I dag er det lørdag den 11. juli og vi er stadig her i Fox Harbour, desværre. En gale fra sydøst ved Kap Farvel ødelagde vores chancer for at krydse Labrador Sea. Vi er ved at blive utålmodige for at komme videre og tiden i Grønland bliver kortere og kortere og der er så meget at se og opleve. Men tilbage til hvad vi har oplevet her i mellemtiden.

Dagen efter, Tom og Nancy tog afsted for at sejle lidt længere op langs kysten, blev vi inviteret til søndagsfrokost hos Elaine og Warrick, som vi havde mødt til en hyggelig middag ombord på Frances B et par dage tidligere. Det er lokale, som har et dejligt hus lige på den anden side af bugten. Vi havde en meget dejlig eftermiddag sammen med dem og havde masser af emner at tale om. Faktisk gik vi så godt i spænd sammen, at de inviterede os med på en biltur næste dag ned til Quebec provinsen. De er helt vilde med deres lille have og køber planter for en formue, og de skulle ned sydpå for at købe dem hos en gartner.

Næste morgen tidligt blev vi hentet og så var det bare at sidde og nyde landskabet. Vi stoppede forskellige steder for at handle, for som Elaine sagde, her har de bedre ost og pølse og et andet sted var det frugt og grøntsager, vin købte hun et helt specielt sted og selvfølgelig var det i det franske Quebec, så vi kom vidt omkring. Da vi kom ned til Red Bay, hvor vi havde ligget for anker, fulgte vi kysten ned til Blanc Sablon. Landskabet ændrede sig markant på den franske side. Blev mere mildt og bakkerne mere afrundet og lidt frodigere, der var dejligt dernede.

Efterhånden var bilen ved at blive fyldt godt op, de havde også hos en snedker købt et par møbler, som blev stuvet ind, så der var lige plads til alle planterne og hver en lille krog blev fyldt op. Og så var det hjemover. Inden vi nåede at komme tilbage, havde vi været på farten i 12 timer.

Warrick mente, at vi også skulle se Mary´s Harbour, som er et større sted end Fox Harbour med mange huse langs en godt beskyttet bugt og her er også hospital og ældrehjem. Vi så flere nye steder, vi kunne gå ind til, hvis vi blot skulle sejle op langs kysten og ikke hele den lange vej hjem.

Vi har studeret kortene meget omhyggeligt og fundet mange pladser, men alligevel er det svært at vurdere, om det er et godt eller dårligt sted. Fra vores venner har vi lært meget, som kan være en stor hjælp, hvis vi en anden gang kommer hertil.

Et vue langs kysten efter Red Bay

Efter den lange køretur var vi godt flade og heldigvis kunne vi slappe lidt næste dag. Vi har gået mange ture og været heldige et par gange at have en flot udsigt over havet, men ofte er der tågebanker og man ser ikke en dyt. To gange gik vi den lange tur op ad bakken til radiostationen for at se det sted, hvor Warrick er vokset op. Men det lykkedes først sidste gang, hvor vi have en fantastisk udsigt over den lille bugt og havet og flere isbjerge drev majestætisk forbi. Vi var så heldige at få en lift hele vejen op, han ville endda vente, hvis vi bare skulle gå en lille tur og tage os med ned igen. Vi takkede pænt nej, da vi ville spadsere en times tid deroppe.

Folk her stopper altid op og spørger om vi vil have en lift og i butikkerne tilbyder de at køre os tilbage med varerne. De fleste er meget flinke og vil gerne snakke. Det kan vi godt lide og det er meget nemt at komme i kontakt med dem, som bor her, når bare man har været her et stykke tid.

Forleden da vi skulle til eftermiddagste hos Elaine og Warrick, gik vi alle fire ude i deres have og kiggede på de mange planter de havde købt, da en let regn kom hen over os. Inden vi fik set os om, kom tusindvis af fluer, som mildest talt overfaldt os og de bed af pommeren til, så blodet løb fra sårene. Elaine havde godt nok sin moskito anorak på med net for ansigtet, men hun fik bid på anklerne. Vi flygtede ind i huset og fluerne fulgte med i hundredvis. Elaine og Warrick gik igang med at støvsuge dem væk. Aldrig i de mange år de har boet her, har de oplevet noget lignende. Og senere i radioen hørte vi, at der med regnen havde været så mange fluer, man aldrig havde oplevet før. De fortalte, at det var på grund af den store fugtighed og mangel på sol og varme, de har jo ikke haft nogen sommer endnu. Her er normalt mange fluer om sommeren, men slet ikke så mange som vi oplevede på een eftermiddag. Så nu går Lene og plejer sine 20 til 30 bid i panden.

Warriks familie har i mange generationer levet sammen med tre andre native familier for foden af "bjergene," bakker er det mere, helt nede ved havet, hvor de i sommer månederne har ernæret sig ved fiskeri og samlet bær, som her er mange af på sensommeren. Stedet hedder Deepwater Creek, som vi gik ud til på en af vores vandreture.

Om vinteren boede hele familien i det hus som Elaine og Warrick bor i nu. Da Elaine kom hertil, hun er fra Newfoundland, blev huset totalt renoveret, for at de kunne bo sammen her. Warricks bror bor lige bagved og sammen har de et pragtfuldt sted med arbejdshuse og slæbesteder til deres joller, som ligger klar til at tage på fiskeri og sætte hummer tegn og krabbepottter.

På et tidpunkt besluttede Warricks familie, at de ikke længere ville bo nede ved havet. Så da vinteren kom og alt var iset til, flyttede de huset ved at trækket det på isen op over bakkerne og ned til "byen", hvor det nu står. Det er en lang vej hele vejen rundt om bugten, men sådan gjorde man.

