Da vi kom ud til fyret satte vi sejl, der var godt nok ikke meget vind, men støtte lidt kunne de og op ad dagen gav de lidt fart, men motoren var på det meste af vejen. Vejret var super flot, så vi så hele Nova Scotias kyst og natten var helt stjerneklar og selvfølgelig kold. Men vi satte vores inderpresenning på og så blev det lidt lunere. Da vi næste formiddag nåede op for enden af Nova Scotia til ankerpladsen vi havde udset os, besluttede vi alligevel at fortsætte, nu havde vi god vind og kunne nå til slusen St. Peters ved Bras d´Or Lakes. Slusen blev først åbnet torsdag, men så havde vi hele onsdagen til at gå ture i parken og handle lidt.

Nu gjalt det bare om at komme i læ bag slusen, for det begyndte hurtigt at friske sidst på eftermiddagen. Det var lidt af et kunststykke at få linerne i land, da vi kom ind ved lavvande og havde kajkanten i øjnhøjde og samtidig holde Dana stille ud for en trappe i stenkajen, strømmen drillede og vi for rundt for at være i begge ender og så havde vi endda i forvejen sat fenderbrædder på og fendret godt af, men vi var helt flade bagefter. Men et varmt bad og en god middag hjalp og det blev endda til en lille spadsertur langs slusen i det fine vejr.

Onsdag den 17-6 var ren motionsdag. Vi travede rundt i parken i flere timer, og sluttede af med et mindre indkøb i det lokale supermarked. Det er utroligt, at man kan blive ved med at mangle noget, hvert sted hvor vi kan handle, slæber vi fyldte poser ned ombord.

Torsdag morgen, igen en flot dag, gik vi gennem slusen og sejlede ud på Bras d´Or Lakes. Der er et utal af ankerpladser, men da tiden er knap, valgte vi at sejle til West Bay for at se lidt af landskabet der og ankrede i Pringle Hbr. i læ af en ø, fin ankerplads og rolig nat.

Vi lå der kun een nat. Næste morgen satte vi kursen mod byen Beddeck. Vi skulle have diesel og benzin og tro det eller ej flere friske varer. Så sker der det, der ikke må ske, vi fik en line i skruen fra en af de tusindvis af hummertegn, som ligge og flyder rundt alle vegne, vi hader dem!!!! Satans osse. Vi brugte en halv time på at skære os fri og fjerne så meget line som muligt, men der sad stadig noget i skruen, så det var for lav hastighed ind til Beddeck og få droppet ankeret.

I Beddeck er det lidt af et kunststykke at ankre mellem de mange bøjer, som alle er private. Der løber en god strøm gennem strædet, så det er vigtigt at have godt fat med ankeret, så man ikke kaner ned mellem bøjerne.

Nancy og Tom lå her stadig, men gjorde klar til at tage videre. Tom kom over i jollen og vi fik oplysninger om WIFI og hvor supermarkedet lå og andre praktiske ting. De ville godt tidligt afsted for at nå helt over til Newfoundland, mens vejret var godt. Det kunne vi ikke nå, med den line i skruen, det skulle vi lige have klaret først. Det var fredag, og det var godt, at vi straks gik igang med at hente diesel i dunke, for da vi næste morgen lørdag ville købe lidt benzin, var tanken lukket. To gange var vi inde med jollen og færge dunke ud. Anden gang var der en frisk fyr fra sejlklubben, som kørte dunkene op til tanken og tilbage til broen igen, det var dejligt. Og så fik vi at vide, at der ville være god musik og sang i klubben samme aften, det var bare at møde op.

Det gjorde vi, og havde en meget hyggelig aften, hvor vi blandt andre mødte to søstre, hvis bedsteforældre var udvandret hertil fra Danmark. De var helt vilde for at bruge de få danske ord de havde lært og det fik vi meget sjov ud af. Vi forhørte os også om, at få en dykker ned næste dag og det var da ikke umuligt, vi skulle bare gå over til marinaen.

