Fire dage senere, lørdag den 22. krydsede vi ækvator og kom igen tilbage til Nordatlanten. Det blev fejret med en lille whisky og småkager og vi sørgede også for, at Neptun fik et glas og kager. Indtil nu har det hjulpet at være gavmild, når vi har krydset ækvator, så vi håber, at få en fin sejlads hjem til Danmark.

Vi havde besluttet os for at sejle til Fransk Guyana og blive der i orkansæsonen.

Lørdag den 29. marts ankom vi, efter 3.140 sømil, til Iles du Salut, som ligger et par mil udenfor byen Kourou.

Som nævnt tidligere ankom vi den 29. marts til de berømte eller måske snarere berygtede straffekoloniøer, Iles de Salut ud for byen Kourou.
De tre øer Saint Joseph, Royale og den mest kendte Djævleøen, hvor blandt andre fangen Alfred Dreyfus sad indespærret under kummerlige forhold. Øerne blev kendte over hele verden via den amerikanske film Papillon, som byggede på Henri Charrieres roman af samme navn.

Vi har iøvrigt tænkt på, hvorfor hedder øerne Frihedsøerne eller Frihedens øer! Man har jo mest hørt om øerne i forbindelse med tugthusfangernes forfærdelige skæbner og de grusomme forhold de levede under derude. Forklaringen fik vi, da vi læste bogen Papillon igen, nu vi var her, for at friske lidt op på historien. Det fortælles, at fangen Papillon også undrede sig over navnet og spørger en ansats kone, om hun kender forklaringen og hun fortæller: at øerne fik deres navn, efter der havde været en frygtelig epidemi af gul feber i Cayenne. Alle de hvide præster og søstre flygtede ud til øerne og alle blev reddet for sygdomme. Om det er en skrøne, ved vi ikke, men den lyder plausibel, så det er mange år siden, øerne fik deres gode navn.

Desværre kom vi ikke i land, da gæstebøjen var optaget og vi lå dårligt for vores anker. Faktisk begyndte vi at drive ind mod kysten med god fart, bedst som vi gjorde klar til at tage ind. Det viste sig, at vi havde fanget en stor sten, som havde sat sig fast i ankerets klo og den var næsten ikke til at slippe af med, Henrik havde en brav kamp. Vi ankrede igen længere ude men lå dårligt og da det nu passede med tidevandet, besluttede vi at sejle ind til Kourou. Det er en lang og dum indsejling, men vi ville gerne tjekke ind her og have vores papirer i orden, når vi skulle være her så længe.

Der er en afmærket kanal hele vejen ind og et godt stykke op i den smalle flod. Der var ikke meget svingplads, når man skulle ankre på siderne udenfor afmærkningen, hvis man ville undgå at gå på grund i mudderet langs mangroven. Der lå en del franske både permanent her. Vi lå og susede rundt til tider halvt ude i løbet. Det var ikke et sted vi brød os om at ligge. Mangroven var også for tæt på, vi måtte have moskitonet i alle luger og vinduer for at slippe for at få bid.

Efter et par dage fandt vi endelig ud af hvor vi skulle tjekke ind. Det var et godt stykke fra hvor vi lå, så vi tog bussen derud. Selve byen Kourou er nu ikke særlig spændende og den er vel også mest kendt for Ariane Spacecenteret. Vi fandt ud af at der om fredagen skulle sendes en russisk raket afsted, så vi ville vente med at tage videre til Saint- Laurent til om week-enden, det skulle jo lige passe med vind og vejr.

Så fredag travede vi ud til stranden, hvorfra man også kan se Iles de Salut. Der var mange mennesker derude, som spændt ventede på at se raketten drøne op ud over havet. Det gav et mægtigt drøn og pludselig skød raketten op som en ildkugle med en lang røghale efter sig og forsvandt som en lysende prik.

Vi skulle et godt stykke ud fra kysten, da der er meget lavt hele vejen op langs kysten til Maroni floden. Det var fint nok vi fortsatte, for det kom til at passe, at vi var ud for flodmundingen næste morgen. Natsejladsen bød på lidt af hvert, både regnbyger med megen vind og ingen vind og en kraftig nordgående strøm, så Henrik havde travlt med at udregne hvor vi ca. skulle være på bestemte tidspunkter for at sejle ind med strømmen. Vi fandt anduvningsmærket, det passede ikke med kortet på iPadden men med de positioner Henrik havde lagt ind, så dem fulgte vi, indtil vi kunne følge mærkerne ned langs Guyanas kyst.

