98. BREV

Tobago - St. Maarten
 
Sejlruten fra Sydamerika til Tobago
 
 
Tobago

 

 

Ja, vi har nu været her på Tobago i tre uger og tager videre op til Martinique. Vi har haft dejlige dage med fint vejr og varmt men også regn og kraftige byger. Tobago er en meget flot og frodig ø og efter vi har været lidt rundt på øen, er vi glade for, at vi valgte Charlotteville, som ligger på nordspidsen af øen. Vi ligger i Pirate Bay sammen med en masse andre og her er rigtig dejligt. Fregatfugle svæver over os og pelikanerne styrtdykker sammen med sulerne og skildpadder svømmer forbi os, dejligt med blåt vand og masser af dyreliv.

 


Danas ankerposition i Charlotteville

 

Vi kom hertil som den synkende skude. Vi begyndte at tage vand ind ved skrueakslen et par dage efter vi havde forladt Saint Laurent og det blev helt galt, da vi startede motoren for at komme ind til ankerpladsen.

 

På vej rundt nordspidsen af Tobago til Charlotteville

 

Vi ligger sikkert for anker nu og er blandt venner, som prøver at hjælpe os. Det viser sig at beslaget og ophænget på motoren agter i BB side er knækket og motoren er kommet ned og hvile på fundamentet. Samtidig er det diagonale beslag for i SB side løftet og bolten knækket. Da motoren jo ligger på den ene side, trænger der selvfølgelig vand ind ved stævnrøret. Men det er lykkedes Henrik at minimere det og nu bliver der arbejdet på at få svejset beslag og få skaffet nye gummiophæng. Men det er ikke lige stedet heroppe på nordspidsen, her er ikke en skid, alt fås nede på Trinidad. Så vi ligger vingeskudt sammen med et par andre, men vores problem med motoren er i den alvorlige ende. Henrik har nu fået det fikset så meget, at vi kan forlade båden og være i land det meste af dagen for at få organiseret transport ned til Scarborough, hvor vi forhåbentlig kan få fat i nogle reservedele.

 

Som sædvanligt ligger vi næsten yderst, men heldigt da vennerne ligger lige ved siden af os.

 

Der kommer sjældent een ulykke alene. Den elektriske lænsepumpe i sumpen virker ikke, så der var masser af vand under motoren. Flyderen, som skulle aktivere pumpen er stået af, så vi kan kun pumpe ud ved at aktivere den manuelt. For at afhjælpe at skulle fise ned om læ hver tredie minut, startede vi med at bruge vores store dobbeltvirkende pumpe, som er monteret i cockpittet, sidst brugt i NZ. Den virkede fandme heller ikke, så den har vi brugt det meste af en dag på at reparere uden held. Vores radar er gået samt alle vores instrumenter lige inden vi forlod Fransk Guyana, så vi sejlede hertil på en backup gps, vi købte i NZ, ingen problemer i det.


Udsigt over en del af byen og anløbsbroen for joller og mindre fiskebåde

 

Det med motoren er vi meget kede af, for det er svært at gennemskue de følge problemer der givet kommer, når den bliver samlet igen. Men der er jo ikke andet at gøre end at starte fra en ende af.


Her ligger vi så. Der var fast rutefart mellem den blå sydafrikanske båd Ingrid og os.

 

Vi var så heldige, at den Sydafrikanske båd Ingrid, som vi mødte i Saint Laurent, ligger for anker lige lidt foran os. Gus og Sally er utrolig hjælpsomme og vi har haft stor hjælp af Gus, som også forærede os to kraftige motorophæng, som han havde skiftet ud fra sin egen motor og heldigvis havde gemt, så dem fik han og Henrik monteret. Men inden da fik vi svejts vores gamle beslag, da Gus har et svejseanlæg om bord. Vi fik det tilbage meget bedre end det nogensinde havde været og nymalet. Det var et stort arbejde og det tog dem flere dage at få det hele samlet og linet op igen, så vi ikke tager vand ind ved stævnrøret. Stor tak til Gus for hjælp og fint arbejde.


Udsigt fra fortet ned over bunden af bugten

 

Men inden vi havde snakket med Gus, havde vi mødt Bjørn, som er skipper på en dansk båd, der var kommer hertil fra en tur i Engelsk Guyana. Bjørn var en stor hjælp for os, han kender en masse mennesker og ved hvor man skal henvende sig, da han har været her mange gange. Vi havde en hyggelig uges tid sammen også med Finn, som han havde med som gast. Heldigvis var der også tid til at mødes på de små barer og få en kold øl og Bjørn viste os et godt sted, hvor vi spiste en super frokost sammen.


