Næste morgen den 29. juni var vejret til at krydse over Belle Isle Strædet til Labrador. Vi var virkelig heldige med vejret, god sigt og let vind agten for tværs. Vi så hvaler og deres blåst mange steder omkring os og en flok kom tæt forbi og viste deres fine haler, herligt, herligt! Og de første gigant isbjerge kom sejlende ned gennem strædet, utrolig flot. Det var en dejlig dag med fine oplevelser og vi kom allerede til Red Bay lidt over middag, og lod ankeret gå i læ af Saddle Island.

Der var tid til at tage ind i jollen og se de to museer med fine udstillinger fra de tidligste bosætninger omkring Red Bay og på Saddle Island. Efter museumsbesøgene gik vi på den lokale restaurant og fik en varm kop chokolade med æbletærte. Her var de så venlige at sælge os mælk og brød, da der var langt at gå for at handle.

Derefter sejlede vi i jollen ud til Saddle Island og gik ad en afmærket rute en tur rundt på øen og op på toppen til fyret. Flere steder er der lavet gangbroer, for at man ikke skal synke ned i den bløde græsbund. Her er masser af måger og edderfugle, som stadig lå på reder, så der var et farligt spetakkel nogle steder, når vi kom for tæt på deres redesteder.

På ydersiden af øen er der en fantastisk flot udsigt over strædet og det er imponerende at se de mange isbjerge som flyder forbi. En del var strandet og vi så tre meget store isbjerge lige udenfor, som var gået på grund, efter vi var kommet ind. Det var lidt svært at løsrive sig fra den flotte udsigt, men myggene var nu begyndt at komme for tæt, så vi skyndte os tilbage til Dana og fik jollen ombord og gjort klar til at tage afsted næste morgen.

Vi kom ikke afsted næste morgen. Klokken 5 stod vi op for at konstatere, at der lå en tyk tåge over hele bugten og vi kunne ikke se husene over på den anden side, knap nok Saddle Island, som vi lå lige ud for. Længe varede det ikke, før det begyndte at regne og alt i alt blev det en kedelig dag. Men den kunne bruges til at få bagt et par brød og få lidt varme fra komfuret og så fik vi igen læst mere om Grønland og kigget søkort.

Den 1. juli startede vi tidligt og sejlede ud fra Red Bay i tørt vejr, let tåge og svag brise fra sydvest. Vi havde radaren på og havde i starten ca. ½ sømils sigt, det var lige nok til at spotte eventuelle growlers og isstykker, som ikke viste sig på radaren. Vi fik et klart signal fra de store isbjerge, som lå strandet udenfor Red Bay.

Men det føltes mærkeligt og med lidt gys at se et kraftigt signal på radaren og ikke se noget, når vi for eksempel sejlede langs med en tågebanke. Vi så ikke andet end at den blev mørkere og det dampede fra den, som røgen fra et lokomotiv. Og så pludselig kunne vi gennem tågen skimte den ene ende af bjerget og se hvor bølgerne stod op omkring bjergets "stævn" og det sydede hen langs bjergsiden, og til sidst så vi den bagerste del med en masse mindre isstykker drivende bagefter. Og det er dem, der er så farlige for os, for de kan være af anselig størrelse og let sænke os og de er svære at se på radaren eller vises slet ikke, da de kan være for lave men stadig stikker mange meter ned i dybet.

De første tre timer var hårde og øjnene var ved at trille ud af hovedet på os for ikke at misse noget. Men op ad dagen lettede tågen, der hvor vi sejlede. Den lå skiftevis langs land og nogle tågebanker kom og forsvandt ud over strædet mod Belle Island. Den dag fik vi set gigant isbjerge i mange forskellige faconer og med fantastiske mørkeblå striber. Kommer man tæt nok på, kan man se gennem det blå som klart glas. Det var igen en fantastisk dag og imponerende at se den øde og flotte kyst. Vi nød hvalernes blåst og de mange havfugle, som vi genkende fra Alaska, det var bare så dejligt at opleve et rigt dyreliv.

Vi nærmede os Fox Harbour også kaldet St. Lewis Sound, og her så vi tre strandede kæmpe isbjerge. Det ene stod faktisk strandet på 90 meter vand lige ved den ø, vi skulle rundt om for at dreje op gennem sundet. Vi tog nogle billeder lidt fra, da de ændre facon, når man kommer tættere på. Godt vi gjorde det, for da vi ½ mil senere passerede det, var det totalt indhyllet i tåge og vi kunne slet ikke se isbjerget, helt vildt!

På vej op gennem sundet så vi er gigant isbjerg, som lå strandet og væltet om på siden med al isen, som havde været under vandet, ligge og stritte op i luften. Her fik vi syn for sagen, hvor meget is der er under vandet, det var mange gange højere end det, som havde været over vandet, og som vi ser.

Da vi rundede Fishermans Point skiftede vinden fra 6 knobs medvind til 25 knobs modvind. Det kan nok være, vi gjorde klar til at droppe ankeret i en fart. Nancy og Tom var kommet sent dagen før og stod og vinkede os ind til public wharf og der var masser af plads, men vi havde hverken fendere og liner klar, så vi ville ankre og vente til vinde gik ned, så vi kunne komme ordentligt ind og så var det lavvande lige nu, det er nemmere at fortøje, når vi ligge lidt højere. Vi brugte tiden, mens vi lå for anker til at bade, nu vi havde varmt vand. Så det passede, at vi et par timer senere kom ind og lagde os langskibs. For første gang siden Cape Town, hvis vi ikke lige regner Peter slusen med, ligger vi ved et bolværk med liner i land og fendere ude, ellers har vi ligget for anker og et par gange for en bøje. Men vi nyder bare at kunne gå i land.