Der kom en stor flok fugle flyvende imod os op langs kyste. Først troede vi, det var flamingoer, men da de fløj tæt forbi os så vi, at det var over 50 mørkerøde ibiser. Det var et flot syn at se de store knaldrøde fugle flyve lavt hen over vandet ud mod kysten.

Vi havde travlt med vores navigation og finde mærkerne som står langt fra hinanden. Vi fik styr på det og bestemte os for at tage ruten tæt op langs skoven. Der var to ruter, den anden går ud midt i floden, men det var lidt mere spændende langs kysten. Der var vand nok og mærkerne dukkede også op rundt de mange hjørner.

Endelig efter ca. 20 sømil kunne vi se den lille by Saint-Laurent du Maroni og et vrag som lå tæt ved en lille anløbsbro. Vraget lignede mere en ø, da det et fuldstændig overbegroet, store træer og palmer vokser op gennem vragets skrog.

En eftermiddag kunne vi ikke styre os længere, vi måtte ombord på det vrag. Det så så spændende ud og vi havde hver nat hørt frøer kvække meget højt derfra og endda hørt dem blive besvaret inde fra stranden. Vi vidste ikke om man måtte tage derud, men et par dage før var en pirogue med turister derude, så kunne vi vel også gøre det. Vi sejlede ud i jollen og fandt et hul i vildnisset, hvor vi kunne lande jollen og forsigtigt kravle ind gennem skroget og op på dækket. Det var efter mange år meget nedbrudt og planter voksede ud gennem skroget og fisk svømmede rundt derind ved højvande. Vi så et par store frøer og mange fugle var derude. Hver aften kom en flok hvide hejre under megen palaver og satte sig til rette i træerne for natten. Det var spændende med en mini urskov så tæt på.

Efter nu at have været her et godt stykke tid og spadseret byen rundt mange gange og set det meste i gå afstand, har vi endelig taget os sammen og pakket vores cykler ud. I starten da vi lå her, havde vi næsten hver dag frisk vind og en høj krap sø fra middagstid, så det var ikke lige sagen at transportere cykler frem og tilbage. Men vejret ændrede sig og vi har nu oftest stille vand, så nu skulle det være. Vi trængte til at bruge vores ben til andet end at vandre og det aller bedste er, vi kan nu komme langt omkring. Vi lagde forsigtigt ud og startede med en tur op langs floden og bagefter stierne bag om byen.

Senere tog vi en lang cykeltur op langs floden til byen Saint-Jean. Vi troede det var sådan en hyggelig landsby i stil med St.Laurent og blev lidt skuffede. Det var mest militæret og gendarmeriet som holdt til her. Næsten alle bygningerne og et stort område langs vejen var afspærret og hørte under militæret. Vi troede at der var lidt butikker og spisesteder, der var kun en restaurant nede ved floden, som selvfølgelig havde lukker om mandagen, så der var lidt dødt.

Her kom vi forbi overfartsstedet, hvor pirogerne pisker frem og tilbage til byen Albina i Surinam med alverdens last. De henter benzin og diesel i Surinam, da det er meget billigere der end i Guyana. Vi var også et par gange i Albina for at handle, der var mange penge at spare, når vi skulle købe stort ind. Vi fik også handlet til en god pris, da vi skulle købe nye batterier. Vi hyrede en pirogue og var heldige at det var en frisk fyr, som kunne hjælpe med handlen i butikken og få transporteret batterierne sikkert ned til piroguen og så gik det ellers med 20 knobs fart tilbage til Dana, hvor han hjalp med at få dem ombord. Det kunne virkelig betale sig at lave den handel.

Vi havde passeret en afkørsel til landsbyen Esperanza og tænkte, nu vi havde god tid, at vi ville se hvordan den så ud og måske vi kunne få lidt frokost der. Vi nåede ikke helt derned, for inden stod et skilt med restaurant åben, så vi kørte ned ad en smal sti og havnede ved et hyggeligt sted.

