfor et afspærret område og det havde vi det lidt dårligt med, vi kunne ikke komme i kontakt med nogle af de andre. Men senere på dagen kom Anders og Marie og vi fik lov at slippe ud, så vi kunne gå rundt og finde en plads. Heldigvis var en båd lige sejlet og vi kunne lige smutte ind på den plads. Så nu lå vi i Small Ships Harbour gratis, fri strøm og vand, herligt. Der er faktisk to marinaer lige ved, og vi havde tænkt at flytte til en af dem, når papirarbejdet var overstået, men kunne vi blive her, var det jo fint. Vi ventede hele dage på at customs, immigration og health skulle komme, men der skete intet. Næste dag kaldte vi igen op, og fik samme besked at vi bare skulle vente. Det kunne vi jo ikke blive ved med, i princippet må vi jo slet ikke forlade båden. Vi kunne så forstå, at det ville blive en sej omgang, de andre som sejlede en uge før os, havde måtte vente i 5 dage for at blive klirret ind. En af vores norske venner, som havde været ansat i et stort firma hernede, trak lidt i trådene for at fremskynde processen. Og det lykkedes, for sent samme dag kom immigration, flink fyr ingen problemer og næste dag customs og health og vi kunne tage det gule flag ned. I øvrigt har vi kun mødt hjælpsomhed og venlighed.

 

 

Floden hvor alle lystbådene lå ved broerne ud for Zululand Marina

 

I modsætning til Zululand Marina, som ligger på den anden side lidt oppe ad floden, er her noget mere gang i den, med restauranter langs hele waterfronten, og mange lokale kommer her for at spise. Men der er måske mere hyggeligt oppe i floden, hvor de fleste andre både ligger, her er vi kun 8-10 udenlandske både, resten er lokale, som vi jo så snakker med og får gode råd.

 

En af aberne står klar til at springe ombord, der er allerede et par stykker, som fiser rundt i riggen

 

Vi fik besøg ombord på Dana af en flok aber. Det er de små vervet monkeys, de er sølvgrå med et meget sødt lille ansigt og meget graciøse. De kommer faktisk forbi ca. tre gange om ugen morgen og eftermiddag. Så skal man ikke have noget spiseligt liggende, for det snupper de. De springer ombord og svinger sig i faldene og løber op på bommene og vi har en farlig fis med dem, vi syntes det er skægt, når de kommer. Flere af hunnerne har en lille unge hængende under maven, men ellers er det mest ungerne fra sidste år, vi morer os med, de er vældig legesyge.

Om eftermiddagen, når de kommer tilbage fra deres udflugt fra den anden side af havnen, samles de i større flokke og springer ombord på lystbådene, for at tigge noget at spise eller stjæle noget de kan lege med. Man skal ikke have noget udstyr, instrumenter eller lignende stående fremme, hvis man vil være sikker på selv at beholde det.

 

Her er eftermiddagsholdet ved at samle sig til en tur ombord på bådene

 

Vi ser også mange forskellige fugle her på havnen, bland andet ibis, ørne, hejre og forskellige isfugle og mange forskellige måger, her er et meget rigt dyreliv.

Vi har det godt her, søde og venlige mennesker. Er behagelig overraskede over hvor meget vi får for vores penge både med hensyn til at leje bil, købe mad og drikkevarer, går ud og spiser, som vi normalt sjældent gør. Men her kan men tillade sig nyde en god middag og det er dejligt. I marinaerne ligger man som regel gratis de to første uger og så bliver man medlem af klubben og betaler en reduceret pris for pladsen. Så er der også fri adgang til klubbens faciliteter.

Da vi havde været her i tre dage, lejede vi en bil sammen med Anders og Marie. Vi ville gentage succesen fra La Réunion og tage på safaritur sammen og opleve en masse!

 

På udflugt i St. Lucia wetland park i strid vind op gennem floden

 

Lørdag den 2. november kørte vi op til St. Lucia wetland park lidt nord for Richards Bay. Floden ved St. Lucia har sit udspring fra en stor sø, som ligger langt nordpå. Det er en bred flod, som løber tæt langs det Indiske Ocean blot adskildt af lidt savanneland og store sandbankker. Vi skulle på en to timers bådtur for at se flodheste, nilkrokodiller og masser af fugle. Det var godt nok en blæsende dag, men nu vi var her, syntes vi, der skulle ske noget.