Vennerne samlet til frokost Nyfanget fisk med lækkert tilbehør

 

For en uge siden var vi en tur med bussen ned langs østkysten til Scharborough, hvor vi så mange smukke partier, en ret så dramatisk kyst med dybe bugter og mange småøer langs kysten. Men vi nød også at trave rundt her i byen og ikke mindst rundt bugten til fortet på den modsatte side. Herfra var en fantastisk udsigt over havet og bugten med de mange ankerliggere og fiskejoller.


Her er meget kuperet, så vi fik travet meget hver dag På tur gennem byen
 
 
Udsigten fra fortet med kanonen rettet mod indsejlingen Lene slapper lidt efter den hårde tur op til toppen
 
 
Typiske lokale huse og masser af frugttræer på skrænterne Cacaotræ med store modne cacaofrugter
 
 
Pelikanerne sad altid på vagt, hvis der skulle svømme en stime fisk forbi

 

Vi startede på brevet et par uger efter vi ankom, så vi kan nu fortælle, at vi har fået motoren lavet og kan sejle videre. Vi har stadig nogle småopgaver, men ellers regner vi med at fortsætte op til Martinique.

 

Der bliver arbejdet hårdt på netcafen oppe på bakken. Sydafrikanske Gus og Sally, som vi nu har været meget sammen med var tit heroppe. Der var nogle problemer med deres hus hjemme, som de måtte følge op på. Og så var der svenske Stefan, som vi mødte første gang i Bueno Aires og nu igen næsten ti år senere. Det var ret vildt at mødes igen.

 

 


Et sidste vue over bugten Man of War i Charlotteville

 

Vi satte sejl tirsdag den anden december og havde en fin sejlads op til Martinique. Om natten sejlede vi op langs St. Lucias vestkyst og om morgenen på strækningen mellem de to øer så vi både en hval, delfiner og flere store skildpadder.

 

Vores to ankerpladser ved den franske ø Martinique

 

Vi droppede ankeret på fem meter vand i den store bugt ved St. Anne uden for Le Marin. Det med dybden var meget velovervejet. For da vi skulle have ankeret op på Tobago, 60 meter kæde havde vi ude, stoppede motoren til ankerspillet med at virke og vi måtte hale alle 60 meter ind ved hjælp af et ekstra hal Henrik riggede til. Men bortset fra det gik alt godt.

 

Ankerpladsen ved Fort-de France Ankerpladsen ved St. Anne ud for Le Marin

 

Vi havde gode dage i Le Marin. En dejlig stor bugt med plads nok, selv om der var mange både. Vi fik svømmet og slappet, det var rigtig dejligt. Byen var vi også glade for. Dejlig frugt og fiskemarked og gode butikker med franske varer, det var rart at komme til det franske igen.

 

Bugten ud for Le Marin
 
Der var varmt, så der blev tanket op med vand Dana for svej med fin udsigt nordover
 
Vi blev godt nok overraskede over de mange både i St Anne, men der var fint plads til alle.

 

 

Vi har nu ligget for anker ud for Fort-de-France, hovedstaden på Martinique, i 10 dage så det er tid at komme videre.
 
 
 
Et kig ned gennem en af gaderne Der er ikke så meget gang i den midt på dagen
 
 
 
Den franske ø Guadeloupe hvor vi lå for anker Danas ankerposition ved BasseTerre og Cousteuøen

 

I 1997 var vi også i Karibien og lå samme sted for anker. Dengang tog vi jollen og sejlede ud til Cousteuøen og havde en fantastisk snorkeltur. Dengang var der masser af fisk og specielt flere arter blæksprutter og masser af fugle. Det var et sted Cousteufamilien besøgte flere gange, så det blev nogle år efter lavet til et naturområde og opkaldt efter Cousteu.
 
Ankerpladsen ved Basse Terre
 
Fin sejlads langs kysten
 

Der skulle være god vind i næste uge, så vi sejler op til den franske og hollandske ø, Saint Martin og St. Maarten. Vi vil nok være mest på den hollandske side, da det er der de fleste bådbutikker ligger, og det er derfor vi tager derop så tidligt, vi mangler en del reservedele og skal have repareret en del ting, før vi kan sejle videre nordpå.