Her er sorte bjørne oppe i bakkerne, så vi har været lidt opmærksomme, når vi har gået deroppe, men indtil nu har vi bare set en kanin og et par egerner, men vi spottede lige en sort bjørn på en lille sti på vores køretur. Vi ville jo gerne have oplevet at se isbjørne, men så skal vi længere op ad kysten. Warrick fortæller, at om vinteren kommer der isbjørne hertil drivende på de store isflager og isbjerge. De går i land her og fanger sæler langs kysten og så går de tilbage nordover og "hjem". Så om vinteren må de være på vagt for isbjørnene. Vi er overraskede over at høre, at de kommer helt herned, men det bliver mere og mere almindeligt, da de er trængt på deres føde og her er mange sæler.

Warrick og hans bror fanger snowcrabs og det er lige ved at være slut på deres kvoter. Warrik havde for to uger siden måtte køre til en større by et par timers kørsel nordpå for at hente og betale for tilladelsen af laksefiskeriet. Sidste uge havde de så fanget over 50 laks i deres to net. Men de må kun tage 6 laks per person. De bliver tjekket. Kontrolbåden er ude, lige så snart de får grønt lys til at fiske. Så de fik besked på at smide resten af fangsten i havet, mens de så på det. Og det er der selvfølgelig stor utilfredhed med. Men der er ingen kære mor, de må kun tage det antal, som bliver dem tildelt. For et par år siden blev overskudet givet til folk, som ikke selv kunne tage ud at fiske og til ældrehjem, men det er man holdt op med. Vi lærer en masse om deres liv her og Warrick fortæller levende om tiden i gamle dage.

Vi har haft et par gode dage med sol og lune og en af dagene kom en ung fyr og bankede på for at fortælle, at der var en hval i bugten. Det kan nok være vi kom op i en fart med kamera. Hval i bugten! den svømmede rundt lige for enden af kajen, det var super. Det mest fantastiske var, at se den samle caplins, det er små fisk på størrelse med en ansjos.

De blev drevet sammen, så de stod i en tæt stime fra vandoverfladen helt ned til bunden. Og det passede fint, blot få meter fra kajkanten. Og så kom angrebet. Vildt, foran hvalen kom en stor bølge og hundrede vis af caplins sprang op i luften og med munden på vid gab slugten hvalen næsten alle de små fisk. Når den vendte rundt i vandet, så vi hele den udspilede mund fyldt med caplins.

Vi har været i tvivl om, det var en sej eller mink hval, men efter at have kigget grundigt på billederne, og set den karakteristiske hvide plet på luffen, kan vi nu se, at det er en ung mink hval.

Dagen efter kom en polsk træbåd ind og senere på dagen en alubåd fra Østrig og sent på aftenen endnu en fra USA. Vi syntes, at nu begyndte her at være trængsel, hele den lange mole vi ligger ved var næsten fyldt op. Næste morgen vendte vinden, så vi blæste ind mod kajen og den friskede lidt op. Der blev meldt kuling og de tre andre både forlod kajen og lagde sig ud for anker i bugten. Vi lurede lidt på det, for varslingen var for et andet område, så vi ville se tiden an. Alt det bøvl med liner frem og tilbage for blot nogle timer gad vi ikke. Istedet hængte vi et fenderbrædt og et par ekstra fendere ud. Og det viste sig også at være en storm i et glas vand, den smule tjop var ikke noget at tale om. Dagen efter kom endnu en båd ind, en engelsk ferro cememt båd af Colin Ancher typen. Da den kom ind og lagde sig agten for os kom også de andre ind og hele kajen var fyldt op.

Det var hyggeligt for et par dage at snakke med andre sejlere, som har været på disse kanter før. Englænderne skulle videre op til Baffin Island og Østrierne havde vi mere snak med, for de skulle også til Grønland, med havde ikke det pres som os, da de ville lægge båden op et eller andet sted på kysten og rejse hjem for vinteren. Vi snakkede lidt om at følges, men det var smartere for dem at sejle længere op ad kysten og få de oplevelser med istedet for at vente sammen med os. Så i dag tog alle de andre afsted trip trap træsko og nu ligger vi igen solo. Men forhåbentlig kun for nogle få dage mere.

Vejrudsigten svinger hele tiden, men heldigvis bliver isbjergene færre. Det vi koncentrerer os om er at komme herfra i ordentlig vejr. De to til tre første døgn er de mest kritiske med hensyn til is. Derefter må vi tage kampen op med de gales de varsler, vi slipper ikke, det kan vi se. Beslutningen er taget, vi tager afsted på mandag, men bedre tidligt tirsdag morgen for at få en hel dags dagslys.

Vi får stadig vejrmeldinger fra Karsten i Panama og prøver næsten hver aften at få radiokontakt, men det er kun lykkedes et par gange, at vi har kunnet høre hinanden, og kunne opfatte få ord. Uden Karstens næsten daglige meldinger om vejret her og i Grønland samt issituationen ville vi være meget dårlig stillet. Vi er ham meget taknemmelige for hans store arbejde og håber han har lyst og tid til at hænge på, til vi når Grønland. Endnu bedre hvis han vil være med os hele vejen over Nordatlanten og Nordsøen, som godt kan vise tænder sidst på sommeren. Vi må se, hvad han har tid og lyst til, men en stor hjælp og tryghed er det, at der er en på sidelinien, som har det store overblik. Vi kan kun tage lokale vejr- meldinger og grip filer ned og det har vi jo også klaret os med mange steder, men lige her hvor vejret skifter lynhurtigt, er det rart med flere oplysninger. Det skal også lige nævnes, at når vi ser tilbage, har Karsten jo været med på mange etaper af Dana´s rejse, men herom en anden gang. Så en meget stor TAK til Karsten.