Der kom en mand ud og bød os indenfor. Han skulle lige forhøre sig hos sin kone, om hun var indstillet på at lave frokost til os, når bare vi kom dumpende. Hvis vi ville have den ret på menukortet, en tre retters menu med en flaske vand og en lille skarp, var der ingen problemer, suppe, fisk og frugt, perfekt.

Vi nød de timer vi havde sammen med det søde ægtepar, som fortalte om stedet og deres liv her gennem mange år. Han kom fra Surinam og hun kom fra Brasilien, men de endte op her i Fransk Guyana, da de fik børn og de kunne købe jorden her. De har selv bygget huset og restauranten. De havde en stor have, hvor hønsene løb rundt indtil de havnede på middagsbordet. Det var ikke en prydhave, der blev dyrket grøntsager og bag huset kunne vi høre, der gik grise i en indhegning, så de var selvforsynende.

Hver morgen tog manden ud på floden for at fange fisk, så der var frisk fisk på menuen hver dag. Konen stod for brødbagning og køkkenhaven. Mens vi ventede på maden, gik vi rundt og kiggede på de mange ting, som var udstillet i restautanten og vi blev lidt nysgerrige, da vi så dette fotografi og spurgte til det. Det blev til en lang og spændende historie om familiens liv i Surinam for mange år tilbage og fotografiet viser hans forældre i festskrud på deres bryllupsdag foran deres hytte.

Vi har nu også fået gang i vores kajakker for at holde arme og rygmusklerne lidt igang. Det der med at løfte vægte og træne med elastikker er svært at komme igang med når temperaturen for det meste ligger omkring de 30 grader. Så er det sjovere at gå på opdagelse op langs floden og op i de små bifloder. Her er også nogle øer som vi padler op til og her var vi heldige at se et dovendyr "arbejde" sig langs brinken hen til et træ. Det gik meget laaaangsoomt, det var helt vildt at se på. Det var jo fantastisk heldigt at den lige var svømmet i land der og man kan sidde i kajakken bare en halv meter fra den og den løb jo ingen steder! Selvfølgelig lå kameraet der hjemme, nå skidt! det var en fin oplevelse. Sjovt at se det lille hoved og pudsige ansigt. Denne hørte til den lille type på godt en meters højde, den havde tre klør på hver hånd og fod, de store har kun to klør. De kaldes to eller tretåede.

Forleden var vi igen på cykeltur op langs floden og her var vi heldige at se 10 små sorte aber springe rundt i træerne og løbe på el ledningerne tværs over vejen. De så spøjse ud, da deres hænder og fødder var orange. Det så ud som om de havde vanter og sokker på. De sprintede rundt og havde de sødeste små hoveder og et fint ansigt med masser af liv i øjnene.

Derfra hvor vi lå for anker og op langs floden til fængselsdirektøres bolig var anlagt et grønt område, som blev ordnet og rengjort hver dag af parkarbejdere. Det var et sted vi nød meget at sidde i skyggen af træerne og se på det lokale liv. Hver dag kom de lokale her for at snakke, mens ungerne boltrede sig i floden og sprang i fra anløbsbroen eller jollerne. Det var vi ikke så vilde med og måtte flytte jollen, når det blev rigtig vildt. Særlig i weekenden var der et leben og en lille isbod åbnede. Borde og stole blev sat ud på græsset og alle hyggede sig med is og kolde drikke.

De fleste af barakkerne er nu sat istand og der er bl.a. lavet et godt bibliotek med læsestue. Der er en afdeling for børn og unge, hvor de har deres sejljoller og et klubhus. Der er kunstudstilling og workshop og meget andet. Stedet bliver virkelig brugt til glæde for borgerne og turisterne.

Som sagt har Pappilon også siddet her sammen med sine fangekammerater og det er en spændende historie at læse, mens man er her og kan gå rundt de samme steder, hvor det hele skete.

Saint-Laurent er en livlig by med mange fine bygninger og anlæg fra kolonitiden og de bliver stadig rimelig godt bevaret. Det giver en god balance med de mere ydmye steder og det helt nye byggeri hvoraf noget er meget moderne, man skal ikke glemme, at vi er i et fransk område.