 

Den unge fyr her var god til at udføre nogle flotte badutspring

 

Inden vi kom ombord på catamaranbåden, var der underholding af nogle unge afrikanere, som udførte forskellige krigsdanse og andre badutspring til stor fornøjelse for os og ikke mindst for dem selv.

 

Entusiasmen og livsglæden var i top

 

Sikke en flot tur vi fik. Vi så masser af flodheste, som lå og boltrede sig i vandet og gassede sig på mudderbankerne.

 

Disse store kolosser ser jo rimelig godmodige ud, men spækket bedrager, lynhurtigt kan de blive dødsens farlige, hvis man kommer for tæt på deres unger eller inden for deres sociale omgivelser også indbyrdes er der en vis hakkeorden, det er om at kende sin plads.
 
 

For os andre ligner det jo vild uorden, som de mosler rundt men de nyder det sociale i at ligge tæt sammen i vandet

 

Zebraer gik rundt langs bredden af floden og vi så også flere flokke inde i baglandet
 
Floden snor sig som floder gør og her er vi lidt i læ for vinden Væverfuglene er dygtige redebyggere
 
Her den sidste afpudsning, så den falder i med naturen Her er der frit spil og vinden høvler bare ned ad floden
 
 
Vi kunne sejle rimelig tæt på dem unden de brokkede sig og det var ikke for at tigge mad, for fodring var forbudt
 
En havørn er lige landet med en fisk fra floden Et stort firben ligger og soler sig på et stykke drivtømmer
 
 
En enlig zebra og et vue over baglandet. Der er lidt savanneland mellem floden og Det Indiske Ocean.
 
 
En vervet monkey har fundet en klase frugter
 
 
En af de store nilkrokodiller, som man let kan overse i det grumsede flodvand
 
 
Han sidder stille og roligt og nyder en frugt
 
 
Endnu en af de skællede fyre ligger og soler sig med et glimt i øjet og lumsk smil
 
 
Lidt reklame for St. Lucia Wetlands herligheder.

 

Det blev ligesom optakten til vores to dages tur til Hluhluwe-Imfolozi dyrepark, for den ligger ikke så langt væk fra St. Lucia. Så da vi kom tilbage fra bådturen, kørte vi derop for at bestille værelser på Hilltop Camp, som ligger i Hluhluwe, den nordlige del af de to parker. Samtidig kunne vi måske være heldige at se nogle dyr. Det kostede kun 60 kr. pr. person at komme ind og vi havde til klokken 19, hvor parken bliver lukket af.

 

På vej op gennem Hluhluwe-Imfolozi dyrepark til Hilltop Camp

 

Vi var da heller ikke mere end lige kommet ind, før vi så zebraer og bøfler og længere oppe kom tre giraffer majestætisk gående. Vi blev meget overraskede over at se, hvor flot der var oppe på Hilltop Camp. Det ligger fantastisk og selve campen består af flere forskellige typer huse, som ligger gemt inde bag træerne.

 

Vi så en flok bøfler græsse på skråningen langs vejen
 
 
Også zebraerne var glade for det friske græs
 
 
Girafferne havde de friske forårsskud for sig selv i toppen af træerne

 

Det var først da vi kom op mandag, vi så hvor fint, vi skulle bo, og fortrød næsten at det kun var for een nat. Vi havde hver et stort soveværelse med to kæmpe senge og eget bad på hver side af et fælles køkken, med alt hvad man havde brug for, hvis man selv havde mad med og opholdsstue med fladskærm samt udgang til en terrasse.

 

Impalaer bag de halvnøgne træer nipper friske skud fra buskene En vildsvine familie luntede over vejen og hannen sluttede trop

 

På vejen ud kørte vi mod den nordligste gate for at se den del af parken. Her var vi så heldige både at se vildsvin, impalaer og en flok reedbuck. Fantastisk, på så få timer allerede at se så mange dyr, så vi glædede os til at komme tilbage.

 

Endnu en flok bøfler nyder det friske forårsgrønne og kan æde sig mætte
 
 
Zebraerne kunne vi komme ganske tæt på