Tiden spurter afsted, vi har snart været her i knysna godt en måned og nyder stadig at være her. Vi har været på en biltur til Cape Town, da vi ikke ved, hvor længe vi vil være der, når vi skal tjekke ud. Her er så meget at se, så nu hvor vi ligger sikkert i en marina, syntes vi, det var oplagt at se os lidt omkring. Vi startede med at køre op over bjergene til baglandet og fortsatte videre gennem vindistrikterne til byen Stellenbosch, hvor vi havde vores første overnatning. Her ligger den ene vingård efter den anden, et meget smukt område. Vi besøgte vingården Muratie, en af de ældste gårde i området, med et flot udsigt til Taffelbjerget fra haven, hvor vi slappede lidt i skyggen.

Næste dag startede vi tidligt, da vi ville op på Taffelbjerget, inden der kom for mange turister. Godt at vi var tidligt på den, for kort tid efter kom de første store turistbusser med masser af mennesker og køerne ved billetlugerne blev alen lange. Det tog da også over en halv time, inden vi kom omborde i kabelvognen og susede op til toppen. Vi var heldige med vejret og havde en fantastisk udsigt over byen, havnen, Robben Island, kysten og havet. Det er en meget flot klippekyst og der er mange stier, hvor man kan spadsere rundt på hele bjergtoppen.

Da vi var mætte af indtryk og lidt frokost, som vi spiste på restauranten, tog vi kabelvognen ned, for nu kom varmedisen og den fine udsigt forsvandt lidt. Så vi kørte i stedet over på Signal Hill for derfra at se Taffelbjerget og den anden side af kysten. Vi havde egentlig tænkt os at tage en bytur, men tiden løbe fra os, og skulle vi nå det vi havde planlagt, måtte det vente til vi kom til Cape Town med Dana.

Vi kørte ned langs Atlanterhavs kysten mod fiskerbyen Hout Bay. Kyststrækningen fra CT mod HB er en fantastisk smuk klippekyst med bugter, flotte hvide sandstrande hvor havets store bølger bryder mod klipperne og giver store surfbølger på stranden. På turen ned mod Hout Bay, begyndte det at blæse op og da vi kom ned til havnen, blæste det en pelikan lige op gennem bugten. Selv om havnen ligger godt beskyttet, var der meget uroligt at ligge, så vi var glade for, at vi lå i lagunen i Knysna.

Vi brugte en times tid med at trisse rundt og være turister, se på de mange ting i boderne, som fyldte en halv parkeringsplads. Vi var heldige at få lov til at komme inden for i den aflåste marina i Hout Bay, da vi så vores italienske ven Carlo lå der, men desværre var han ikke hjemme.

Vi fortsatte vores tur rundt bugten fra Hout og havde flotte udsigter langs kysten, inden vi kørte tværs over halvøen ned til Simons Town, som ligger på den anden side af halvøen ud til False Bay.

Simons Town blev vores base de næste to dage. Vi var heldige at finde et godt sted oppe på klippesiden med udsigt over havnen og bugten. Det var gennem turistkontoret. De kendte damen, som ejede villaen og mente nok, at hun ville leje ud, selv om vi havde sat et loft ved 600 rand (300 kr.). Det kostede meget mere at leje det, men hun sagde ja, hvis vi ville leje uden morgenmad. Det var jo et B&B. Det var ok for os, for der var et lille køkken med alt, så morgenmaden kunne vi selv klare. Vi kom til at bo meget luksuriøst, som der står i brochuren: The Boat House is fully equipped and elegantly furnished in the natural tones of the sand and sea to create a relaxed beach house feel og meget mere i samme stil, hvad siger I så! Jo, vi følte os virkelig upper class og nød det. Der var endda en indendørs luksus pool, flot om aftenen når den var oplyst. Men den store terrasse med stole, bord og liggestole nød vi og blæste det for meget, var der plads til vi kunne spise i stuen.

Senere på eftermiddagen nåede vi at komme ned til marinaen, hvor vi mødte Frank fra Frida, som var kommet på land. Frida stod så tæt ved stakittet at Frank kunne smide nøgle over til os, så vi kunne komme ind og hilse på og der var flere af vennerne som lå i marinaen.

Vi nåede lige at købe ind til de næste dage. Der er i Simons Town kun en lille butik med dagligvarer. Skal man have lidt ekstra, kød, frugt og grønt, er det nærmeste en Sparbutik og så må man have en bil. Vi klarede os med den lokale, men skal men proviantere meget, må man køre helt op til Fish Hoek, hvor der er et stort supermarked.

