Vejrmeldingen lød på fisk vind indtil hen på torsdag morgenen, da ville vinden næsten forsvinde helt og vi var forberedt på motorsejlads det sidste stykke ned til Durban. Omkring midnat startede et voldsomt uvejr inde over land og vi talte om, at det var godt, det var derinde. Masser af lyn så hele himlen blev oplyst og dyb torden i det fjerne. Men pludselig trak uvejret ud over vandet og vi så en sort sky bag os, men det så ud til at trække væk og forsvinde nordøst over. Vinden forsvandt langsomt og der burde vi nok have været lidt mere på vagt, men vejrudsigten sagde jo, at vinden skulle gå ned og næsten forsvinde, så det var jo som det skulle være.

Nu da vinden forsvandt tog vi spilerstagen ned og rullede sejlet ind, vi havde sejlet med spilet forsejl i flere timer og med god fart, men nu hængte sejlet bare.

Lidt vind kom tilbage og vi rulle ud igen, og så kom det! det var stille før stormen. I et splitsekund havde vi 50 knob vind og vi nåede kun at få halet godt halvdelen af forsejlet ind, inden det revnede. Til al hæld holdt liget og vi kunne rulle resten ind og på den måde forhindre at mere af sejlet gik i stykker. Men en del af det blafrede helt vilt i vinden, som nu gik helt bananas.

Gud være lovet, vi fik spilerstagen ned og alle ender på plads og gjort fast. Vi tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket med et spilet forsejl oppe. Da vinden ramte os, tog vi jo en ordentlig overhaling, og alt i cockpittet havnede på dørken. Det var et sant virvar af skøder og det var om at få fat i de rigtige ender og så få halet ind i en fart og få ryddet op.

Vi nåede aldrig selv at se hvor meget det blæste, for vi havde travlt med at få vindroret koblet fra, vindfanen var allerede blevet bøjer i beslagene (aldrig sket før) og det kunne slet ikke styre nu. Nu skulle vi håndstyre, så kun een person var der til at se på kortet, hvor vi var og give en ny kurs og få orden i cockpittet og få lukket cockpitteltet af i siderne, da det væltede ind over os med vand, både med hård regn og fra bølgerne, som vi fik tværs.

På det tidspunkt toppede vinden og vi havde fuld storm. Vi fik senere at vide af vores italienske venner, som ikke var langt fra os, at vi havde 82 knob vind. Vinden gik ned til omkring 60-70 knob, som vi havde et godt stykke tid, indtil den ganske langsomt over ca. 4 timer forsvandt helt og vi som forvented sejlede det sidste stykke for motor.

Ingen af os 5 både har nogensinde oplevet et uvejr som dette. Det kom så hurtigt og så vildt. Vi havde næste alle sammen fået ødelagt noget. Det var mest vores gamle sejl og presenninger, som ikke kunne klare mosten. Syningerne sprang op og ligesom en domino effekt, fortsatte det bare der ud af. Vi var også så uheldige at miste vores toplanterne med vindex, den blæste simpelthen væk og uden at vide det, havde vi sejlet uden lys på. Det var Anders som gjorde os opmærksom på, at vi ikke havde lys i toppen mere.

Vi nærmede os Durban tidligt om morgenen i meget diset vejr og så, at her på "reden", vi vil nok kalde det åbent hav, lå næsten 30 store skibe for anker og ventede på at komme ind med deres last. Så det var om at holde god udkig og da vi nærmede os indløbet, fik vi tilladelse af havnekontrollen til at anduve langs styrbords side af sejlrenden, da et stort fartøj var på vej ud. For enden af sejlrenden kiggede vi op i en maga stor havn med masser af kraner og skibe og lodsbådene susede om øerene på os; og hvor pokker skulle vi hen! En politibåd kom op til os og sagde, vi bare skulle følge efter dem til marinaen, hvor vi ville få anvist en plads. Efter lidt sejlen frem og tilbage kom vi endelig ind på en plads overfor vores italienske venner. Puh-ha, det var rart endelig at slappe lidt af oven på den oplevelse. Men det blev ikke til meget, Henrik havde travl med at komme op til sejlklubben og få ordnet alle vores papirer. Lene gik igang med at tage forsejlet ned for hurtigst muligt at få det til sejlmageren. En fransk medsejler kom og hjalp med at få sejlet ned, så det ikke gik mere i stykke end det var, det første stykke hængte jo i laser og det skulle ned, inden det begyndte at blæse op igen. Italienerne overfor havde allerede ringet efter sejlmageren, de havde en hel del der skulle repareres, både deres sejl og bimini var gået i stykker. Sejlmageren mente heldigvis at det var værd at reperere vores forsejl, da resten af sejlet stadig var i god stand.