Næste morgen var det super stille og flot vejr og Henrik tog en rask beslutning. Trak i dykkerdragten og startede Hokaen op og så var det bare ned og få klaret den tamp, der sad i klemme i skruen. Det tog et plitsekund og så var han oppe igen med linen i hånden. Det tog noget længere tid at skylle alt udstyret og få det tørret, men det var jo fint vejr. Selv vaskemaskinen stod og hummede dernede og lige over middag var al tøj tørt, herligt med rene sokker og lange underhylere.

Ved totiden startede vi op for at nå op til Big harbour for at ligge der for natten. Når vejret er til det, er det bare om at komme videre. God ankerplads stille og rolig nat. Næste morgen var igen fin og vi ville gerne afsted. Men Henrik havde om lørdagen været i marineshoppen for at høre om strømmen i Great Bras d´Or kanalen og der fået at vide, at vi først skulle fra Big harbour klokken 11.

Vi havde ikke tålmodighed og sejlede ud klokken 10 og godt vi gjorde det, for det viste sig, at han havde givet os helt forkert besked. Det havde været bedre, om vi havde started ved 7-8 tiden, for vi fik modstrøm allerede ved den store bro og ved udsejlingen af Great Bras d´Or kanalen kanede vi rundt i store strømhvirvler og havde 4-5 knobs modstrøm gennem en smal afmærket kanal, inden vi slab ud i mere åbent vand.

Vi fik sejlene op og sejlede op langs Cape Breton til Ingonish Harbour. Det er den sidste gode ankerplads, inden man sejler til Newfoundland. Man sejler ind gennem en smal afmærket kanal, hvor hummertegnene ligge lige ud til og i enkelte tilfælde rundt om afmærkningen, så tæt så tæt at man næsten kan gå hen over dem, ret frustrerende. Men indenfor er der masser af plads og det er efter vores mening en sikker ankerplads for alle vinde.

Vi har vind fra øst, faktisk lige gennem indsejlingen, men mærker intet herinde. Men kigger vi ud, ser vi store bølger og kæmpe brækkere og vi skal ingen steder, før vinden går i sydvest igen og søen har lagt sig. Vi spiste middag i cockpittet og nød den fine aften efter et dejligt varmt bad. Vi sad og gloede på de små både, som fiser ud og kommer ind med deres fangst, som så bliver hentet af kølebiler ved den lille landingsplads. Vi fatter ikke, at der overhovedet er hummere tilbage med alle de hummertegn.

I nat begyndte det så at regne og i dag mandag den 22. juni regner det i stænger. Så det er indedag, hvor vi læser og skriver blogg, læser mails fra Karsten, som næsten hver dag sender os en vejrudsigt. Vi lytter også hver aften på radioen, om vi kan komme i kontakt med Karsten. Men det er kun lykkedes een gang, at vi kunne forstå hinanden, ellers kan vi bare høre hinanden svagt. Nancy og Tom mailer vi også med og har lige fået mail om, at de er nået til Newfoundland og at deres autopilot er stået af, så nu skal de til at bøvle med det.

Vi havde egentlig indstillet os på at blive i Ingonish tirsdag med. Dagen startede med dejlig sol og vi spiste morgenmad i cockpittet, mens vi sad og hørte den seneste vejrudsigt, og ud fra den var det om at komme afsted hurtigt, hvis vi ikke skulle strande der ugen ud.

Vi kom fint ud gennem det smalle løb i Ingonish og fik sejlene op og havde en god sejlads op langs Cape Breton. Op ad dagen flovede vinden en del og motoren måtte igen køre for at få os over trafik separationen i Cabot Strait. Tirsdagen skulle være med lidt svage vinde, men så skulle vi natten til onsdag få et spark bagi og komme op langs Newfoundslands kyst. Det lod vente på sig og først tidligt onsdag morgen kom et ordentlig pust fra 6 knob op til 26 knob, som sluppet ud af en pose. Det varede bare ti minutter, med fik os op på den spidse ende, halet ind og trimmet og så fes vinden bare af. Motoren på igen og nu var vi ved at være lidt trætte af ingen vind og pludselig meget vind, vores autopilot som kører på tracken, kunne ikke lide de hårde pust med sejlene sat og vindroret skal hele tiden justeres, så den mest behagelige løsning er motoren på med små sejl til at trække og støtte. Men vores dyrebare diesel forsvinder ud i den grå luft og det er lidt af et koldt job at hente diesel i dunke med jollen.