Nu blæste det også op her og senere på aftenen havde vi en frisk kuling i bugten, så vi var glade for, at det ikke var os, der lå for svej ude i bugten. Der var stadig fyldt godt op i marinaen som i Hout Bay og flere både lå ved en alt for kort bro og kanede frem og tilbage.

Næste morgen havde vi flot vejr på terrassen, som de kalder dækket, det skal jo være maritimt. Vi startede dagen med en tur ned til The Boulders, som er et flot klippested med store sten og sandstrande og laguner mellem de store stenblokke. Her er lavet et naturreservat, hvor en stor pingvinkoloni holder til. Man kan også være heldig at se hvaler og delfiner her.

I den ene ende af reservatet er der en fin lille strand og her kan man endda svømme rundt sammen med pingvinerne. Der var mange pingviner både oppe i bakkerne og i strandkanten, så vi fik et par timer til at gå med at studere dem. De ligner til forveksling dem vi har set i Argentina, Chile og Galapagos. Men de er forskellige, har vi læst os til.

Efter Boulders kørte vi ned langs kysten mod Cape Point. Landskabet her minder lidt om landskabet i Argentina med den samme lave tørre busk og græsvegetation. En mellemstor skildpadde kom pludselig ud på vejen, godt vi kørte langsomt, men den benene faktisk hurtigt afsted, helt oppe på tæerne og med løftet hoved, tværs over og stoppede så op på den anden side, hvor den gloede på os, som for at sige, så I det!

Cape Point med fyrtårnet helt ude på spidsen var virkelig imponerende. Fantastiske klipper hvor havet slår ind og kæmpe dønninger ruller op langs kysten. Super flotte strande og farven på havet var så flot. Det kunne ikke gøres bedre og vi gik hele turen og var ude på alle udsigtspunkterne og her kunne vi lugte, at når turisterne var væk, så sad aberne her og tog vagten, for der stank af abetis på alle de gode udsigtssteder. Her ville man sikkert få et godt syn tidligt om morgenen, med alle aberne siddende på kanten. Hele halvøen med de mange udsigtspunkter er et fantastisk sted.

Efter Cape Point kørte vi over til Cape of Good Hope. Bare navnet gibber lidt i en, det berygtede kap, som vi har læst så meget om. Turen rundt her har vi til gode og det skal planlægges godt, lige nu mens jeg skriver, skal vi ingen steder, det blæser over 40 knob lige i snuden.

Der stod mange skilte om, at der var baboons (aber), som vi skulle være forsigtige med, da de godt kan være lidt arrige. Dem så vi dog ingen af, der imod så vi flere strudse løbe rundt i terrænet og ude på stranden.

Vi gav os god tid til at nyde landskaberne og var glade for at vi havde vores base i Simons Town, så vi ikke skulle til at støve et nyt sted op. Alligevel var vi tilbage i så god tid, at vi kunne nyde vores luksussted, det er jo ikke hver dag, vi bor så fint.

Næste morgen tog vi alligevel tidligt afsted mest af hensyn til lyset, flot med morgenlys på bjergene op langs kysten. Vi havde tænkt at nå til Mossel Bay og blive der for natten og så næste dag besøge et sted mellem MB og George, hvor man blandt andet kan spadsere frit med deres løver. Der foregår meget andet på det sted, som kan ses på: www.botlierskop.co.za

Men da vi ret hurtigt nåede til motorvejen, var vi hurtigere i Mossel Bay end forventet og en tur ned til havnen gav ikke den store lyst til at blive der for natten. Som Henrik sagde, Dana er jo ikke langt væk med min gode køje.

Så i stedet ringede vi til løveparken og spurgte, om der var en tur sent på eftermiddagen. Man har jo lov at være heldig, det var der, hvis vi kunne vente en times tid. Fint for os, så havde vi god tid til at se stedet og da løverne kom, havde vi en enestående chance for at se dem alene sammen og se hunnen gå ned til vandhullet for at drikke, mens hannen lagde sig længere oppe i græsset. Vi stod oppe på en terrasse, hvor vi afslappet kunne betragte dem. Det var faktisk rigtig flot at se dem sammen uden andre tilskuer.