Markedet er jo altid spændende og her i byen er det flot og masser af dejlige varer. Hver onsdag og lørdag var de store markedsdage og hele byen var et leben af mennesker fra byen og oplandet. Faktisk var de fleste boder sat op af folk fra Surinam. Tidligt om morgenen kom en hel armada af piroguer fra Surinam læsset med varer, borde, stole og parasoller sejlende forbi os med kurs mod anløbsbroen, som var det letteste sted at læsse alle varerne af på. Dem der kom efter måtte tage til takke med beddingen og stranden. De havde alle en trillebør med til at køre hele herligheden op til markedspladsen hvor de havde deres faste pladser. Det gjorde det lidt nemmere for os, da vi efter nogle uger fandt ud af, hvor det var bedst at handle og hvem der havde det, vi nu havde brug for.

Efter en måneds tid begyndte de på staderne at genkende os og der blev vinket, når de sejlede forbi os på floden. Også om morgenen når vi sad i cockpittet og spiste morgenmad og de skulle aflevere ungerne til skole i Guyana sejlede de tæt forbi og hilste. Der var specielle skolepiroguer som samlede ungerne op og sejlede dem frem og tilbage mod betaling ellers blev de afhentet af familien, da alle har en pirogue.

Midt på markedspladsen er der et stort hus i to etager med indendørs boder med friske fisk, kød og charcuterivarer og andre specialteter. Der er spændende spisesteder med hver deres specialteter fra næsten alle verdenshjørner. Det er jo en meget blandet befolkning her i Fransk Guyana og det smitter af på det kulinariske.

Det var svært at bestemme sig, når vi gik rundt og kiggede på spisesedlerne, det er mest kreolsk. I stedet kom vi i snak med dem som sad ved samme bord og de fortalte om de retter de spiste, så det var bare at pege på det, vi ville have serveret. Alt så jo lækkert ud med masser af grøntsager. Det var altid en oplevelse at komme her.

Længere nede ad gaden holdt der altid en vogn, hvor de grillede kyllinger og ænder, det kunne vi ikke stå for. Så havde vi mad til hele weekenden. Der var også en vogn med forskellige oste og finere kødpålæg, hvis man ville have andet end det supermarkedet kunne byde på. Her behøvede man bestemt ikke at sulte.

Lørdag den 16. august lettede vi anker sammen med svenske Ida Amoress og tyske Blue Feliz og sejlede nogle sømil ud ad Maroni floden, til vi kom til en side arm, lidt længere ude end Dueøen, som på Papillons tid var fangeø for de spedalske. Det er en biflod, som danner en loop, og som også har en arm længere oppe, der til sidst ender langt inde i junglen. Vi sejlede langsomt lige efter hinanden med Ida Amoress som førebåd, da de jo havde været her med deres franske venner.

Efter ca. halvanden times motorsejlads kom vi der til hvor floden deler sig med en arm til hver side, den til bagbord danner loopen, som fortsætter ud til Maroni floden, den anden fortsætter langt ind i interiøret.

Vi lagde os alle tre for anker i hver sin arm af floden midt i regnskoven. Vi var kommet lidt sent afsted, da vi måtte vente på nogle regnbyger skulle forsvinde og at vi fik medstrøm. Solen var ved at forsvinde bag trætoppene, da vi alle mødtes på Felix til en drink og lækker hjemmebagt ostekage.

Mens vi sad og nød vores første aften sammen, lagde vi pludselig mærke til, at der i træerne kom små hvide og røde lysglimt. Hvad kunne det mon være?
Vi fandt ud af, at det er ildfluer, som suser rundt i træerne for ar finde en mage. Heldigvis var der ingen krudtugler, de kunne flyve op i røven på! Vi fik alle en god grin, da vi fortalte historien fra en af vores kendte revyviser.

Tidligt næste morgen var vi oppe for at lytte til junglens mange lyde og se de første papegøjer og tukaner flyve over floden. Her er selvfølgelig mange fugle, men det er svært at se dem, hvis de ikke lige flyver hen over hovedet på en. At se dem i træerne er ikke nemt ej heller aberne. Vi hører dem men ser dem sjældent og det samme gælder den store kvælerslange anakondaen. Anders og Susanne fortalte, at de så to anakondaer sidst de var her, så det er muligt.