Vi havde planlagt at sejle til Wood Island i Bay of Islands også for at møde Nancy og Tom. Men vinden havde jo drillet os, og vi havde virkelig prøvet at sejle så meget som muligt for sejl, så vi var ikke nået helt så langt, som vi skulle for at anduve bugten ved dagslys, vi kom faktisk dertil ved 23 tiden. Det havde vi selvfølgelig forudset et stykke tid før og allerede bestemt os for at fortsætte længere nordpå, faktisk forbi en mulig ankerplads for at komme helt op til Cow Head Harbour.

Herfra skulle det være muligt at sejle det sidste stykke af Newfoundlands kyst fra ankerplads til ankerplads vel og mærke kun om dagen. På grund af isbjerge og mindre stykker is sejler vi ikke om natten mere. Hertil var faktisk lige over grænsen efter iskortet.

Indsejlingen til Port Saunders

Den 26. juni lettede vi anker i Cow Hbh. klokken fem om morgenen for at nå op til Port Saunders. Det er det længste stykke, hvor der ikke er nogle ankerpladser langs kysten. Så vi skulle nå der op. Vejrudsigten lød på 15 knobs vind næsten lige i snuden med 1 meter høje bølger for hele dagen, så det skulle være muligt at nå dertil for motor. Da vi kom udenfor var bølgerne dybe og vi gjorde ringe fart. Vi blev enige op, at give det en halv time mere og blev det ikke bedre, ville vi vende om. Humøret var ikke på sit højeste.

Heldigvis blev søen bedre og vi fik lidt medstrøm, så vi fortsatte. Kort fortalt blev det en lang og til tider en dødsyg tur, da vinden friskede op til 20 knob med stadig større søer lige i snuden og det tog små tre timer mere end beregnet. Vi kom til Port Saunders sent på eftermiddagen. Fandt et passende sted at anker, så vi ikke lå i vejen for de mange fiskeskibe, som sejler ud og ind hele døgnet.

Og hvad har vi så set af dyr! Flere store fiskeørne har vi set dykke efter fisk og mange andre nordlige havfugle og til vores glæde sejlede vi forbi en ø, hvor det vrimlede med puffins. At se dem tage flugten hen over havoverfladen med fisk i deres farverige næb er en fryd. Vi har set to store hvaler og en flok pilothvaler kom op langs med os, men for sydgående.

Så er vi nået op til de høje bjerge, hvor der ligger sne, og vi kan godt mærke, at vi er kommet til køleskabstemperaturen 8 til 10 grader. Kommer solen frem, sniger den sig måske 10 ekstra grader op. Men vinden sørger for, at vi nok skal finde det vindtætte tøj frem. Så jo, her er sk... koldt! Og det bliver koldere, som i en kummefryser når vi kommer op mellem isbjergene.

Den 27. juni sejlede vi op til Flowers Cove, en smal fjordarm med masser af hummertejn og vi havde besvær med at få ankret ordenligt. Det blæste op til 25 knob om natten og næste morgen kunne vi se, at vi var skredet lidt, da her er meget grov tang, som gør det svært at få ordentligt fat.

Da det skulle fortsætte med at blæse den 28. også, bestemte vi os for at finde en anden ankerplads. Det blev et show uden lige og først anden gang lykkedes det at få godt fat, da lå vi næsten helt ude ved indsejlingen, men så kunne vi da se, hvordan det så ud udenfor læmolen.