De andre kattedyr, vi har set før, var næsten alle bag indhegning, så det var lidt specielt. Selv om løverne er "tamme" er de altså ikke mere tamme end der går fem oppassere sammen med os, alle med træstokke og sikkert andre ting vi ikke ved. Men de har en taske med friske stykker kød og det kan man sikkert komme langt med, hvis de bliver besværlige. Vi skulle også gå med vores stok og når vi stod ved løverne, var de opdraget til ikke at komme nærmere, når vi satte stokken foran os. En gang hvor Lene skulle tage et billede og lagde stokken fra sig, fik hun straks besked på at tage den op og holden den foran sig. Man skriver også under på visse forholdsregler og at man opfører sig som guiderne beder om.

Endelig kom de sidste gæster, så vi var 6 gæster og 5 oppassere og en guide. Det skulle faktisk være et godt tidspunkt at besøge løverne, for det var sent på eftermiddagen og ikke så varmt og lige før de skulle fodres, så de skulle være lidt på mærkerne.

Da vi kom ned til dem, fik vi fortalt lidt praktiske ting om løverne. Og så skulle vi lige se hinanden lidt an. De havde selvfølgelig lært at gøre forskellige ting de steder vi kom til på turen, som varede en times tid. Men hele tiden var det vigtigt at blive ved siden af eller bag ved løverne.

Og når vi klappede dem, var det på bagdelen og vi kunne også tage dem i halen. Men da Lene klappede hanløven lidt for kraftigt på bagdelen og ryggen, vendte den sig om og så hende lige ind i ansigtet, som for at sige, hvad gør du! Det gav lige et gib i en, når en stor hanløve kigger en dybt i øjnene og hovedet kun er en meter væk. Guiden kaldte også på løven for at få dens opmærksomhed, det var åbenbart ikke en helt normal reaktion.

Vi gik gennem terrænet med løverne og stoppede forskellige steder hvor der skulle fotograferes. Hunløven sprang op i et træ og tog sig flot ud på en gren mens hanløven lagde sin neden under. Ved de lejligheder kunne vi godt gå hen foran løverne, men stadig med vores stokke i hånden og oppasserne var på mærkerne.

PT venter vi på at få et godt vindue til at sejle ned til Cape Town på. Vi har faktisk været klar to gange. Men i sidste øjeblik ændrede vejret sig og vi måtte vente. Det er der gået et par uger med, men vi tager ingen chancer det sidste stykke rundt Cape of Good Hope.

Mandag den 13. januar kom vi afsted men først over middag, da det skulle passe med at sejle ud gennem hullet en time før højvande. Vi var lidt spændte på, om vi ville få frisk vind imod, da der næsten altid kommer en frisk brise, ved 9 tiden om morgenen, på grund af opvarmningen af landet. Men lige i dag var vi heldige, kun let vind. Det tog en lille time at nå ud til hullet og selv om vi har været derude flere gange, blev vi alligevel overrasket over de store dønninger fra det indiske ocean, som kom rullende ind mod klipperne og brød med en kaskade af vand til alle sider. Vi sejlede tæt, meget tæt, til klipperne på styrbord side og vi kunne mærke suget fra dønningerne i hele båden, så det var vigtigt med den rette hastighed, som skulle afpasses til afstanden mellem bølgerne og modstrømmen. Og alligevel fik vi et frit fald.

Dana standsede næsten helt op, da de sidste to store bølger kom lige efter hinanden. De var så dybe og med så kort afstand mellem dem, at det var umuligt at undgå at havne lige i bunden af dem. Dana stod og vippede på toppen af bølgen og sejlede lige ud i den store bølgedal og landede med et ordentligt brag, så vandet stod om os.

Men efter det var det bare der ud af, væk fra kysten med de mange skær og surfen og vi kunne ånde lettet op. Det var ikke lige vores kop the og Tina, som kom bagefter, nød den samme tur. Uff! det var grimt. Det er jo værre at komme ud end at gå ind, da vi har dønningerne lige i snuden og det selv om der næsten ingen vind var. Vi havde tjekket højden på dønningerne og de var det laveste i flere dage, så det var det bedste tidspunkt vi havde valgt.

De første 8 til 10 timer gik med let vind til ingen vind fra foran for tværs, vi kunne ikke sejle i de dønninger, så det blev motorsejlads som forventet. Først efter solnedgang kom vinden agten fra og hele natten tonsede vi afsted for mesan og spilet forsejl i store søer og havde en fin sejlads.