Om formiddagen satte Anders og Henrik et fiskenet og en rejeruse, så det bliver spændende at se, om der er noget senere på eftermiddagen.

Vi tog afsted på en kajaktur ad den arm modsat loopen. Det var tidligt på formiddagen og et herligt vejr. Da vi kom op til det næste sving, fandt vi en mindre kanal, som vi padlede op i. Nu er det om at holde tungen lige i munden og huske hvad man passerer og hvor man drejer lidt, for herinde i vildnisset er det meget let at farer vild og så kan man fortsætte i en uendelighed. Det er faktisk ikke helt ufarligt og vi havde taget vores VHF med, så vi havde en chance for at komme i kontakt med de andre.

Vi havde en meget flot tur gennem meget spændende og dejlig vegetation. Vi så små gule og meget store blå skinnende sommerfugle og en 2 meter høj hvid hejre. Desværre var den så sky, at vi ikke kunne komme på tæt hold. Vi så ikke andet derinde end regnskov, men at padle ganske stille afsted gennem regnskoven er en fantastisk oplevelse.

Da vi kom ud fra kanalen fortsatte vi langt op ad floden og fik her en uventet oplevelse. Ca. 10 til 15 meter foran os kom et stort plask, ikke som hvis en gren eller frugt faldt i vandet, men lige som hvis et barn var sprunget fra en gren. Vi padlede hurtigt derhen for at se om det var et dovendyr, som havde sluppet grenen og ville svømme i land, men der var ingen dyr i vandoverfladen. Nu fornemmede vi begge, at der var noget større, som bevægede sig i vandet under os, og vi kunne se, at der blev lidt uro på vandoverfladen. Så vores bedste bud er, at det er en anakonda, som har ligget på grenen ud over vandet og den har set os og sluppet for at komme væk. Desværre så vi kun plasket og fornemmede den under os, ærgerligt at vi ikke så den. Det har været det mest dramatiske, vi har oplevet, indtil nu.

Efter godt tre timer kom vi tilbage til de andre og så var det tid at tage fiskenettet og rusen. Der var 15 til 20 små sølvglinsende fisk i nettet samt nogle piratfisk og i rusen 10 små rejer. De tog kun de små fisk for at se om de kunne spises og lod resten være.
De små fisk smagte godt smørstegt med citron, men de var fulde af ben også bitte små fine ben i kødet, så det var næsten ikke umagen værd. Men vi fik smagt dem og vi overlevede alle. Piratfiskene lod de sidde til næste gang det skal renses, da det ikke er ufarligt at få dem viklet ud af nettet, de bider med deres skarpe tænder, de er som barberblade.

Denne aften var det vores tur til at have gæster og vi var heldige at have fint vejr, så vi kunne sidde i cockpittet. At sidde nede om læ 6 mennsker i over 30 graders varme kunne vi ikke. Vores presenning kan ikke klare de mega regnbyger som kommer, så drypper det ned fra taget og så er det ikke rart længere. Vi fik en hyggelig aften med ostebord, vin og øl, og snakken gik om dagen oplevelser.

De næste dage gik med hyggeligt samvær og lange kajakture op i de smalle creeks ved højvande. Selv om vi ikke så mange dyr er selve oplevelsen at padle stille gennem junglen en stor oplevelse, der er meget smukt.

Efter nogle dage vendte de to andre tilbage til byen og vi sejlede i stedet op ad den lukkede arm med Dana. Vi havde set på vores kajaktur, at der var en fin ankerplads et godt stykke oppe ad floden, hvor der ikke kom nogle, så vi kunne være helt i fred der. Der lå vi i tre dage og havde en fin lille creek lige ved siden af os, hvor vi så mange store blå sommerfugle.

Så begyndte det at blive lidt for regnfuldt og vi ville sejle tilbage til den tidligere ankerplads og være nogle dage, da der var mere åbent end hvor vi lå nu. Her virkede så dystert nu, da vi lå tæt på bredden.