At vejret skulle være atypisk i år hernede, har vi nu hørt rygter om og hvor har vi ikke hørt det! Mange af de steder vi har været og oplevet en forstærket vejrsituation, bliver der talt om, at det er et atypisk år. Helt anderledes end det plejer, eller at det er mange år siden, man har oplevet det sådan. Her oplevede vi så fire dage senere i marinaen den værste storm i mands minde. Vi vil ikke sige nogensinde, som de siger her, for det tror vi ikke på. Men slemt var det for os sejlere, som lå på den sidste halvdel af de to lange broer. Brosektionerne gik simpelthen fra hinanden og et par stikbroer sank mellem bådene. Det blev det rene kaos, det er jo lige klassikeren når en storm raser, at broerne går i stykker og synker og bådenede havner hulter til bulter oven i hinanden.

Vi må sige at de fra marinaen hurtigt kom ud af røret og gik igang med at udbedre de værste skader. Men det var vist godt med lidt gode råd fra sejlerne, så der ikke gik helt ged i den. I løbet af dagen og mens stormen tog til, gik det op for dem, at der skulle professionelt mandskab og redskaber til for at redde broerne. Vores ene pullert på broen sagde bare puf og så forsvandt den og Dana tog en ordentlig tur sideværs. Alle kom løbende til for at hjælpe med nye trosser og vi måtte finde vores store sjækler frem og sætte dem i broen og fortøje til dem for at være sikre på, at det kunne holde. Så var det bare om broen kunne holde.

Brosektionerne er beton med en jernramme om, hvortil der på midten er sjæklet ankre på rammen. Men med al den pres på ankrene, blev rammerne hevet fra hinanden og deformeret og det igen udviklede skævt træk på samlingerne mellem sektionerne, som iøvrigt er godt nedslidte. Der blev resten af ugen arbejdet på broerne og mange samlinger forstærket med kæder.

Der blev skrevet om det i avisen med et billede af bådene i havnen og et dramatisk billede oppe fra byen, hvor det blæste en pelikan. Oven i det hele regnede det i stænger, det væltede simpelthen ned med vand.

Dagene stryger afsted, vi har nu været her i 19 dage og det er meget længere end vi havde tænkt os. En uge til 10 dage og så videre ned langs kysten i hop. Men sådan skal det ikke være. Vi mistede måske vores første chance, da vores svenske og norske venner tog afsted, det var et lille vindue, men de klarede at nå ned til East London. Men vores sejl var ikke færdigt og vi havde stadig et par ting at reparere, så vi forberedte os til at stikke afsted ved næste vejrskift.

En uges tid senere så det næste vindue lovende ud, indtil et par dage før vi skulle afsted, så lukkede det igen. Vi havde ellers tjekket ud sammen med en del andre både, men kun et par meget store både valgte at tage afsted. I stedet fik vi så igen en storm her i marinaen og nu er er vi ved at tro, at det næsten er hverdagskost. Det er i hver til fældet trættende og broen er igen gået fra hinanden og vi fiser rundt for at tjekke, at det ikke er lige der, hvor vi ligger. Som vi har fået fortalt det, kommer disse storme kun ca. hvert 10. år. Det har noget med solens stilling at gøre, siges der, vi ved det ikke. Men som de siger, det sker ikke til næste år og skete ikke året før, normalt er her fint vejr på denne årstid. Men det kan vi jo ikke bruge til noget.

Ellers hygger vi os og hænger ud med de andre sejlere oppe i klubben, der er jo nok at tale om. Vi er også meget sammen med Karen og Birger og deres besætning fra Mie og vi nyder at tale dansk. Vi skal jo følges ad ned langs kysten og bagefter op til Walvis Bay i Namibia, hvor vi skal på safaritur sammen. Vi håber stadig, at det lykkes for os at komme ind til Knysna, hvor vi skulle være sammen med nogle af deres danske venner, som bor der, men tiden er godt nok ved at løbe fra os.

Vi har været lidt rundt i Durban og blandt andet set deres maritime museum og været ude og se Ushaka Marine World, som ligger lige ud til havet. Det der optog os mest, var deres fantastiske akvarium. På snedig vis er det lavet sådan, at man går ind i et strandet skib. Det er et stort skib, som er specielt bygget og det ser ud som om det ligger på en strand. Når man kommer ind, og går rundt inde i skibet kigger man ud på mange forskellige akvarier med masser af forskellige fisk lige fra store hajer til små farverige revfisk. Når man går gennem skibet, er der også mange mindre akvarier med fisk, søheste og koraller. Det kan vel bedst beskrives, som når kaptajn Nemo sad og så ud af vinduerne fra sin undervandsbåd. Her er skibet indrettet, som et gammelt motorskib med masser af maritimt udstyr som står eller hænger rundt omkring og giver en god atmosfære. Vi så da også et flot delfin og søløve show.

I dag har vi nu, håber vi, tjekket ud for sidste gang. Dette vindue får vi ikke bedre og skulle det gå hen og blive mindre, kan vi stadig nå ned til East London eller Port Elisabeth. Så på lørdag den 7. december tager vi herfra og hvortil ved vi ikke. Det bliver rart at komme videre efter 24 dage her i Durban. Vi bliver mange, som tager afsted. Folk er utålmodige, mange har aftaler om at være i Cape Town i begyndelsen af december og flere har taget afsted i kedeligt vejr og fået en røvtur. Så alle håber nu, at vejret vender og vi kan få en fin tur ned og de første tager afsted allerede i morgen. Det er godt, så der kan komme spredning mellem de mange både, og plads i de næste havne. For alt er booket up I Simonstown og Cape Town.