Tidligt om morgenen har vi stadig lidt vind at sejle for

Det holdt til næste eftermiddag, men så gik gassen af ballonen, desværre, og det blev helt stille. Det var et døgn før end forventet, at vinden løjede af, og i nogle timer sejlede vi bare 4 knob. Men måtte til sidst bide i det sure æble og starte motoren op og det blev for motor resten af vejen helt til Cape Town, så der røg en del diesel, mere end forventet.

Vi kom ind nogle timer efter Anders, som havde været i fuld sving for at arrangere en plads til os. Nu var der bare det, at lige inden vi rundede havneindløbet blæste det meget kraftigt op, hvad der er meget almindeligt her, har vi fundet ud af. Der er meget lidt plads mellem broerne, så da vi stak snuden ind med stærk sidevind for at sejle halvvejs ned mellem de mange både, som ragede godt ud over de små stikbroer, fik Lene kolde fødder og tog en hurtig beslutning. Rundt med Dana og ud herfra inden vi lavede ulykker, det var aldrig gået godt. Udenfor marinaen ligger der een gæstebøje, den tog vi for natten og lå fint.

Tidligt næste morgen, i helt stille vejr, sejlede vi ind på pladsen ved siden af Anders uden problemer. Det er en fin plads med super udsigt til Taffel bjerget. Så vi nyder endnu engang at ligge med fire ender i land. Det bliver sikkert også den sidste gang i meget lang tid. Fra nu af kommer vi til at ligge for anker og bruge jollen. Gud ved om vi overhovedet kan huske det, den har vi jo ikke brugt siden Cocos-Keeling. Vi har haft masser af vind de sidste dage, meget hård vind, som ræser ned ad Taffelbjergets sider. Skyerne ligger som en dyne hen over toppen og ude ved kanten ser det ud som et vandfald, når skyerne falder ned ad siderne på bjerget. Det er meget flot at sidde og kigge på.

Forleden dag var vi sammen med Marie og Anders på en bytur med en dobbeltdækker bus og endnu engang var vi en tur oppe på Taffelbjerget og havde en fantastisk udsigt. Bagefter kørte vi en flot tur langs kysten. Vi købte en dagtur, så vi kunne springe af og på, hvor vi havde lyst. Alle tiders så kunne vi se det store marked i centrum og køre centrum rundt et par gange for at se de mange historiske steder. Der blev også spadseret nogle kilometer langs den flotte kyst. Igen har vi haft en dejlig dag sammen, som blev sluttet af med en middag i Royal Cape Yacht Club.

Vi har travlt med at toppe op med diesel, reparere vores vindror, som ikke har fungeret helt optimalt efter stormvejret fra Richards Bay. Nu er det endelig blevet lavet, Henrik var heldig at find nogle specielle skruer til det i Knysna, og har haft det skildt ad og sat nye bæringer i, så nu virker det perfekt igen. Påhængsmotoren har fået en ny brændstoftank, den gamle var hullet som en si, efter bare 4 år. Sådan er der mange små projekter, som skal klares, inden vi stikker herfra.

Vi føler, det er et helt nyt kapitel i vores sejlads, nu vi er kommet tilbage til Sydatlanten. Det er efterhånden ca. 9 år siden vi rundede sydspidsen af Sydamerika og forlod Atlanterhavet og påbegyndte vores lange rejse rundt i Pacific. Nu er vi jo virkelig på vej hjemover!

Men først skal vi en tur op langs Sydafrikas vestkyst og videre til Walvis Bay i Namibia. Vi håber at arrangere en safari tur sammen med Anders. Marie flyver hjem til Sverige i morgen og Anders fortsætter alene resten af turen hjem til Sverige.

I dag den 21. januar havde begge både travlt med at gøre klar til at forlade Cape Town. Det lå lige som i luften, at vi var ivrige for at komme videre. Så da vi havde fået sendt Marie afsted, nappede vi en taxa og kørte til immigration, costums og havnekaptajnen og fik vores papirer ordnet. Videre til supermarkedet og købe de sidste ting og tilbage til marinaen.

Næste morgen tidligt forlod vi Cape Town og sejlede for motor de første 8 timer, inden vinden kom. Vi har haft lige fra vindstille til 25 - 30 knob vind med høje bølger lige i rumpetten. Men selvfølgelig fes vinden af et døgn inden, vi nåede til Walvis Bay i Namibia. Og resten af turen blev igen for motor.