Da vi ville tage ankeret lød ankerspillet underligt, og det gik også hurtigt i stå. Det var tidligt på morgenen, så Henrik begyndte at skille det ad og det så ikke så godt ud. Vi troede at det var motoren, som var gået og det kunne vi fikse, da vi har en ekstra med os, men det var desværre et tandhjul som sidder i ankerspillet, som havde fået slidt alle tænderne, da vi to gange har haft problemer med at få ankeret op mens vi har ligget ud for Saint Laurent. Der ligger et par vrag på ankerpladsen ud over de mange, som vi kan se langs kysten. Og vi har været uheldige at vores anker har fået fat i kraftige ankerkæder, som har slidt på vores ankerspild, når vi skulle have ankeret op.

Henrik fik fikset det, så vi kunne få ankeret op og komme tilbage til Saint Laurent. Vi vidste at Anders's søn Magnus skulle komme herned fra Sverige og hurtigt fik vi arrangeret, at han kunne tage reservedelen med hertil. Der var en del arbejde med at sende mails og billeder, inden det hele faldt på plads, men det lykkedes og reservedelen passede, så ankerspillet kører igen. Stor tak til Anders, Sussie og Magnus for deres hjælp.

Vi er nu tilbage på vores gamle ankerplads igen, turen op i floden blev jo lidt forkortet, men vi synes, vi havde oplevet en masse og på vejen op ad floden, så vi i tusindevis af gule sommerfugle, det var helt vildt at se så mange flyve omkring os. Det er sommerfugle, som kun lever to til tre døgn.

Vores ophold her i Fransk Guyana synger nu på sidste vers. Vi har også været her siden den 28. marts dog på forskellige ankerpladser, men det er tid at komme nordover og første nye plads bliver Tobago.

I starten af oktober tog vi igen en tur op i bifloden og havde to dejlige uger mutters alene, bare den rene natur med dens lyde omkring os, det nød vi. Vi sad dog ikke og gloede ud i luften hele dagen. Nu havde vi sejlet rundt med nogle bøtter hvid maling i flere år og planen var at få vandslebet og malet fribordet. Og det lykkedes os faktisk, da vi ligger i ferskvand til vandslibning og her var helt stille, så vi kunne male næsten helt ned til vandlinien. Dana ser flot hvid ud igen, så længe det varer, men vi har da gjort noget! Master og bomme blev vasket ned for tredie gang, de var allerede sorte mange steder. Samtidig fik vi pakket cykler og kajakker sammen, så båden er søklar på dækket.

I øjeblikket går det i fast rutefart med vores indkøbsvogn mellem Dana og supermarkedet. Vi køber så meget vi kan have med herfra, da de har et godt udvalg og kvaliteten er god. Vi har også været en tur til Surinam for at købe kaffe og andre ting med fordel, så fik vi også en lille udflugt ud af det. Ikke at der er så meget at se derovre, det er kun for at handle. Overfarten foregår i en af de hurtiggående piroquer tværs over floden til landsbyen Albina.

På Tobago håber vi bare at handle frisk frugt og grønt, så vi ikke skal bruge tid på indkøb. Det er utrolig trættende og kedeligt, synes vi.

Vi har været rigtig glade for vores ophold her, selv om syv måneder er lige i overkanten. Men nu passer det fint med sæsonen at sejle op gennem Karibien. Fordelen ved at være her er, at der ikke er nogle cruising faciliteter, til stor overraskelse for de fleste både som kommer hertil. Det gør at der ikke er nogle, som står på nakken af os for sælge forskellige ydelser, ingen marina som skal løbe rundt og kræve en masse penge. Her er en vandhane med godt vand, som vi frit kan tappe fra og selv bære ned til jollebroen i dunke. Jollebroen er faktisk den eneste facilitet, som også turistbådene bruger og det er gratis at ligge der. Befolkningen her er venlige og høflige og det er kun når vi skal med en pirogue, at vi mærker at der er lidt rift mellem dem for at tjene penge. Men ingen er aggresive og påtrængende, som vi har oplevet det i Karibien.

På tirsdag næste uge tjekker vi ud her fra Fransk Guyana og starter langsomt ud, da det skal passe med tidevandet og vi vil anduve Tobago en hverdag, der er ingen grund til at betale for overtid ved indtjekning.