Onsdag den 11. december kom vi til Knysná. Vi lå fire både og ventede udenfor indsejlingen og kom fint ind klokken 10.15 om formiddagen. Det lokale redningsfartøj kom ud og gejdede os ind.

Vi var heldige at Anders fik arrangeret en plads til os i marinaen, den eneste vi kunne være på. Nu havde vi el og vand og lå sikkert i en aflåst marina. Det var dejligt at være sammen med Marie og Anders igen og vi har holdt jul og nytår sammen.

Vi lavede en dagtur ud til havet, for at se indsejlingen oppe fra klippesiden med den smalle passage, vi havde sejlet gennem. Vi gjorde det for at få et indtryk af, hvor vi havde sejlet og se klipperne i vandet og de mange strømninger, der blev skabt rundt om klipperne. Det havde der ikke været tid til at observere, da vi sejlede ind. Vi var dybt koncentreret med bare at holde kursen lige efter Mie.

Men nu fik vi et større overblik over skær og strøm og ved et kigge på billederne huske passagen, når vi skulle ud igen.

Få dage efter vi ankom, tog vi en tur sammen med Karen og Birger og besøgte Knud, som er en gammel ven til dem. Knud kom og hentede os og vi kørte ud til Knuds hus, som ligger ned til en Knysnariver. Vi fik handlet ind til en dejlig Braai (grill) til senere på aftenen.

Næste formiddag var vi ude og sejle på floden på en tømmerflåde med en påhængsmotor bag på. Det var en rigtig slappe tur og fint at se omgivelserne på en anden måde. Da vi skulle tilbage til marinaen, lånte vi Knuds pickup og havde den til rådighed i et par dage. Henrik var chauffør, Birger guide og vi fire andre sad bag på ladet.

Næste dag tog vi en tur ned til Plettenberg for at se en fuglepark, som desværre var blevet oversvømmet, så den var lukket. Men i stedet gik vi en tur i en abepark og det var sjovt at se aberne så tæt på. Specielt når vi kunne stå lige ved siden af deres spisesteder, her vrimlede de rundt.

Her var også andre dyr, som blev passet i parken, her er tre unge uldhårede storke ved at pusse sig

Derefter kørte til Jukani wildlife sanctuary. Et sted hvor de havde mange forskellige store "katte". Bengal tiger, siberian tiger, sort leopard, jaguar, puma og vilde hunde. Der var et område, hvor de havde mindre katte, der fik vi lov at gå frit rundt og sammen med et par oppassere gik vi ind til to store cheetaher, som lå og slappede under et træ. Kun se ikke røre! Vi var heldige at have en rigtig god guide som fortalte mange spændende ting om de forskellige kattes adfærd og deres arbejde med dem i reservatet.

Vi var også meget sammen med Marie og Anders og på en tur sammen rundt i Knysnas bagland, kom vi i snak med en dame, som spurgte, om vi kunne have lyst til at besøge en township lidt udenfor Knysna. Hun kunne godt se, vi blev lidt overraskede, vi tænkte ikke, det var et sted, man bare skulle besøge. Hun inviterede os hjem til sig og vi kørte sammen i hendes bil ud til hendes hus, hvor hun inviterede på kaffe og kage. Vi havde nogle dejlige timer sammen med hende og det var spændende at høre hende fortælle om afrikanernes historie og udviklingen af denne township, som hun ofte besøgte. Alt det var nyt for os og vi slog ørerne ud.

Næste dag hentede hun os ved havnen og vi fik nu lejlighed til at se og høre om det landskab vi kørte gennem. Det var spændende, hun var virkelig god til at fortælle historier og formidle budskaber om alt det, som foregik i de forskellige townships og specielt den vi var på vej ud til. Hun havde blandt andet et gammelt sterioanlæg med, som hun ville forære til den nyåbnede restaurant.

Efter et par timers kørsel, det er store afstande hernede, faktisk et kæmpe land, så vi et mega stort område med masser af små huse, som så næsten ens ud indtil man kom tæt på, så var de bare meget forskellige alle sammmen.

Bed and breakfast, det var så flot lavet for små og simple midler, hvem finder på at bruge rødmalede olietønder som en del af en væg, det virkede vildt godt i det lille soveværelse og der var mange andre spøjse og gode ideer i de forskellige rum, vi var vildt imponerede over farver og materialer de havde brugt.

Det havde været et spændende besøg og vi var alle fire meget overraskede, over alt det vi havde set og hørt. Det var kun en oplevelse vi havde fået, fordi vi havde mødt et menneske, som virkelig brændte for de mennesker og denne township. Det blev først sent på eftermiddagen, vi blev sat af ved marinaen, godt flade efter en lang og varm dag. Tak for en god oplevelse til vores veninde !